DPU

Finland kan vise vejen for den danske læreruddannelse

Den finske læreruddannelse sikrer sammenhæng mellem forskning, uddannelse og undervisning i grundskolen, og uddannelsen er derfor et forbillede for den danske læreruddannelse, mener lektor ved DPU, Aarhus Universitet Frans Ørsted Andersen. Han har undersøgt, hvad der ligger til grund for finnernes succes med at sikre kvalitet i grundskolen og på læreruddannelsen.

04.01.2016 | Mathilde Weirsøe

I Finland er sammenkoblingen af forskning, uddannelse og undervisning indlejret i det pædagogiske felt, og forskningsorientering er en naturlig del af læreres kernefaglighed.

Den finske læreruddannelse er den bedste i Norden. Det viste en undersøgelse tilbage i 2012, og finske elever er blandt de bedste i internationale undersøgelser, f.eks. Pisa. Men hvad er det, der gør den finske skole og læreruddannelse så overlegne?

”Først og fremmest har det betydning for kvaliteten af både læreruddannelsen og undervisningen i skolen, at lærerne i Finland er universitetsuddannede. Uddannelsen er respekteret og eftertragtet - kun ca. hver 10. ansøger kommer ind,” siger Frans Ørsted Andersen, lektor på DPU, Aarhus Universitet.

I et igangværende forskningsprojekt om den finske læreruddannelse ser han nærmere på den finske skole og den finske læreruddannelse for at blive klogere på, hvordan vi i Danmark - med inspiration fra Finland - kan sikre bedre sammenhæng mellem forskning, uddannelse og undervisning i grundskolens fag.

Øveskoler kobler teori og praksis

Det, der især skaber sammenhæng mellem forskning, uddannelse og praktik i den finske læreruddannelse er de såkaldte øveskoler. Skolerne fungerer som almindelige distriktsskoler, men ejes af universiteterne og står for en stor del af læreruddannelsen, ikke bare praktikken. En stor del af lærerne på øveskolerne er ph.d.-uddannede inden for fagdidaktik.

”Øveskolerne er en særlig syntese mellem pædagogisk forskning, teori og praksis. Klasselærerne er tæt på de lærerstuderende, som i praktikperioden er på skolerne det meste af dagen, så de oplever grundskolens hverdagsliv. De lærerstuderende opholder sig også på øveskolen ud over selve praktiktiden, idet de altid er velkomne til at lave projekter og opgaver og på anden vis deltage i øveskolens dagligdag,” fortæller Frans Ørsted Andersen.

På den måde bliver de lærerstuderende gode til at reflektere over koblinger mellem teori og praksis i et tæt samspil med øveskolelærerne, som er pædagogiske forskere. Frans Ørsted Andersen peger på, at der i Finland, i modsætning til i Danmark, er en klar sammenhæng mellem forskning, uddannelse og undervisning i skolens fag.

”Sammenkoblingen af forskning, uddannelse og undervisning er fast og stabilt indlejret i det pædagogiske felt, og forskningsorientering er en naturlig del af læreres kernefaglighed.”

Finske erfaringer til Danmark 

Skal den danske læreruddannelse være en universitetsuddannelse på linje med den finske, vil det kræve grundlæggende reformer. Men Frans Ørsted Andersen peger på en række områder, inspireret af den finske uddannelse, vi kan afprøve på forsøgsbasis allerede nu.

”Jeg vil mene, at det inden for rammerne af både den nye danske læreruddannelse og den nye danske skolereform vil være muligt at udvikle forsøg inspireret af den finske øveskolemodel her i landet. Det kan for eksempel ske ved at eksperimentere med at knytte få, særligt udvalgte skoler tæt til læreruddannelsen i et samarbejde mellem kommuner og professionshøjskoler. Det er der faktisk allerede planer om på Fyn og UC Lillebælt,” siger Frans Ørsted Andersen og fortsætter:

”Næste skridt kunne være også at lave forsøg på disse skoler med at ansætte lærere med en kandidat- eller masteroverbygning og som i Finland give dem en stilling, hvor de både har funktioner som folkeskolelærere, læreruddannere og forskere.”

Læs mere om projektet ’Finsk Læreruddannelse’.

Kontakt

Frans Ørsted Andersen
E-mail: Frans@edu.au.dk
Tlf.: 2165 3749

Uddannelsespolitik,samfund/samtid, Læreruddannelse/profession, Grundskole, Videregående uddannelse