DPU

Ny viden om robotter i skolen

En ny undersøgelse fra DPU, Aarhus Universitet, viser, at skoler investerer i ny robotteknologi, men ikke nok i de fagprofessionelles møde med de nye teknologier.

14.11.2016 | Maj Juni

Intentionerne om at indføre robotteknologi i skolen er gode, men den faktiske anvendelse i undervisningen halter lidt bagefter. Det er en af hovedkonklusionerne i en ny rapport, der udkommer i dag på DPU, Aarhus Universitet.

“Skolerne investerer i mange forskellige typer af robotter, og der kommer hele tiden nye former for robotteknologi. Men det er ikke nok at investere i ny teknologi. Robotterne er hårdt arbejde og kræver en masse tid, som skolerne ikke har medregnet,” siger professor Cathrine Hasse fra DPU, Aarhus Universitet, der står i spidsen for en ny rapport om robotter i folkeskolen.

Når skolerne anskaffer robotterne, er det begrundet dels i et ønske om at motivere eleverne, dels for at forberede dem til en digital fremtid. Samtidig begrundes anskaffelsen også med et ønske om at være en teknologisk ‘first-mover’ og kunne profilere sig på teknologi.

Robotter kan ikke improvisere

I ligningen med robotteknologi overraskes ledelse og lærere ofte over den tid, det kræver at få robotter ind i den daglige undervisning. Manglende førstehåndserfaringer med robotterne betyder, at få ved, hvor lidt robotterne er i stand til, når det kommer til stykket.

“Man skal forstå, at robotterne er hårdt arbejde. Der skal investeres meget tid i det. På YouTube ser man, at robotterne kan en masse. Men det kan de kun, når de er programmeret til det. Man skal vide, at robotten ikke kan improvisere eller lave om på sin egen kodning af sig selv,” siger Cathrine Hasse.

Fakta om undersøgelsen Robotter i Folkeskolen

Robotter i Folkeskolen er et mindre projekt i tilknytning til det omfattende forskningsprojekt Technucation.

Centrale konklusioner:

  • Robotterne anvendes sjældent på baggrund af fagfaglige didaktiske overvejelser.
  • Det er op til den enkelte underviser at udtænke, hvordan robotter kan indgå fagligt i de respektive fag.
  • Indkøb og anvendelse af robotter i skolen drives i langt overvejende grad af enkelte teknologi-interesserede ildsjæle, der bakkes op af lokale ledelser.
  • Tidsforbruget til implementering af robotterne undervurderes.
  • Undervisning med nogle typer af robotter introducerer et nyt fokus på konkurrenceelementer, som ellers ikke er en del af den danske skole.

Projektet er gennemført af forskere fra forskningsprogrammet Fremtidsteknologi, Kultur og Læreprocesser samt en gruppe studenterassistenter fra DPU, Aarhus Universitet.

Projektets resultater er udgivet i rapporten Robotter i Folkeskolen. Begrundelser, visioner, faktisk brug og udfordringer, DPU 2016.

Kontakt

Cathrine Hasse

E: caha@edu.au.dk,

T: +4523233631

Grundskole, Folkeskole, It/teknologi