DPU

Uddannelse bliver markedsgjort

Hvis man vil forstå politiske tiltag som evidensbølgen i uddannelsessystemet eller skolereformens målstyrede undervisning, så er det nødvendigt at få en dybere forståelse for hvad transnationale aktører og udviklingen af den globale uddannelsesindustri betyder. Sådan lyder det fra lektor Lejf Moos, der nu træder tilbage efter et kvart århundrede i uddannelsesforskningen i Emdrup.

18.09.2017 | Knud Holt Nielsen

”Igennem de sidste tre årtier, har vi set, hvordan uddannelse er blevet markedsgjort. Der har været en vandring ind i det globale nyliberale marked, og transnationale aktører som eksempelvis EU og OECD har en væsentlig betydning for dette. Skolereformen var en foreløbig kulmination på den udvikling. Skolepolitik bliver til skolestyrelse. Skolen har ikke overordnet elevers kritiske demokratiske dannelse i centrum, men derimod et kompetencefokus, hvor børnene skal kvalificeres til at indgå i en fremtidig arbejdsstyrke i et konkurrencesamfund,” siger Lejf Moos.

Fredag 22. september sætter DPU fokus på den udvikling, når der inviteres til seminar om organisation, ledelse og styring i uddannelsessektoren. Det er samtidig et afskedsseminar for lektor Lejf Moos, der nu takker af efter et kvart århundrede som forsker. Først ved Danmarks Lærerhøjskole og siden DPU i Emdrup.

Evidensbølgen

Lejf Moos peger på, at centrale redskaber i udviklingen af det globale uddannelsesmarked har været etablering af fælles uddannelsesstandarder og målemetoder, styring og rangordning gennem statistik og tests, og ikke mindst det han karakteriserer som ’evidensbølgen’.

”Ved at gøre pædagogik til en slags vulgariseret naturvidenskab, kan man postulere, at resultater man finder i nogle bestemte kontekster et sted på kloden, vil have samme effekter alle andre steder. Sammen med generelle standarder og målemetoder er den tænkning med til at gøre skolen til en OECD-skole på et fælles globalt uddannelsesmarked. Man måler på nogle ganske bestemte udvalgte parametre, og laver så statistikker og rangordninger, hvor tallene viser et eller andet. Men tallene viser kun det, som man har målt på,” siger Lejf Moos.

”Det kan være stærkt ideologisk, men i en form hvor det fremtræder, som om der ikke ligger nogen politiske eller normative beslutninger bag. Det er besværligt at gøre spørgsmålene politiske, når man på tværs af grænser skal samarbejde og samordne uddannelserne. Derfor griber man til at afpolitisere uddannelsespolitik på samme måde, som man afpolitiserer økonomisk politik,” siger Lejf Moos.

OECD laver ikke alene måleredskaberne i form af PISA o. lign. De definerer også de kompetencer og kompetencemål, der skal måles på i skolen. Lejf Moos peger på, at en af de nyeste tendenser er, hvordan konsulentfirmaer, som det amerikansk baserede Pearson med mere end 40.000 ansatte kloden over, i dag arbejder sammen med OECD og EU spillere om at udvikle standardiserede uddannelsespakker, der skal undervises efter, i overensstemmelse med de kompetencemål OECD selv opstiller.

Læring uden lærere

”Man kan iagttage en global tendens, hvor lærerne i stigende grad kobles af undervisningen. Både ved at der indføres en stadig mere detaljeret målstyring af undervisningen, men også ved at børnene tildeles ansvaret for deres egen læring med hver deres tablet på de læringsplatforme, man nu har udviklet. Der er lidt karikeret en indbygget forestilling af, at selve undervisningssituationen og læreren ikke er så afgørende,” siger Lejf Moos.

Det er ikke spørgsmålet om, hvorvidt et læremiddel er analogt eller digitalt, som Lejf Moos problematiserer, men derimod det skifte, som er indarbejdet i de nye læremidler, til at der kan foregå skolemæssig læring 24/7, mens den afgørende betydning af læreren og selve undervisningssituationen forsvinder.

