DPU

Éducationens diskursformation: Oplysning, Socialisation, Opdragelse, Dannelse

Åbne fællesforelæsninger af Lars-Henrik Schmidt efterår 2014

Professor, dr. phil Lars-Henrik Schmidt, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)

I og med Jean-Jacques Rousseaus forfatterskab finder filosofien en ny begyndelse. Rousseau præger en ny ’første filosofi’ med éducationen som problematiseringsform for ’la condition humaine’. Filosofien bliver i skikkelse af éducation guiden til at skubbe naturellet så langt det bærer, udvikle det og forhindre at det degenererer i den generelle mobilitet.

En anderledes diskursformation bliver til ved at sammenfatte hidtil adskilte tiltag (som fødselshjælp, fostring, instituering, instruktion m.fl.) rettet mod velordnethed  (’pour être bein conduite)  i en problematik med distinkte  discipliner, praktikker og  teknologier. Usamtidige  - historisk differentielle - diskurser samtidiggøres som resultat af en specifik genealogi, hvor oplysning, socialisation, opdragelse og dannelse i deres generelle konfliktuelle gemenhed ordnes. Samtidiggørelsens effekter kan kortlægges, transformationstendenser kan diagnosticeres, og generelle teser om udfald og efterrationaliserede tilfælde kan analyseres som de sociale træf der i-scene-sættes og i-tale-sættes under overskriften ’pædagogik og uddannelse’ – eller mindre forlegent som ”education”.

Forelæsninger

1. forelæsning:Éducation som ’første filosofi’

2. forelæsning: Oplysningen: Om forholdet mellem fransk ésprit, tysk Geist og engelsk utilitet

3. forelæsning: Socialisation: Om subjektets karakteristiske opførsel

4. forelæsning: Opdragelse: Om det selvforsørgende individ

5. forelæsning: Dannelse: Om personskabets konduite

1. forelæsning: Éducation som ’første filosofi’

Tid og sted

Aarhus den 12. september kl. 13-16, Aarhus Universitet Trøjborg, lok. 2110-140

Emdrup den 19. september kl. 13-16, Tuborgvej 164 lok. A 412

Beskrivelse

Som andre før ham hævder Rousseau i udgangspunktet, at hans forgængere havde glemt noget - hvilket er karakteristisk for en ny begrundelse. I deres refleksioner over almenvellets nyttighed glemte de det væsentligste, nemlig ’l’art de former les hommes’ (kunsten at danne menneskene). Og som man tilskikker planter ved cultivering, således tilskikker man menneskene ved éducation.

I den moderne verden består det udslagsgivende ved den menneskelige skæbne i, at vi nu engang er fødte og bliver til i hjælpeløshed: Mennesker har en barndom;  og alt det vi savner ved fødslen gives os gennem éducationen, altså ved hjælp af den aktive handlen der udvikler vore fysiske, moralske og intellektuelle fakulteter: Naturen, medmenneskene og erfaringen er éducationens læremidler; og de tre hold lærere skulle gerne holde harmonisk sammen, men det heldigste udfald sikres ved at naturen er ledende. Naturellet er uden prædetermination, ikke fikseret nogen stans en gang for alle - og dog er det singulært. Vi er født med en disposition for at blive sociale.

Bag ved hangen til naturen ligger der således også en fordobling af mennesket som kan forholde sig til naturen og sin egen natur på en ny måde. Sociabiliteten – og dermed præferencen - er Rousseaus fundamentale problematik. Det abstrakte menneske har ingen gang på jorden men menneskene med barndom sammenligner sig med hinanden, hvilket indebærer at det generelle menneskets fødsel i hjælpeløshed også bliver fornuftens fødsel i det sociale samkvem og ikke skabt ud af en guddommelig inspiration.

De grundlæggende og grundliggende refleksioner over éducation som et moderne forhold giver anledning til en socialanalytisk kortlægning af  samtidens diskursformation i form af configuration af vidensfeltets videnskabeliggørelse, diskursdomæner og professionalisering ud fra hjælpevidenskaber (pædagogisk filosofi, pædagogisk antropologi, pædagogisk psykologi, pædagogisk sociologi), vidensdomæner (oplysning, socialisation, opdragelse, dannelse) og hjælpeprofessioner (specialpædagogik, sundhedspædagogik, socialrådgivning, socialpædagogik).

