DPU

Kan babydukker ruste grønlandske teenagere til forældrerollen?

Babydukker er en fast del af seksualundervisningen i Grønland, hvor skoleelever på de ældste klassetrin passer en dukke – en såkaldt babysimulator – og får feedback på deres ’forældreskab’. Virker dukkepasningen? Forskeren bag evalueringsprojektet fortæller til magasinet Asterisk, at dukkerne både kan gøre skade og gavn. Undervisernes kompetencer er altafgørende, hvis dukkeprojektet skal lykkes.

05.09.2013 | Mathilde Weirsøe

Det nye nummer af magasinet Asterisk bringer et interview med forskeren bag en ny forskningsrapport, der evaluerer brugen af babydukker i seksualundervisningen i Grønland. 

Siden 2006 har babydukker været fast del af familie- og seksualundervisningen i alle 7. 8. og 9. klasser i Grønland. Det skal få de unge – piger såvel som drenge – til aktivt at tage stilling til forældrerollen og tage ansvar for deres seksuelle sundhed, bl.a. ved at øge deres opmærksomhed omkring fremtidige uddannelsesønsker, forældreroller og prævention

”Formålet med dukkeprojektet er, at alle graviditeter i Grønland skal være ønskede,” siger Karen Wistoft, der er professor mso ved Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, og lektor i sundhedspædagogik ved Aarhus Universitet. Hun står bag en netop offentliggjort forsknings- og evalueringsrapport om det såkaldte ’Dukkeprojekt’, som er udarbejdet for Selvstyrets Departement for Sundhed.

Evalueringen bygger på en stor spørgeskemaundersøgelse blandt elever i afgangsklasserne og deres forældre med over 1000 svar, klasserumsobservationer og telefoninterviews. Derudover er undersøgelsen suppleret med data fra Landslægeembedet, Politiet og Grønlands Statistik.

Dukker vækker faderinstinkt

Typisk passer eleverne dukkerne i to til tre dage, hvorefter en underviser med sundhedsfaglig baggrund giver dem feedback på deres oplevelser og præstation som ’forælder’. Dukkerne er udstyret med en chip, der er koblet til eleven. Chippen rapporterer til en computer, der samler data om pasningsprocent – dvs. hvor god har eleven været til at reagere på dukkens behov, eksempelvis sult og bleskift. Men også ”manglende omsorg” og ”mishandling” fremstår i den afrapportering, eleverne modtager.

”Langt de fleste - i alt 96 % - har efter pasningen en række forbehold over for at blive forældre her og nu. Men hele 88 % af alle eleverne vil gerne have et barn senere. Dukkepasningen har altså øget deres bevidsthed og refleksion, men ikke afskrækket dem. Særligt drengene er blevet mere positive i forhold til fremtidigt forælderskab. Flere udtrykker, at det har vækket deres faderinstinkt,” siger Karen Wistoft.

Forskel på by og kyst

Der er imidlertid stor forskel på, hvordan dukkerne bliver brugt i undervisningen.

I Nuuk har dukkeprojektet været en succes og skabt større refleksion og bevidstedhed blandt eleverne. Men i Grønlands tyndtbefolkede udkantsområder på kysten har dukkeprojektet haft uheldige virkninger, fordi underviserne ikke har haft de nødvendige kompetencer," fortæller Karen Wistoft.

Analysen rammer lige ned i Grønlands kulturelle og sociale udfordringer og fremhæver ikke mindst forskelle mellem by og kyst. På kysten er der fx langt flere teenagegraviditeter, fødsler og smitsomt overførte kønssygdomme end i Nuuk.

"Samtidig viste det sig, at flere af underviserne på kysten ikke følte sig godt nok klædt på til at håndtere dukkeprojektet. De kæmpede med at få teknologien omkring dukkerne til at virke, og tilbagerapporteringen foregik uden dialog med eleverne, men blot i form af en babyrapport, der bestod af et diplom – et prædikat på manglende forælderevne,” fortæller Karen Wistoft

Undervisernes kompetencer er altafgørende

Evalueringen af projektet ender som todelt, idet den viser, at der er lige så mange potentialer ved at arbejde med dukkerne i seksualundervisningen, som der er farer. Derfor lyder anbefalingen fra Karen Wistoft til de Grønlandske myndigheder:

”Indstil undervisningen med babydukkerne hurtigst muligt, der hvor man ved, at der ikke er kvalificerede undervisere. Det gør mere skade end gavn, hvis underviserne ikke har de fornødne sundhedspædagogiske kompetencer.”

Rapporten Evaluering af dukkeprojektet i Grønland 

Uddybende artikel i magasinet Asterisk Far, mor og dukke

Asterisk nr. 67


Kontakt

Professor mso ved Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, og lektor i sundhedspædagogik ved Aarhus Universitet Karen Wistoft: e-mail: kawi@dpu.dk; tlf.: 2613 2653

Kommunikationskonsulent Mathilde Weirsøe: e-mail:mawe@dpu.dk; tlf.: 6038 2607

 

Arts, Grundskole, Socialpædagogik, Internationalisering/globalisering, Integration, etnicitet, kultur, Familie, opdragelse, hverdagsliv, Social udsathed/arv