”Børnene kan jo ikke bare lære hele verden. De skal have nogen til at pege på et undervisningsmål, noget man kan beskæftige sig med, og nogen til at støtte den læringsproces, så de også får et udbytte af det. Man kan ikke bare trække pædagogen ud af pædagogikken for at erstatte hende med avanceret selvlæring. Elever kan ikke ”lære bare at lære”. Når man lærer noget, så er det altid i en kontekst. Det er f.eks. ofte sammen med nogle andre og det er altid om noget. Uanset om man så får erfaringer med hænderne, med øjnene eller med andre sanser,” siger Lejf Moos.

Forskerne undervurderede Bertel Haarder

Planer om markedsgørelse af uddannelser i Danmark dukkede op første gang, da Bertel Haarder var undervisningsminister i 1980’erne. I oplægget ”Perestrojka i uddannelsessystemet” fra 1988 lancerede Bertel Haarder et ambitiøs nyliberalt program, som skulle omdanne uddannelsesinstitutionerne til små virksomheder præget af test- og målstyring, der konkurrerede med hinanden på markedsvilkår.

Lejf Moos peger på, at uddannelsesforskere dengang undervurderede de langsigtede konsekvenser af Haarders styringsreformer og ikke forstod, hvor stor betydning de ville få for uddannelsernes indhold.

”Jeg var i 1987 en del af folkeskolens ambitiøse fire-årige udviklingsprogram. Bertel Haarder ville dengang helst have lavet en ny formålsparagraf for skolen, men det kunne han ikke komme igennem med. Det lykkedes Ole Vig og andre at få det udskudt i en årrække. Hvad gjorde Bertel Haarder? Han kastede sig i stedet over uddannelsesstyringen. Det var med de såkaldte kvalitetsudviklingsprojekter, som i den grad var evaluering og målstyring, det var regelsaneringen og indførelse af mål-rammestyring og til sidst styrelsesreformerne af skoler og ungdomsuddannelser”, siger Lejf Moos

”Vi havde ikke fået øje på, at hvis man skal diskutere uddannelse og pædagogik, så er det nødvendigt at diskutere uddannelsesstyringen også, for den har jo en gevaldig stor indflydelse. Det er ikke nok at pege på, hvad filosoffer mener dannelse skal være. Hvis ikke dannelsen får vilkår i uddannelsen, så hjælper det ikke noget. Det er stadig en diskussion, som for få har blik for”, siger Lejf Moos.

En væsentlig forskel på dengang og nu er dog, at da Bertel Haarder fremsatte sine tanker for 30 år siden, så var det med en eksplicit ideologisk begrundelse. Da de transnationale aktører i form af EU og OECD kom på banen i løbet af 1990’erne, så blev det ideologiske nedtonet, og omstillingen fremstillet som en slags ”nødvendighedens uddannelsespolitik”. På den måde endte de radikale og socialdemokraterne, der oprindeligt var modstandere af Bertel Haarders ideer, med at overtage hans politik.

Uddannelsesforskning skal vendes på hovedet

Lejf Moos peger på, at det ikke alene er nødvendigt, at uddannelsesforskningen i højere grad får et blik på betydningen af den internationale udvikling. Man er også nødt til at udvikle et alternativ til evidensbølgen.

”Forskerne skal blive ved med at forske i det, der kommer udefra, for den internationale udvikling får en stadig større betydning. Men samtidig skal vi forske i, hvad der rent faktisk foregår i skolen af undervisning og læring. ”Ordentlig forskning kræver, at man analyserer hele den kontekst, hvori den pædagogiske praksis udfolder sig. Det nytter ikke noget, at introducere forskellige pakker, hævde at de virker fordi de jo er evidensbaserede og så blot at måle på udvalgte parametre efterfølgende”, siger Lejf Moos.

”Selvfølgelig er der pædagogiske og uddannelsesmæssige tiltag, som er mere hensigtsmæssige end andre, set i forhold til f.eks. børnenes trivsel og faglige udbytte. Der bruges også pædagogiske metoder og greb i skolen, som har den stik modsatte effekt end intentionerne. Men vi er nødt til at vende processen på hovedet og se, hvad den pædagogiske praksis faktisk er, under hvilke rammer den foregår, og hvilke effekter det så har, hvis vi skal kunne udvikle en bedre skole”, slutter Lejf Moos.

Grundskole, Evidens, Folkeskole, Dannelse/demokrati, Internationale undersøgelser, Internationalisering/globalisering, Test, evaluering, karakterer, måling, Uddannelsespolitik,samfund/samtid, Undervisning, Skolereform