DPU

Nyt forskningssamarbejde vil styrke udsatte børnehavebørns udvikling

Alt for mange udsatte børn går glip af gode muligheder for at udvikle sig, fordi det kniber med at deltage i daginstitutionernes hverdagsliv og fællesskab. Hvordan et engageret samspil mellem voksne og børn kan fungere som udviklingsgrundlag for børnene, bliver omdrejningspunktet for et nyt forskningssamarbejde mellem DPU, Aarhus Universitet, Lolland Kommune og SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Projektet har netop modtaget 3,2 mio. kr. i støtte fra VELUX FONDEN.

21.02.2017 | Carsten Henriksen

Når forskere fra DPU, Aarhus Universitet, og pædagoger og medhjælpere fra syv af Lolland Kommunes dagtilbud for 3-6 årige, nu indleder et toårigt forskningssamarbejde, er målet i sidste ende at forbedre udsatte børns chancer for at klare sig på lige fod med andre børn.  Projektet skal udvikle nye og bedre former for engageret samspil mellem de voksne i dagtilbuddet og de 3-6 årige børnehavebørn. Samspil, der kan understøtte børnenes trivsel og udvikle deres sprog og deres evner til opmærksomhed og selvregulering.

”Forskningen – også den internationale - peger på, at kvaliteten af interaktionen mellem barn og voksen er den mest afgørende enkeltfaktor for barnets udvikling i dagtilbud. Det gælder for alle børn, men i særdeleshed for børn i udsatte positioner. Vi ønsker at udvikle samspil, der kan styrke børnenes sprog, opmærksomhed og selvregulering. Det er tre områder af barnets udvikling, der har særlig betydning i forhold til at reducere uligheden i børns chancer senere hen”, siger Charlotte Ringsmose, professor MSO ved DPU, Aarhus Universitet, der sammen med Lone Svinth, adjunkt ved DPU, Aarhus Universitet, udgør projektledelsen i det nye forskningssamarbejde.

Legende lærende møder

Trods årtiers politiske fokus har Danmark stadig store udfordringer med at reducere den såkaldte chanceulighed mellem udsatte børn og andre børn.  En af udfordringerne er den ujævne geografiske fordeling af social ulighed, og at nogle kommuner er mere belastet end andre.

”Det gør ikke udfordringen mindre. En af de absolut hårdest belastede kommuner i Danmark er Lolland Kommune, hvor andelen af børn med såkaldt svag hjemmebaggrund er meget høj. Vi ønsker at skabe et projekt, som giver mening for deltagerne ved at tage udgangspunkt i de udfordringer som pædagoger og medhjælpere oplever lige nu og her. Vi vil udvikle legende og lærende møder mellem voksne og børn, der engagerer barnet og får det til at deltage, ud fra en forventning om, at det kan få barnet til at udvikle sig i mere frugtbare og chanceopbyggende retninger”, siger Lone Svinth.

Fakta


Det toårige forskningsprojekt har titlen ’Chancelighed gennem legende lærende samspil - Engagerede voksen-barn samspil som udviklingsgrundlag for børn i udsatte positioner’. Det undersøgende og gensidige samarbejde mellem forskere og praktikere er kernen i projektet.

Fra DPU, Aarhus deltager forskere fra forskningsprogrammet ’Læring didaktik og innovation i dagtilbud’. 

Fra Lolland Kommune deltager knap 30 pædagoger og medhjælpere fra syv af kommunens 14 dagtilbud for 3-6 årige. Gennem hele projektperioden arbejder de konkret med deres samspil med knap 80 udvalgte børn fra kommunens dagtilbud.

Som en del af projektet skal forskere fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd undersøge, i hvilken grad det lykkes for projektet at reducere chanceuligheden.

Projektet har modtaget 3.176.850 kr. i støtte fra VELUX FONDENs nye tværgående program, der sætter fokus på samarbejde mellem humanvidenskabelig forskning og praksis.

Kontakt

Charlotte Ringsmose

T: 871 63945
M: 2426 8555
E: cr@edu.au.dk

Lone Svinth

T: 871 63758
E: losv@edu.au.dk

Førskole, Dagtilbud, Social udsathed/arv, Leg, Pædagoguddannelse/profession