DPU

Danske elever scorer højt på samarbejde i PISA

Både danske piger og drenge ligger langt over gennemsnittet, når det gælder problemløsning i samarbejde i PISA 2015. Det viser en ny rapport. Kun i 10 ud af 51 lande klarer eleverne sig markant bedre end de danske.

21.11.2017 | Knud Holt Nielsen

For første gang nogensinde er de 15-årige skoleelever i den internationale PISA-undersøgelse blevet testet i deres evne til problemløsning i samarbejde med andre. I en række digitale opgaver skulle eleverne samarbejde med virtuelle partnere om at løse problemer. Og her placerer både danske piger og drenge sig godt blandt de nordiske lande og markant over gennemsnittet for OECD-landene. Kun ti lande placerer sig markant bedre end Danmark. Det viser en ny rapport.

”Testen i problemløsning i samarbejde skal vise elevernes evne til sammen med andre at dele deres forståelse og indsats og bruge den samlede viden og erfaring, der er nødvendig for at nå et mål”, siger Lena Lindenskov fra DPU, Aarhus Universitet, der er medforfatter til rapporten ”PISA 2015 - Problemløsning i samarbejde”.

Da området ikke har været testet før, kan man ikke sige noget om udviklingen. Men de danske elever scorer højere i 2015 i problemløsning i samarbejde med andre, end danske elever gjorde i individuel problemløsning, som blev testet i 2012.

Laveste kønsforskel i Norden

Dykker man lidt ned i tallene, finder man færre lavt præsterende og flere højt præsterende danske elever inden for problemløsning i samarbejde, end tilfældet er for OECD samlet.

”Rapporten viser, at der generelt er en tendens til, at piger præsterer bedre end drenge i PISA-undersøgelsen om problemløsning i samarbejde. Det gælder også i Danmark. Herhjemme er forskellen i de to køns præstationer imidlertid den laveste i Norden og lavere end for OECD samlet”, siger Lena Lindenskov

Indvandrerelever præsterer lavt

Anderledes ser det ud for danske elever med indvandrerbaggrund. De præsterer markant ringere på feltet end etnisk danske elever og ringere, end man kunne forvente ud fra deres færdigheder i de tre klassiske PISA-domæner: læsning, matematik og naturfag. Det billede ses kun i tre andre lande i undersøgelsen. 

Forskellen i præstationen mellem elever med og uden indvandrerbaggrund er også markant større i Danmark, end tilfældet er for OECD-gennemsnittet. Og det gælder både, når man ser på første- og andengenerationsindvandrere.

Om undersøgelsen:

  • Den internationale PISA-undersøgelse gennemføres hvert tredje år og tester 15-årige elever i læsning, matematik og naturfag for at måle, hvor godt de er klædt på til at klare sig i videnssamfundet.
  • PISA 2015 i Danmark er gennemført af et konsortium bestående af DPU, Aarhus Universitet, Danmarks Statistik (DST), Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA), og SFI − Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. KORA og SFI er i juli 2017 fusioneret til VIVE – Det Nationale Analyse- og Forskningscenter for Velfærd.
  • VIVE - Det Nationale Analyse- og Forskningscenter for Velfærd leder det danske PISA-konsortium, der står for gennemførelsen af undersøgelsen i Danmark.
  • I 2015 testede PISA desuden i ’problemløsning i samarbejde’. Eleven blev testet i sammen med andre at bruge den samlede forståelse og teamorganisering, at vælge passende fremgangsmåder sammen og i passende rækkefølge at undersøge, forstå, formulere, planlægge, udføre og reflektere.
  • Deltagelsen i ’problemløsning i samarbejde’ var frivillig for de 72 deltagende lande i PISA 2015. 52 lande valgte at deltage, deriblandt Danmark. Data fra Malaysia indgår dog ikke i alle opgørelser.

Yderligere information

For yderligere information om undersøgelsens resultater kontakt lektor Lena Lindenskov, DPU, Aarhus Universitet på mail: lenali@edu.au.dk eller tlf. 26306681

Internationale undersøgelser, Grundskole, Test, evaluering, karakterer, måling