DPU

Vuggestuebørn har brug for voksenkontakt og planlagt hverdag

Der er brug for et kvalitetsløft af den pædagogiske praksis i vuggestuer. Det kræver mere struktur i børnenes hverdag, og det skal ske gennem en bedre organisering af det pædagogiske arbejde. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra Aarhus Universitet. Afhandlingen stiller spørgsmål ved den frie leg og pointerer i stedet vigtigheden af voksenkontakt og planlagte aktiviteter.

22.04.2013 | Mathilde Weirsøe

 
En ny ph.d.-afhandling fra Aarhus Universitet viser, at normeringer - antallet af børn per voksen - betyder noget, men også at normeringen ikke betyder alt. Lav normering og dårlig pædagogisk praksis hænger ikke nødvendigvis sammen, fastslår Ole Henrik Hansen fra Aarhus Universitet, der står bag afhandlingen.
 
Han har undersøgt sammenhængen mellem interaktionsmønstre, pædagogisk organisering og grundlaget for børns udvikling i dagtilbud i ni danske vuggestuer.
 
”Det er bemærkelsesværdigt, at de dårligst normerede vuggestuer klarede sig bedst i undersøgelsen. Det var samtidig de to vuggestuer, der havde den højeste grad af planlægning. Og det vidner om, at der er en klar sammenhæng mellem dagligdagens organisering og kvaliteten af det pædagogiske arbejde,” siger Ole Henrik Hansen.

Organisering er vigtig

Undersøgelsen peger på, at der er brug for en organisering af den pædagogiske dagligdag, der bl.a. fokuserer på mindre børnegrupper, planlagte aktiviteter, og at der bliver arbejdet målrettet med de pædagogiske læreplaner.

”En organiseret hverdag kan gøre en positiv forskel for børnene i det daglige. Når der er struktur på hverdagen og mål for den pædagogiske praksis, er der samtidig skabt bedre rammer for interaktioner mellem voksne og børn,” siger Ole Henrik Hansen.

Fri leg er ikke fri for alle børn

Afhandling peger på, at små børn ikke leger med hinanden, men parallelt. Derfor har børnene brug for voksenkontakt og interaktion med voksne, hvis de skal stimuleres og udvikle sig – det gælder især deres sproglige udvikling.
 
”Fri leg er ikke lige fri for alle børn. Den frie leg gavner kun de stærke børn. I forhold til de svagere og de tilbagetrukne børn er der brug for en pædagogisk praksis, der i højere grad blander sig aktivt i barnets liv. Men disse børn kan løftes, hvis de voksne i institutionen i højere grad hjælper dem til en ligeværdig plads i fællesskabet,” siger Ole Henrik Hansen.
 
Afhandlingens titel ”Stemmer i fællesskabet” refererer netop til de børn – de svage og de stille og tilbagetrukne børn – der skal hjælpes af de voksne til at blive hørt i børnefællesskabet.
 

Fakta om vuggestuer i Danmark

• I Danmark går 128.809 børn mellem nul og tre år i offentligt  dagtilbud (2011)
• 18,37 % af alle nul-årige, 91,68 % af alle etårige og 93,37 % af alle toårige passes i offentlige dagtilbud
• Lidt over halvdelen af disse børn starter i vuggestue, resten i dagpleje.
 

Fakta om undersøgelsens empiriske grundlag

Den empiriske undersøgelse, som afhandlingen bygger på, er en indgående kvalitativ observationsundersøgelse af interaktion mellem voksne og 26 børn fordelt på i alt 9 forskellige dagtilbud, og hvori der indgår i alt 8.040 registreringer af interaktioner i disse dagtilbud.
 

Læs en kort opsummering af afhandlingen
 


Kontakt

Ole Henrik Hansen
E-mail: Ohh@dpu.dk
Mobil: 22 91 65 18

Pressekonsulent

Mathilde Weirsøe
E-mail: Mawei@dpu.dk
Mobil: 60 38 26 07

 

Førskole, Arts, 28:PhD Defense, Førskole, Pædagoguddannelse/profession