DPU

Aarhus Universitet inviterer til samarbejde om uddannelsesforskning

Landets største institution for uddannelsesforskning og landets største professionshøjskole stiller sig i spidsen for en national forsknings- og udviklingsindsats til gavn for dagtilbud og skole. Aarhus Universitet åbner nyt Nationalt Center for Skoleforskning sammen med VIA University College.

02.03.2016 | Thomas Sørensen

Reform af folkeskolen. Ny læreruddannelse. Ny pædagoguddannelse. Nye læreplaner i landets dagtilbud. Ændringer af inklusionsområdet.

De seneste år har budt på mange ændringer i hverdagen for ikke blot de danske børn, men også for deres lærere, pædagoger og forældre.

De mange reformer og den store politiske interesse for området viser, at udviklingen af dagtilbud og skole spiller en afgørende rolle  for det danske vidensamfund.

”Vi skal have styrket den forskning, der understøtter kvalitet og udvikling på dagtilbud og skoler, og der er behov for i højere grad at samle kræfterne og samarbejde nationalt om forskningen. Derudover vil vi forstærke koblingen til landets skoler og dagtilbud, så vi sikrer, at afstanden mellem forskning og praksis i dagtilbud og skole bliver så lille som muligt”, fortæller rektor Brian Bech Nielsen, Aarhus Universitet. Blandt andet med henvisning til den kortlægning af dansk uddannelsesforskning, som Forum for Koordination af Uddannelsesforskning leverede tilbage i november 2014.

Aarhus Universitet tilfører i første omgang strategiske midler og projekt-aktiviteter til centeret, der rundt regnet repræsenterer 65 mio. kr. over de første fem år. Tilsvarende tilfører VIA University College forskningsmidler til centret. VIA og Aarhus Universitet samarbejder i forvejen på en række områder inden for uddannelse og forskning.

Nationalt center for Skoleforskning etableres sammen med professionshøjskolen VIA University College, der blandt andet har landets største lærer- og pædagoguddannelse.

Aalborg Universitet og flere professionshøjskoler har allerede tilkendegivet, at de vil være at finde blandt centerets samarbejdspartnere. Samarbejdet er åbent for deltagelse af alle professionshøjskoler og de relevante universiteter.

Samarbejde skal give gennemslagskraft

”Aarhus Universitet står lige nu for mindst halvdelen af den forskning i skole og dagtilbud, der findes i Danmark. Derfor har vi også en forpligtelse til at agere lokomotiv i arbejdet med at samle de danske kræfter om denne opgave, og det er ambitionen med dette center”, uddyber rektor Brian Bech Nielsen, der peger på, at større samarbejde kan give forskningen større gennemslagskraft.

Hos VIA University College glæder rektor Harald Mikkelsen sig til at trække på de forskningsresultater, Nationalt Center for Skoleforskning vil tilvejebringe.

”I VIA uddanner vi mange  af landets pædagoger og lærere, og vi har derfor stor interesse i den nye viden, der vil blive skabt i Nationalt Center for Skoleforskning. Forskningen vil være til gavn for både pædagog- og læreruddannelsen samt for dagtilbud og skoler. Og det nye forskningscenter vil være et rigtig godt supplement til det praksisrettede forsknings- og udviklingsarbejde, VIA allerede bedriver på skole- og dagtilbudsområdet,” siger Harald Mikkelsen.

Officiel åbning i april

Det nye nationale center, der får udgangspunkt i Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) under Aarhus Universitet, vil løbende huse 3-5 større projekter inden for centrale forskningsområder. Det kan f.eks. være med fokus på overgange fra dagtilbud til skole, på læringsmålstyring inden for bestemte fag m.v.

Projekterne skal være affødt af de udfordringer, som opleves i dagtilbud og på skoler. Koblingen til praksis sikres yderligere ved en tæt tilknytning af aftagere og brugere i paneler knyttet til de enkelte projekter.

Centeret åbner officielt i april 2016, hvor centerets leder vil blive præsenteret sammen med de første projekter.

Yderligere oplysninger

Institutleder Claus Holm, DPU, Aarhus Universitet, M: 2688 5600. E-mail: clho@edu.au.dk

Direktør Erik Hygum, VIA Pædagogik & Samfund, VIA University College. Mobil: 8755 3525. E-mail: eh@via.dk

Folkeskole, Førskole, Grundskole