Udgangspunktet er at éducationens diskursformation iværksætter en række  forskellige vidensidealer, og at der sociale træf  nok problematiseres forskelligt men kan fremstilles i en genkendelig genealogi.

2. forelæsning: Oplysningen: Om forholdet mellem fransk ésprit, tysk Geist og engelsk utilitet

Tid og sted

Aarhus den 3. oktober kl. 13-16, Aarhus Universitet Trøjborg, lok. 2110-140

Emdrup den 10. oktober kl. 13-16, Tuborgvej 164 lok. A 412

Beskrivelse

Oplysningens tidsalder fordrer ikke en renæssance. men en modernisering, som ikke henter éducationens idealer udefra. Det afgørende er ikke, at menneskene har en vidensfakultet, men at denne udvikles. Oplysning er mulig og den slår om i en tvang. Hvor intet kan forblive som det er; bestandighed er relativt forfald. Væksten er forbedring og denne et gode i sig selv i form af fremskridt.

Måden hvorpå denne erfaring diskursiveres er imidlertid ganske forskellig i de store traditioner. Allerede Rousseau anså Oplysningens tidsalder for regnemesternes århundrede. Fornuftens sammenligneligheds kapacitet iscenesætter det sociales dominans over det naturlige og italesætter mennesket som et dobbeltvæsen.

Bruddet med naturensom unik og singulær åbner for en uendelig perfektibilitet. Det er denne perfektibilitet med dens vidensbegær, der karakteriserer den franske oplysningsfilosofi. Civilisations ’ésprit social’ er uden finalitet og dermed uden definitivitet.

Fornuftens oplysende fakkel trænger blot mørket ud i afkroge. Forbedringen er aldrig af det onde og uddannelse bliver et gode i sig selv og må udbredes i offentlighed. Og just derfor er der ingen garanti mod decadence eller for lykkegevinst. Oplysningens fakkel kan afsløre alt, fortære alt, for der er ikke et potentiale, som realiserer sig i tidens fylde Tilvæksten i viden, rationel adfærd skal fortrænge det formummede infame, som forholder folk viden og henholder dem i deres uforskyldte dumhed.

Til forskel herfra hævder Kants i den tyske variant, at kulturens ånd vil realisere menneskelighedens potentiale i menneskehedens historie, hvorfor vi med indsigten i mennesket trancendentalitet, vores voksendom, kan dømme om udgangen af den selvforskyldte umyndighed.  Vejen til viden er et bevidsthedsanliggende for barriererne skyldes irrationel lydighed og frygt for at bruge fornuften som andet end et bevidsthedsanliggende – og dog er enhver bedømmelse oversanselig og rækker ud mod offentliggørelsen. Finaliteten bliver en prædetermination.

I Benthams udgave bliver den målelige utilitet til et markedets velfærdsprincip, altså til lykkemaksimering. Antallet har ingen transcendens. Det skal ikke til for at overbevise for det vil vise sig om det er omsætteligt og kan tilegnes af mange. En viden der ikke kan omsættes er blot uduelig og således unyttig. Kalkulation af konsekvensen for antallet af involverede blive afgørende det ræsonnable og det ræsonnable er just det ethvert ræsonnabelt menneske må tænke og testen på om vedkommende er et ræsonnabelt væsen, og testen er at tælle de berørte.

Hvad enten det er civilisationens, kulturens eller markedets princip der dominerer, så får det effekter for uddannelserne curriculum umiskendelig: Hvilke kundskaber skal formidles til hvem og hvem? Hvorfor og hvordan skal man foranstalte uddannelsessystemer for dem der kan klare sig og for dem der har hjælp nødig. Uddannelsen undgår ikke at blive den politisk-ideologiske slagmark par excellence.

I samtiden formummes slagmarken af læringssyndromet: Den livslange kompetenceudvikling gennem læring. Læring er blevet en eufemisme for educationens udviklingsdimension og arver alle skavankerne. Væksten er endt som ressource management. Didaktikken som professionalisering er blevet læringsteoretisk teknologi.

