DPU

Unge søger fælleskaber i bander

Det er nødvendigt med en bredere og mere nuanceret indsats over for unge, der søger ind i bander. Det viser ny forskningsrapport fra DPU, Aarhus Universitet, som for første gang giver stemme til de unge selv – om deres opvækst og familiebaggrund og erfaringer med skolegang, arbejde og fritid.

09.11.2015 | Knud Holt Nielsen

Igennem en årrække har der været et stort fokus på bandemiljøer i Danmark. Med bandepakker og exitprogrammer har man fra politisk hold forsøgt at gribe ind over for problemerne, men det er nødvendigt med en bredere og mere nuanceret indsats over for unge, der søger ind i bander. Det fremgår af forskningsrapporten ”Stemmer fra en bande” fra DPU, Aarhus Universitet.

”Den viden, vi har på nuværende tidspunkt om unge i bandegrupperinger i Danmark, har især været baseret på kvantitative metoder og med et stærkt fokus på de unges kriminalitetsadfærd. Men hvis vi som samfund vil undgå, at unge søger ind i bandregrupperinger, så er vi nødt til at vide mere om hvorfor, de gør det i dag. Hvad fortæller de unge om deres opvækst og livsbetingelser, og de socialpædagogiske indsatser, de er blevet mødt med?” Siger lektor Kirsten Elisa Petersen, der er forfatter til forskningsrapporten.

”Det, de unge opnår i bander, er et fællesskab og et broderskab. Det er anerkendelse og respekt, som de ikke får andre steder. Og det handler også om ikke at føle sig alene i verden” forklarer hun.

Igennem de sidste to år har hun interviewet i alt 10 unge mænd, som befinder sig i forskellige bandegrupperinger i Danmark. Det er unge, som har begået ofte meget voldsom kriminalitet og omfatter både etniske minoritetsunge og etnisk danske unge.

”Indsatsen i Danmark er meget fokuseret omkring en kombination af en forstærket politimæssig indsats og strengere straffe kombineret med forskellige former for exitprogrammer for at få unge ud af bandemiljøer. Men der er foruroligende lidt samfundsmæssigt fokus på forbyggende indsatser, som kan forhindre, at de unge overhovedet glider ind i bander eller kriminalitet til at begynde med”, siger Kirsten Elisa Petersen, der peger på, at der er brug for en nuanceret og bred indsats bygget på forskningsbaseret viden, som kan indfange netop betydningen af tidlige forebyggende sociale og pædagogiske indsatser.

 

Dårlige erfaringer med skolen

Stort set alle de unge bandemedlemmer i undersøgelsen har haft meget dårlige oplevelser med skolen og deres lærere.

”De er blevet tabt i skolen omkring 3.-4. klasse. En af de unge mænd i undersøgelsen var simpelthen ikke mødt op i skolen i to år, uden at nogen havde opdaget det. Herefter har de unge så i de næste år bevæget sig ind i forskellige former for kriminalitet” siger Kirsten Elisa Petersen.

Undersøgelsen peger også på, at de eksisterende indsatser ofte sker på tidspunkter i de unges liv, hvor de unge har vanskeligt ved at se meningen med indsatserne.

”Den periode, hvor vi laver mange socialpædagogiske indsatser, er fra de unge er 14 til 19 år. Men deres eksklusion i skolen sker meget tidligere, og de unge kan ofte slet ikke se meningen med de socialpædagogiske indsatser, de tilbydes. De kan ikke se, hvad formålet er med skole og fritidsprojekter”, siger Kirsten Elisa Petersen, der peger på, at når de bliver lidt ældre, så ser de til gengæld meningen med f.eks. skolen. 

”Når de unge kommer op i 21-22 års alderen, så kan de se en betydning i skoleprojekter, mentorordninger osv. De vil gerne videre med deres liv og måske have en uddannelse. Det kan godt være, at det kræver tre-fire forsøg, før det lykkes, men de vil gerne nu”, siger Kirsten Elisa Petersen.

 

Forskellig familiemæssig baggrund

I undersøgelsen beskriver bandemedlemmerne med etnisk dansk baggrund en opvækst i såkaldt ’brudte hjem’ præget af fædres kriminalitet, vold, skilsmisser og generel mistrivsel. Deres profil minder meget om det, man kender fra eksempelvis den amerikanske bandeforskning. De er først gledet ind i kriminalitet og herefter videre ind i forskellige bandegrupperinger.

Bandemedlemmerne med etnisk minoritetsbaggrund har derimod en væsentlig anden familiemæssig baggrund.  De er stort set alle sammen vokset op med begge forældre og har tætte relationer til deres familie. Forældrene har været fokuseret på at man skal ’opføre sig ordentligt’, som de unge siger, og de har hjulpet med skolegang og fritidsaktiviteter. Når de unge så alligevel er gledet ind i bandemiljøer, så peger de selv i høj grad på betydningen af det boligområde, de er vokset op i. Bandegrupperingerne repræsenterer her et broderskab. Det er venskaber for livet, der fortsætter, også selv om man bliver voksen, får familie og et arbejde.

De etnisk danske unge i undersøgelsen vælger derimod oftere at skifte mellem forskellige bander, hvis de får mere ud af at være med i en anden gruppe, og er mindre optaget af, hvilke bandegrupperinger de tilhører.

”Problemerne med skolen er fælles, men de etniske minoritetsunge ville muligvis ikke være havnet i kriminalitet, hvis de var vokset op i andre boligområder og havde haft bedre erfaringer med skolen. Her beskriver de de danske unge i forskningsprojektet så også nogle problematiske familiære forhold i deres opvækst, som en del af forklaringen på, hvordan de har bevæget sig ind i kriminalitet og bandemiljøet”, siger Kirsten Elisa Petersen, der peger på, at det dermed er forskellige sociale og familiemæssige indsatser, der skal sættes ind med overfor de unge. 

 

Læs mere

Rapporten ”Stemmer fra en bande - Unge bandemedlemmers egne fortællinger om opvækst, hverdagsliv og fremtid” er skrevet af Kirsten Elisa Petersen. Den er netop udkommet og kan hentes fra DPUs hjemmeside.

Forskning, Socialpædagogik, Ghetto, bande, marginalisering, radikalisering, Ungdomskultur, Social udsathed/arv