DPU

Hans Henrik Knoop om Flow

Flow - Orden i hovedet på den fede måde
 

Hans Henrik Knoop om Flow:

"Oplevelsesmæssigt er flow-tilstanden kendetegnet ved at man er fuldstændig involveret, fokuseret og koncentreret; at man oplever stor indre klarhed ved at vide hvad der skal gøres, og i hvilket omfang det lykkes; at man ved at det er muligt at løse opgaven fordi ens kompetence matcher udfordringen."

Næsten alt hvad vi kan navngive, kan også kaldes en form for mønster, for ellers ville vi ikke kunne genkende det. Og et mønster kan også kaldes en form for orden. Jeg indleder med dette fordi det ser ud til, at vi har rigtig gode chancer for at nyde livet, om blot vi oplever fire typer orden. Og jeg vil blive overrasket hvis nogen har mødt blot én elev, der på egne vegne har klaget over undervisning samtidig med at have oplevet disse former for orden.

Den første type er orden i kroppen. Det er selvsagt en forudsætning for, at undervisning overhovedet kan komme ordentligt i gang at kroppen er i orden, dvs. at den ikke mangler næring, varme, væske, søvn etc.

Den anden type er orden i forståelsen - dvs. at man har nogenlunde styr på, hvor man er i livet, hvordan man er kommet dertil og har en vis ide om, hvad vej man vil videre ad. 

Hvis man har orden i forståelsen, får man adgang til en tredje form for orden, nemlig orden i opmærksomheden - som man oplever, når man er fuldt koncentreret om noget engagerende, lærerigt og nydelsesfuldt. Denne form for orden kaldes også flow.

Den fjerde type er oplevelsen af social-eksistentiel orden - dvs. oplevelsen af, at livet er meningsfuldt, og at man er del af noget langt større end én selv.

Sammenfattende kan vi således betragte flow-tilstanden som et pædagogisk ideal, der er direkte afhængigt af, at kroppen fungerer, at hovedet fungerer, og at man fungerer socialt og eksistentielt. Hvis man ønsker at nå langt i undervisningen, er det derfor ganske lige til. Man skal bare sørge for, at eleverne har det godt på de fire måder.