I dag er udvikling blevet til læring og et syndrom der hersker uimodsagt som et gode. Skolen står som kundskabsformidlingens institution par excellence, men i dag er det er ikke folkets skole. Ved at annamme erhvervslivets vokabular har skolen vundet terræn og tabt identitet.

3. forelæsning: Socialisation: Om subjektets karakteristiske opførsel

Tid og sted

Aarhus den 24. oktober kl. 13-16, Aarhus Universitet Trøjborg, lok. 2110-140

Emdrup den 31. oktober kl. 13-16, Tuborgvej 164 lok. A 412

Beskrivelse

Fornuften er principielt oversanselig og almen, men den bæres af empiriske og konkrete individer. Dette karambolerer fordi fornuftens skulle understrege suveræniteten og individets undersåtten. Fornuftens love og regering er ikke det samme som statens love og regulering, og legitimiteten i fornuftens fortrængning af dårskaben og skændigheden er ikke det samme som en lydighed overfor myndighederne.

Subjekt for viden og subjektet for magt er ikke et og det samme. Det politiske subjekt spaltes i subjektet som suveræn og subjekt som undersåt spaltes. Og éducationen handler også om reguleringen af adfærd og mindre om conduct. Viden fører ikke nødvendigvis til ophøjet opførsel men også til en politisk uhensigtsmæssig adfærd, som må indpræges i statsborgerens adfærd som en ny habitus. Det handler ikke om borgerens tænkning, men om kontrol og sikkerhed, og grundlæggende om beskyttelse af ejendom.

Hertil kræves fysisk og moralsk éducation i højere grad end intellektuel sådan. Undersåtten er subjektiveret suverænen og kun en filosof kan fatte, at det er ham selv – i karakter af suveræn - han er subjektiveret. Hele naturellet omdannes via éducationsprocesser til en karakter. Med karakteren er det ikke længere muligt at skelne naturellets ansigt fra dens sociale maske. Håbløst bærer sin byrde, sin alienation, med det smil at han ikke ved bedre. Han ser sig selv med de andres øjne som en ting et individ, et objekt blandt objekter.

Det er alt tilstrækkeligt, at hans habitus er en socialkarakter, at individualiseringsprocessen er en tvang og denne socialkarakter er hans fængsel. Han bliver til i og med inkarnationen af suverænen, internaliseringen af den ydre tvang. Beslaglæggelsen at hans naturel er udmærkelsen i forhold til de andre. Paradoksalt nok gør det sociale individet social – han er altid allerede social som individ. Han er beslaglagt af selve individualitetsformen i og med at den sætter ham som et socialt væsen.

Grænserne for vedkommendes sociale karakter er sat af bevægeligheden i hans naturel og det handler om de grænser hans kan sætte inden for det sociale – dvs. hans egendommelighed og derigennem hans ejendom som han respekteres ret til at beskytte og udfolde. Hans ”property” er det andre respekterer beskyttelse af, af politiske årsager og afstår fra at knægte og krænke.

En grænsedragning er en ambivalent figur og det er uafgørligt, hvor meget der tilkommer i det ydre og i det indre. Men formationen stivner i karakterer og institutioner som kan differentieres i anlæg og påvirkning som diskursiveres som mere end individuelle i socialpsykologiske eller psychosociale vidensansamlinger. På denne baggrund udvikles karakterologier og typologier som begrundes i tydninger, udviklingspsykologisker stadier, psykometriske tests og i stigende grad autopoietisk empiri.

Det filosofiske problem består i, at man forudsætter den spaltning man skal forklare, altså ikke kun dens bestandige derværen men dens tilbliven og forbliven. Denne spaltning i individualitet og socialitet, i formodningen at verden foreligger spaltet i subjekt og objekt er invasiv i vidensformerne og gør det vanskeligt at satse på enten den lidende eller på lidelsen, på den forstyrrede eller forstyrrelsen, på individuel skæbne eller populationsudvikling. Derfor bliver kernen en transmission af normer og normativitet og identificering af gentagelsesmønstre i adfærd og herredømmeformer.

