DPU

Trivsel kan blive et tyranni

Voksende krav til skolen om bedre trivsel for eleverne kan ende som et velment tyranni, hvor den enkelte presses til at være positiv. Vi skal huske at rette blikket mod de institutionelle rammer og den daglige praksis, fortæller nyudnævnt professor ved DPU, Aarhus Universitet, Venka Simovska.

18.02.2016 | Knud Holt Nielsen

”Trivsel er et jo begreb alle tilsyneladende er enige om, hvad der ligger i. Vi kan forholde os til fænomenet fra vores hverdagsliv. Hvordan har du det, kan vi spørge, trives dine børn i skolen? Det er samtidig knyttet til børns læring og deres motivation i skolen. Men når vi tager forskerbrillerne på og begynder at kradse i begrebet – empirisk og teoretisk – så bliver det mindre entydigt. For hvordan bliver trivsel defineret og forstået i skolen, og hvilke modsætninger og tvetydigheder er knyttet til det,” siger Venka Simovska, der holdt sin tiltrædelsesforelæsning som professor på DPU tidligere på måneden.

Hun peger på, at krav om trivsel sagtens kan fungere som et redskab til forandring af skolen, hvor flere elever inkluderes i skolen og føler sig godt tilpas. Men samtidig er der også en risiko for, at det bliver et tyrannisk koncept og et krav til den enkelte elev om, at man ’bare’ skal ændre indstilling og være glad i skolen.

”Problemer placeres i den enkelte elev, der skal ændre adfærd. Det ses løsrevet fra de institutionelle og kulturelle rammer, der former eller måske ligefrem begrænser elevens muligheder for at handle. Vi ser ikke nok på trivsel i forhold til skolens strukturer og fællesskaber – det kan fx være arkitekturen på skolen, den fysiske opbygning, organiseringen af en skoledag og læringsstilen, men også skolens sociale klima, relationer, grupperinger  og meget mere,” forklarer Venka Simovska.

Er trivsel glæde eller potentiale?

Fra forskningens side efterlyser hun en mere nuanceret undersøgelse ikke bare af, hvad der menes med ’trivsel’, men også af, hvad det gør ved skolen. Hvilke funktioner tjener det? Hvordan påvirker målene om trivsel skolen som en samlet organisation, skolens normer og kultur?

”Hvis vi kigger på forskningslitteraturen, så er der meget forskellige definitioner af begrebet. Forskellige forståelser som dybest set har rødder tilbage til den klassiske græske filosofi.  Er trivsel det samme som glæde – forstået som fravær af smerte – positive følelser? Eller indebærer det mere end det, eksempelvis i form af oplevelsen af at opfylde sit eget potentiale – af at blive sig selv gennem interaktionen med andre i skolen og engagere sig selv i aktive fællesskaber i omgivelserne, ” siger Venka  Simovska.

”Hvis trivselsindsatsen i den enkelte skole bygger på den første forståelse, så er det, at du får et fokus på ændring af individets indstilling og adfærd – i form af positiv psykologi, individuel omstillingsparathed, mindfullness osv. Hvis indsatsen bygger på den anden forståelse, så vil du fokusere mere på skolen som et dynamisk system, der interagerer med elevernes trivsel. Jeg vil argumentere for, at det er den sidste forståelse, som bedst muligt kan reducere det potentielt tyranniske i trivselsindsatserne. Den forståelse åbner for en større mangfoldighed af børns oplevelser, subjektivitet og potentialer. Samtidig ser den de individuelle elever i en dynamisk sammenfletning med skolen, såvel som andre miljøer og omstændigheder i deres liv,” understreger Venka Simovska.


Om Venka Simovska

Børn og unges trivsel, medbestemmelse og læring om sundhed har igennem en lang årrække stået i centrum for Venka Simovskas forskning. Hun er koordinator for Schools for Health Research Group, et internationalt forskningsnetværk, der samler institutioner fra 27 lande I Europa, og som samarbejder tæt med WHO’s center for sundhedsfremme i skoler. Fra 2009-20015 har hun ledet forskningsprogrammet Læring for Omsorg, Bæredygtighed og Sundhed (LOBS) på DPU, Aarhus Universitet. Siden 2012 har hun står i spidsen for centeret Forskning i sundhedsfremmende og bæredygtig skoleudvikling. Venka Simovska holdt sin tiltrædelsesforelæsning som professor 5. februar 2016.

Kontakt

mail: vs@edu.au.dk
Telefon: 4587163589

Flow, positiv psykologi, Grundskole, Sundhed/miljø, Mobning/trivsel, Forelæsning / foredrag, Skolereform