DPU

Børn skal ikke styres til at spise sundt

’Nudging’ kan ikke lære børn om sunde madvaner, viser ny forskning fra DPU, Aarhus Universitet. Forældre skal skrue ned for styringen og op for læringen, hvis deres børn skal udvikle en kritisk bevidsthed om mad og sund levevis på sigt.

21.01.2016 | Mathilde Weirsøe

Nudging skal holdes langt væk fra børn, for det giver dem ikke kritisk bevidsthed om mad, mener Karen Wistoft, professor MSO i sundhedspædagogik ved DPU, Aarhus Universitet.

’Fem veje til sundere børn’ eller ’Sådan lokker du sund mad i dine børn.’ Bag de enkle genveje til hvordan, forældre gør børnenes kost sundere, gemmer sig en af de nyeste trends på sundhedsområdet, nemlig nudging.

Nudging sigter på at forandre et uhensigtsmæssigt adfærdsmønster ved at vende intuitive eller automatiske handlinger, rutiner eller vaner. Et eksempel på at nudge sund mad i børn er at stille sunde snacks foran sultne børn, der er dybt optaget af at se TV.

Men nudging skal holdes langt væk fra børn, mener Karen Wistoft, der er professor MSO i sundhedspædagogik ved DPU, Aarhus Universitet.

”Selv om nudging har vundet indpas på sundhedsområdet, er det et dårligt redskab, når det kommer til børn. For det giver dem ikke en kritisk bevidsthed om mad, men skubber dem i en retning, uden at de forstår hvorfor,” siger Karen Wistoft.

Hun understreger, at nudging kan være et effektivt instrument til at styre folkesundheden, men det er ikke egnet som sundhedspædagogisk middel.

”Vi skal nedlægge ambitionen om at tage børn som gidsler i et voksenunivers. I stedet for at styre børnene til at spise det, de voksne synes, skal vi tage de pædagogiske værktøjer i brug og lære børn at forholde sig til det, de spiser,” siger Karen Wistoft.

Fokus på læring

Karen Wistofts forskning adskiller sig fra tidligere forskning på området ved at have et pædagogisk fokus. På den baggrund er hun netop blevet udnævnt til professor MSO (med særlige opgaver) i sundheds- og smagspædagogik. Hendes forskning viser, at styring og nudging ikke gør børn i stand til at træffe begrundede madvalg. Det gør derimod læring.

”Frem for at diktere hvad børn skal spise, skal forældrene udfolde børnenes kritiske bevidsthed ved at inddrage dem i madlavningen eller beslutninger om, hvad der skal stå på middagsbordet,” siger Karen Wistoft.

Formålet er at uddanne børn til kritiske og bevidste forbrugere. Når børn selv får lov at vælge mad ud fra deres smag og på et oplyst grundlag, kommer de også til at udvikle viden og kompetencer, der gør dem sundere på lang sigt, forklarer Karen Wistoft.

”Det handler om, at sikre børnenes integritet, også på mad- og smagsområdet. Det betyder, at de skal have mulighed for at sætte og nå egne mål på baggrund af præferencer. Læring sker ikke ved styring men ved bevidsthedsudvidelse, som bedst finder sted, når børnene får lov til både at opleve og handle selv,” siger Karen Wistoft.

Markante forældre

Karen Wistoft oplever en tendens til, at forældre er blevet mere styrende i forhold til at få børnene til at spise det, der bliver serveret for dem.

”Hensigten er at leve sundt og slankt som familie. Men børn af forældre, der er for styrende i forhold til særlige kostprincipper, risikerer at udvikle angst for mad. Det er typisk forældre, der så at sige ’bor’ på børnenes tallerkner og sætter dagsordenen for måltidet.”

Det kan ifølge Karen Wistoft få alvorlige konsekvenser for børnene senere i livet.

”For meget kontrol og styring avler børn, som måske på et tidspunkt selv takler med kontrol og styring ved at vende det indad og udvikle selvstyring, der i værste fald ender i en spiseforstyrrelse,” siger Karen Wistoft.


Fakta

Begrebet nudging dækker over små puf/manipulationer, og konceptet skal få folk til at agere på en bestemt måde, uden at de er bevidste om det.

Nudging kan ske gennem ændring af:

a) Omgivelserne, så valg bliver mere eller mindre ubevidste
b) gennem social påvirkning, hvor efterligning eller imitation står centralt
c) gennem information, der ikke i større omfang kræver bevidst bearbejdning

Tiltrædelsesforelæsning

Karen Wistoft holder sin tiltrædelsesforelæsning fredag d. 22. januar kl 14-15 på DPU i Emdrup.   

Kontakt

Karen Wistoft, professor MSO, ved DPU, Aarhus Universitet
Mail: kawi@edu.au.dk
Tlf: 8716 3823
Mobil: 2613 2653


 

Familie, opdragelse, hverdagsliv, Sundhed/miljø