Éducationen udfordring i samtiden er at fatte massen og masseadfærd i forskellige former for revolte og smagsdannelser, som et uomgængeligt fænomen som tilsyneladende unddrager sig det socialpsykologiske og psykosociale paradigme og dermed problematiserer den spaltning diskursformationers socialisationsdomæne har skabt på baggrund af alienationens håbløshed.

4. forelæsning: Opdragelse: Om det selvforsørgende individ

Tid og sted

Aarhus den 14. november kl. 13-16, Aarhus Universitet Trøjborg, lok. 2110-140

Emdrup den 21. november kl. 13-16, Tuborgvej 164 lok. A 412

Beskrivelse

Opfostringen er en optugtelse. Individet skal eleveres via disciplinære foranstaltninger som ikke alene regulerer den naturlige spaltning men også den anden sociale fødsel, der ikke stemmer med hjælpeløshed men med magtesløshed.

Det vigtige er, at mennesket ikke blot er født i hjælpeløshed men er født magtesløshed ind i produktionsforhold man afmægtigt reproducerer. Mennesket har altså principielt ikke alene en barndom men tilmed udleveret til et slægtskabsforhold – altså til forsørgelsesenheder som familien, institutionerne, arbejdsmarkedet og alle de strukturelle forsorgsforanstaltninger.

Denne dobbelthed er det sociale vilkår: Man får såvel behovet som begæret – og forskellen mellem dem - ’ind med modermælken’. Disciplineringen i opfostring som opdragelse handler om at deltage i forsørgelsen af reproduktionsenhedens behov. Reproduktionsenheden og ejendomsrette tilhører slægten, men i den moderne verden cementerer slægten sig historisk omkring familien – og det til en grad, hvor man anser familien for at være den oprindelige slægt.

Det moderne er nu, at reproduktionen af produktionsbetingelserne foregå i kraft af en ’Gesamtarbeiter’  der skal kunne sørge for enheden via salget af arbejdskraft, og denne er igen bundet til familiemyndigheden. Eleveringen er således rettet mod og reguleret – direkte eller indirekte - af et arbejdsmarked, for så vidt enheden ikke er umiddelbart selvforsørgende men henvist til at sælge ud for at købe ind formidlet over det ejendomsmarked vi kalder arbejdsmarked. Her udveksles ikke kun varer med varer,  levende ejendom med død ejendom, levende arbejde med dødt arbejde. Det levende arbejde ser sig vurderet og kalkuleret i de andre øjne, nemlig målt med det døde arbejdes værdsættelse af det levende arbejde som vare, varen arbejdskraft  bliver en ting blandt tingene.

Arbejderen har udgivet sin livskraft og yderliggjort den i en genstand, som en anden nu ejer, fordi han har solgt dispositionsretten til sin arbejdskraft for en stund.  I og med salget af sin vare reduceres han til en karakter, en karaktermaske som personificerer en økonomisk kategori. Han bliver dermed tingsliggjort og gjort fremmed for sig selv og den proces han deltager i. Den ser ud til at skabe af sig selv og hans reduceres til et intetsigende vedhæng til denne skabelsesproces, der sætter han som et andet intet, der værdsættes i sin udskiftelighed og bevidnes i lønforholdets svikmølle.

Hans fremmedgørelse bliver en selvfremmedgørelse der tilintetgør ham reduceret til ren intet eller ren kreaturlighed. Men det er denne absolutte subjektivering, der er forudsætningen for hans deltagelse i forsørgelsen og hans leven op til selvforsørgelsens princip. Det er hans forsørgelsesgrundlag, at hans er arbejdsduelig og det er just målet for éducationen som opdragelse at skaffe arbejdsduelige individer, dvs., individer der er defineret ved deres forhold til arbejdsmarkedet og anerkender deres eksistensberettigelse i normen om selvforsørgelse.

Arbejdsdueligheden er således såvel workability som empoiability, dvs, omsættelig, udskiftelig, ensrettet normal i en ækvivalentform af sammenlignelige kvalifikationer. Denne uddannelsesform har som formål at ingen skal stå uden for arbejdsmarkedet – at arbejdskraften er både forhånden og til rådighed. Opdragelsen handler om færdigheder, om en bestemt kunnen i en kultur, og ikke som oplysningen om kundskaber i et civilisatorisk curriculum.

