DPU

Læring i Konkurrencestaten

Konference i København i anledning af udgivelsen af bogen "Læring i konkurrencestaten - kapløb eller bæredygtighed" redigeret af professor Knud Illeris.

19.11.2013 | Knud Holt Nielsen

Dato ons 12 mar
Tid 12:30 16:00
Sted Festsalen (A220), Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, Campus Emdrup, Tuborgvej 164, 2400 København NV
Tilmelding er lukket

Konkurrencestaten satser stærkt på mere og bedre skolegang og uddannelse. Men dette er ikke altid det samme som mere og bedre læring. Tværtimod synes de fremgangsmåder, der skal realisere dette fremstød, ofte at medføre øgede læringsproblemer, især på to områder af afgørende betydning:

  1. Uddannelsespresset kommer for mange til at stå i vejen for den selvstændigheds-, identitets- og kompetenceudvikling, som konkurrencestaten netop satser på og har allermest brug for.
  2. Og samtidig medfører presset, at de elever og studerende, der har en mindre uddannelsesorienteret baggrund eller særlige problemer, får endnu sværere ved at klare sig igennem.

Hvis ikke der samtidig satses aktivt på bæredygtighed på alle niveauer fra det individuelle over det sociale og institutionelle til det nationale og globale vil konkurrencestatens uddannelsespolitik føre i retning af ufleksibel indordning, dårligere faglige resultater, øget frafald og dermed også ringere konkurrencedygtighed - selv om det er præcis det modsatte, der tilsigtes.

Konferencen afholdes i anledning af udgivelsen af bogen "Læring i konkurrencestaten - kapløb eller bæredygtighed" redigeret af professor Knud Illeris med bidrag fra en bred vifte af håndplukkede forskere. Bogen belyser kritisk konkurrencestatens uddannelsesproblemer. Bogen udkommer den 12. marts 2014 og der indgår et frieksemplar i konferenceprisen.

Læs mere om bogen her

Pris og tilmelding

  • Konferencegebyr med bog (inkl. moms): 900 DKK
  • Nedsat pris for studerende (med oplyst studienummer) med bog (inkl. moms): 400 DKK
  • Husk at tilmelde dig, ét af de tre parallelle oplæg om eftermiddagen

Tilmeld dig her

 

Oplægsholdere

 

Program

Kl. 11.30-12.30
Udlevering af bøger og registrering til et af tre oplæg efter pausen.

Kl. 12.30-12.40
Velkomst ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (Claus Holm, Viceinstitutleder, Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet)

Kl. 12.40-13.15
Hvad går konkurrencestaten ud på? ved Ove Kaj Pedersen, professor, Department of Business & Politics, CBS.

Kl. 13.15-13.50
Konkurrencestaten og de ”bløde” eller ”affektive” sektorer ved Katrin Hjort, professor Institut for kulturvidenskaber, SDU

Kl. 13.50-14.15
Pause og bog-signering

Kl. 14.15-15.15
Tre sideløbende oplæg:

  1. Konkurrencestaten og specialpædagogikkens børn ved Søren Langager, lektor, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet
  2. Ungdommens vindere og tabere i konkurrencestaten, Noemi Katznelson, lektor, AAU
  3. Konkurrencestaten og omstillingens etiske udfordringer, Nadja U. Prætorius, privat praktiserende psykolog.

kl. 15.15-16.00
Læring i konkurrencestaten, ved Knud Illeris, professor, emeritus, DPU, AU, lokale A220

 

Beskrivelse af oplæg

Ove Kaj Pedersen: Hvad går konkurrencestaten ud på?
Den danske velfærdstat er i de seneste 30 år blev kontinuerligt reformeret. Aktuelt sker der en udvikling i retning af en konkurrencestat med vægt på optimering af den nationale konkurrenceevne. Oplægget redegør for udviklingen fra velfærdsstat til konkurrencestat med fokus på ændringer i uddannelsessystemets formål, samfundsfunktion, organisation og praksis.

Katrin Hjort: Konkurrencestaten og de ”bløde” eller ”affektive” sektorer                  
Konkurrencestatens skole har karakter af en ”konglomeratskole”, hvor velfærdsstatslige, konkurrencestatslige og neo-liberalistiske rationaler strides. Affektive processer produceres og reguleres, når Danmark A/S International møder Mig A/S International. Hyperprofessionalisering og adgang til det excellente for nogle – subprofessionalisering og ekskluderende inklusion af andre? Sammenhængskraft - eller incitamenter til at forlade fællesskabet?
Søren Langager: Konkurrencestaten og specialpædagogikkens børn
Oplægget sætter fokus på nogle af de problemstillinger, der tegner sig i krydsfeltet mellem inklusionspolitik og diagnosekultur og de læringsteoretiske og pædagogiske implikationer, udviklingen ser ud til at føre med sig, herunder den øgede interesse for at beskrive nogle af ’specialpædagogikkens børn’ som en hidtil overset fremtidig ’skjult arbejdsstyrke’."

Søren Langager:Konkurrencestaten og specialpædagogikkens børn
Oplægget sætter fokus på nogle af de problemstillinger, der tegner sig i krydsfeltet mellem inklusionspolitik og diagnosekultur og de læringsteoretiske og pædagogiske implikationer, udviklingen ser ud til at føre med sig, herunder den øgede interesse for at beskrive nogle af ’specialpædagogikkens børn’ som en hidtil overset fremtidig ’skjult arbejdsstyrke’."

Noemi Katznelson: Ungdomsuddannelsernes vindere og tabere i konkurrencestaten
Konkurrencestaten skaber nødvendigvis både vindere og tabere, og uddannelsessystemets tabere udgør et meget stort og alvorligt problem, både samfundsmæssigt og menneskeligt. Oplægget vil zoome ind på udfordringerne for ungdomskulturen, for unges møde med uddannelsessystemet og i særlig grad de udfordringer, dette indebærer for de mest udsatte unge.

Nadja U. Prætorius: Konkurrencestaten og omstillingens etiske udfordringer
Omstilling til bæredygtighed forudsætter bevidstgørelse og eksistentielle valg i opgøret med konkurrencesamfundets tingsliggørelse, fremmedgørelse, afmagt og stress. At vi skaber gensidigt berigende og meningsfulde fællesskaber i respekt for hinanden og vores fælles livsvilkår. Fordi vi rummer alt, der skal til for at gøre det – og fordi det gælder alles eller ingens overlevelse.

Knud Illeris: Læring i konkurrencestaten
Konkurrencestaten vil skabe øget konkurrenceevne gennem mere effektiv uddannelse til flere. Men de nye skole- og uddannelsesordninger fører ikke til bedre læringsresultater. For læring er et menneskeligt anliggende, og god læring, der kan bruges til noget i praksis, kræver først og fremmest engagement. Men presset i konkurrencestatens uddannelser virker demotiverende.

 

Konference