DPU

Mobbeindsatser kan gøre ondt værre

En række af de redskaber, der bruges overfor mobning, kan virke stik imod hensigten. Det viser en ny ph.d. afhandling fra DPU. Forfatteren Stine Kaplan Jørgensen peger på, at der er brug for et kritisk blik på principperne bag skolers mobbeinterventioner og efterlyser et væsentligt uddannelsesløft af lærerne.

14.09.2016 | Knud Holt Nielsen

”Indsatserne sker med de bedste intentioner, men gruppesamtaler og populære pædagogiske redskaber som ”den varme stol” og ”pigemøder” kan gøre ondt værre i klasser præget af mobning og forstærke eksklusion og mobbemønstre”, fortæller Stine Kaplan Jørgensen. Hun har i sin forskning undersøgt, hvad der sker, når skoler benytter sig af forskellige samtalebaserede metoder mod mobning.

I stedet for at løse problemerne kan indsatserne i nogle tilfælde få karakter af ”folkedomstole”, hvor elever låst fast i et klassefællesskab baseret på mobning bekræftes i, at det er i orden. Stine Kaplan Jørgensen peger på, at der er forskellige grunde til dette.

”Man har ikke blik for, hvordan metoder virker forskelligt i lokale sammenhænge. Hvad er problemet i den specifikke klasse, hvordan viser det sig, og hvem er det, som er udgrænset? Man forestiller sig i stedet, at metoden i sig selv er løsningsskabende uden at se, hvordan den virker ind i en lokal kultur”, siger Stine Kaplan Jørgensen.

Hun understreger, at mobning er et kompliceret fænomen, der ikke bare handler om enkelte ofre og gerningsmænd, men om hele børnefællesskaber.

Ikke nødvendigvis godt at tale om følelser

Det handler ikke blot om bestemte redskaber, for problemerne kan starte ved en række af de forestillinger, der ligger til grund for mange af de samtalebaserede interventionsmetoder mod mobning.

”Gruppesamtalerne er baseret på nogle forskellige principper og forestillinger om, hvad der skaber forandring. F.eks. at det er godt at tale om sine følelser, og at man skal tale positivt. Men man undervurderer børnene. Når de får ret til blot at sige, hvad de lige føler, så kan børn få mulighed for virkelig at ramme andre elever, og det gøres pludselig legitimt. For det er jo bare sådan, de føler det. Børn kan også sagtens gennemskue, hvordan de kan sige rigtig destruktive ting pakket ind på en tilsyneladende pæn måde”, siger Stine Kaplan Jørgensen.

”Børnene laver principtilpasninger. I stedet for at sige: ’Du er dum’, så lærer de at ’blive på egen banehalvdel’. Det kan f.eks. være ved, at børnene siger ting som, ’som jeg ser det, så føler jeg, at ’Nina’ er meget skrøbelig, og hun har det jo heller ikke nemt derhjemme’. På den måde placeres problemer skabt i et mobbefællesskab i klassen i stedet i det enkelte barn, på en måde der tilsyneladende fremstår positivt ment og omsorgsfuld”, siger Stine Kaplan Jørgensen.

Stine Kaplan Jørgensen kommer med et eksempel fra sin forskning, hvor en stor gruppe elever i en 5. klasse er ekstremt sexfikserede. Den elev, der så ikke bryder sig om at snakke om porno, lave vittigheder om analsex, eller som ikke bryder sig om en grov seksualiseret omgangstone, bliver så udstødt og bliver i en gruppesamtale efterfølgende beskrevet af de andre piger som blot særlig sart. Hun ses som den, der har et problem - det er ikke klassekulturen, der er noget galt med. Læreren udfordrer ikke den tolkning. Hun er rettet mod at ”anerkende” det, pigerne siger og mod at skabe et rum, hvor de kan ”komme af med deres følelser”. Men for pigegruppen bliver det til en legitimering af deres forklaring om, at eleven nok bare er særlig sart på grund af sin mor.

Børns magtkampe

”Man overser, at samtaler også handler om magt. Børnene har magtkampe hele tiden. Hvis nogle af de populære elever i en gruppesamtale eksempelvis kommer med en bestemt udlægning af forholdene i en klasse, så kan de andre elever være tilbøjelige til at give dem ret i, hvad problemet er, og hvem der er skyld i det. Hvis en enkelt elev derimod udfordrer gruppens konsensus, så risikerer vedkommende selv at blive ekskluderet”, forklarer Stine Kaplan Jørgensen.

Stine Kaplan Jørgensen peger på, at mobning i skolen er ekstremt komplekst, og vellykkede mobbeinterventioner tager lang tid og stiller store krav til lærerne. Det kræver stor viden at kunne gennemskue, hvilke mønstre der er mellem børnene, og hvad der er på spil i klasser ramt af mobning. Men det kræver også, at de voksne i skolen tør italesætte problemerne. Det nytter f.eks. ikke kun at fokusere på trivsel eller insistere på kun at tale om det positive i klasser, der er ramt af mobning.

”Der er behov for større viden, bedre efteruddannelse og flere redskaber til skolerne. Det er f.eks. paradoksalt, at der i Danmark ikke findes samlede nationale opgørelser af hvilke mobbeindsatser, der tages i anvendelse ude på skolerne, og hvilke effekter de har. Når man kan det i Norge og Sverige, så burde det også kunne lade sig gøre herhjemme”, slutter Stine Kaplan Jørgensen.

Information om ph.d. forsvaret

  • Ph.d. afhandlingen ” Mobning og interventioner - Positioneringsteoretiske analyser af gruppesamtaler med børn” forsvares af Stine Kaplan Jørgensen torsdag den 15. september kl. 13-16 ved DPU, Aarhus Universitet, Campus Emdrup, Tuborgvej 164, 2400 København NV.
  • Forsvaret er åbent for alle. Af praktiske grunde opfordres interesserede dog til at tilmelde sig på forhånd. Læs mere og tilmeld dig her
Læreruddannelse/profession, Grundskole, Mobning/trivsel