Men det kræver til gengæld en omfattende professionel viden at kunne rådgive om arbejdsmarkedets behov og en raffineret viden at kunne vejlede den enkelte i denne jungle af anden natur. Det er normaliseringsmagten (inklusion), som betjener sig af marginaliseringsmagten (eksklusion) og dette janushovede uhyre er et socialteknologisk vilkår.

Vi er imidlertid nået dertil, hvor det at oparbejde kompetencer er en kvalifikation, så arbejdskraften er i færd med at vinde en ny livsduelighed, fordi livsduelighed er en kompetence og dermed en kvalifikation. Den singulære kompetence er at være lige nøjagtig dig!

5. forelæsning: Dannelse: Om personskabets konduite

Tid og sted

Aarhus den 5. december kl. 13-16, Aarhus Universitet Trøjborg, lok. 2110-140

Emdrup den 12. december kl. 13-16, Tuborgvej 164 lok. A 412

Beskrivelse

Når det levende arbejde bliver til-intet-gjort og erstattet af den omsættelige arbejdskraft, bliver arbejdsdueligheden en kolonisationsform for ’Lebensausgabe’. Naturellet der mister sit ansigt i den sociale prægning og tilmed bliver ét med karaktermasken er dermed nødvendigvis frisat til se naturellet som ren disponibilitet.

Hjemløs uden tilhør med afsæt i intet eller kreaturligheden at vælge at gøre noget ved det man er blevet gjort til: Forligelsen med at handle som ’personne’.Ville dispositionsretten selv og iværksætte en subjektivationsproces og gøre sig til som subjekt -  ihukommende at denne subjektering har subjektiveringen som forudsætning. Personligheden falder ikke sammen med individualiteten; den skabes på dens baggrund.

Den metier éducationen skal lære ham er at leve; at blive sig selv ved at forvinde sig selv i dén overskridelse smagsdannelsen er som sanset oversanselighed. Det er en æstetisk proces, der kan benytte sig af selvteknologier til at disciplinere dispositionerne og give dem hensigtsmæssighed uden formål: Den inviterende appel. Det vældige forekommer appellerende.

Det er at sætte livsdueligheden i højsædet og stilisere det bornerte livsudkast. Til forskel fra en traditionel dannelse - som idealiserer antikkens opheling af sårene, klinkelse af de brud som er vilkår eller fordrer efterfølgelse af overstørrelser - skal han overskride sig selv i en regimeret levemåde, der er en gentagelse uden forbillede: Det er i en præcis forstand en selvdannelse, men netop ikke en selvrealisation.

I dannelsen bliver individualiteten sikret i og med sin overskridelse og just derfor er den ikke en individuation. Den utraditionelle dannelse er ganske vist en selvomsorg også i den forstand, at den for de fleste er en rehabilitering for en mindre vellykkethed, men velvidende, at det er sygehistorien, der er erindringens grund og erfaringens singulære realitet. Det er en stikken ud, der viser sig ved, at det uvæsentlige fortoner sig. Dermed bliver det ikke-u-væsentlige konkret i personskabet: En fremtræden der bevidnes i fortoningen.

Lidelseshistorien er også træningen i den ’savoir faire’ som opøvelsen i en metier bringer med sig. Uddannelse er aldrig alene uddannelse, men dannelse i tilgift. Just derfor kan dannelsen heller ikke blive et fag uden  at degenerere til dannethed, til etikette og recepter på det gode liv. Dannelsen spørger ikke til forbuddet der afgrænser situationen, men til dén afståelse selskabet toner. Den rette opførsel er en performance – også når den tager sig ud som selvfremføring – så længe den ikke er fremføring af selvet. Man bedrer sig selv ved at gøre andre godt.

Hvis der findes et dannelsesideal må det i al banalitet blive ”ein gebildeter Mensch” og netop ikke ”un l’homme du monde”. Mere jordnært er dét det der gør livsduelige mennesker til rige personskaber.

Nietzsche spørgsmål om vore dannelsesinstitutioners fremtid forekommer stadig relevant.