DPU

Socialanalytisk forskningsenhed

Om forskningsenheden

Forskningsenhedens opgave at forske i udviklingen af Det Socialanalytiske Perspektiv. Perspektivet beskæftiger sig med grundforskning, som appellerer til en række vidensfelter og muligvis har effekter for disses problematiseringsformer.

Der et tale om en slags socialfilosofi, dvs. en lære om det sociale forhold forstået som træf, der ikke kan isoleres fra interpretationen af samme. Erstatningen for et klassisk eller egentligt udgangspunkt bliver selve træfningens såvel-som, og dette fremstilles via kiasmens princip der kortlægger tendenser, der savner definitivitet i hensigtmæssighed, hvad angår oprindelse og formål, årsag og intention, idet fænomenalismes dia-gnostik osse er perspektivismes analytik.  Interpretationen som gentagende distance (fænomenalisme) og distancerende gentagelse (perspektivisme) erstatter en første-filosofi.

Socialanalytikkens ærke-kiasme er en artikulation af det sociale træf som ’såvel konfliktuel gemenhed som gemen konfliktualitet’. Mellemværendet er forholdsmæssigt, og forholdet forekommer konditioneret og disponeret.

Da der ikke findes ikke noget ’egentligt udenfor’, foreligger socialanalytik forskningsstrategisk som eksperimenterende og reflekterende raisonnement, som et selvbegrænsende teoretisk perspektiv med en horisont og ikke som en Teori; den kortlægger et felt, hvor i-scenesættelsen og i-talesættelsen af samme, altså samtidens sociale diskurs, osse er det sociale selv. Filosofi er selvøjemed.

Et filosoferende perspektiv kortlægger sit ræsonnement. Kortlægningens ambition er ikke en model, og dens vidensprocedure er hverken genese eller gyldighed, men gældighed forstået som det mulige og det passende. Det udslagsgivende er da,  om de enkelte fremstillinger af sagsforhold genererer mulige teser og tilbyder passende configurationer, som støtter forbindelseslinjerne eller ej. Jo flere omdrejninger, der viser sig effektive, jo mere robuste bliver konstruktionensprincipperne.

Det handler ikke om at repræsentere en virkelighed, men om at præsentere ’conspicious demonstrations’ med reelle affekterende effekter. Til forskel fra de mange socialteoretiske slægtninge (blød kultursociologi, socialpsykologi, psykosociale ansatser, massepsykologi,  psykoterapeutiske skoledannelser - alle med aspekter af samtidsdiagnose og alle ætlinge af moralfilosofi) afspejler perspektivet ikke noget: Det til-sætter Noget; derfor har perspektivet en udpræget forkærlighed for Freuds fejlydelser, det parapraxiske moment af åbning til forskel fra Teoriens idealisering af det følgerigtiges definitivitet, ja, tilmed et vågent øje for sideeffekternes, bivirkningernes overgreb i og med at viljen til orden producerer ny uorden (ikke-ækvivalens).

Trækket væk fra traditionel og kritisk teori sker i overensstemmelse med, at det paralogiske ikke er u-logisk – blot anderledes ræsonnerende end argumenterende. Her ordnes indicier snarere end føres beviser. Således er det forskningen via diagnose og analytik med baggrund i principper, der kendetegner perspektivet og horisonten. I synsfeltet popper genstandsmæssighed op, når ’feltet’ forskydende og fortættende  artikuleres som ’felten’, træf som træfninger, altså som en slagmark af differentielle strategier og taktikker, som problematiserer ting og sager.

Perspektivet er rundet af det kritiske teoriarbejde ved Det Humanistiske Fakultet ved Aarhus Universitet fra slut-70-erne og frem. Som vagabonderende filosoferen er perspektivets teoretiske arbejde i sin rastløshed vel nærmest ensomt og hjemløst; i god overensstemmelse med sin foreløbige karakter har det strejfet om, men for tiden fundet ly ved DPU.

Hensigten er her at medvirke til produktionen af ’filosofi for pædagogikken’, dvs. at intervenere i form af en historisk filosoferen, der er idéhistorisk og samtidsdiagnostisk forpligtet på det moderne vilkår, at samtid er fortids fremtid og fremtids fortid: Uden en normativ profylakse bliver ”diagnose” ren prognose; derfor anvender socialanalytikken betegnelserne ’analytik’ og ’diagnostik’ for sine principper og virke.

Opgaven er videnspolitisk set, at ’forme den videnskabelige ånd’ i lyset af monumentale tekster. Med denne allusion til den franske épistémologie er horisonten for perspektivets analytik og diagnostik givet i form af den sociale diskurs’ reelle historie, idet problematikkerne herkomst findes dels i idéhistoriske dokumenter, og dels i samtidens meningsfulde handlinger interpreteret som dokumenter.

Hermed bliver det selvfølgelig ikonisk set omstyrterne Marx, Nietzsche og Freud, der udstikker pejlemærkerne for horisonten – både når det handler om reformering af de store teser, der må interpreteres, og når det handler om samtidens mere eller mindre vedkendte gentagelser i de små teser varetaget af nye generationer (Althusser, Foucault, Lacan) og deres kommentatorer i det aktuelle videnspolitiske landskab. Vedkendelsen af arv og gæld kan altså også tage ikonoklastisk form.

Det socialanalytiske perspektiv er forpligtet på fortløbende  at

  • Forelægge et relevant træningsprogram for samtidens videnskabelige ånd, der kan tjene en bestemt tænkestil, hvor genstande tilbageoversættes til forhold mellem forhold, ting til sager.
  • Udvikle og rektificere perspektivets raison d’etre: Vokabularet (benævnelser, kort, principper, præsentationsform) og afsøge begrænsningerne (perspektivet horisont),  samt i tilgift overveje fordelene og ulemperne ved metaforiske kategoriers intervention i forhold til ideologiske betegnelsers og videnskabelige begrebers definitivitet.
  • Problematisere samtidens selvfølgelige værdsættelser og holdningsmarkeringer, praktisk opførsel og diskursive formationer, og således udforske den sociale amnesi i spillet mellem surpression, oppression, repression - og mulighedsrum.
  • Kortlægge samtidens domæner, rationaler og configurationer og fatte dominerende kulturkomplexer og disses styringsstrategier (behov,begær, magt, lyst).
  • Analysere de determinerende  og dominerende tendenser, som indikerer den sociale formation af det sociale vilkår:’ La condition sociale’. Eksempelvis modernisering og individualisering , institutionalisering og juvenilisering,  patologisering og feminisering.
  • Diagnosticere tendenser og stemninger, stilformer og modestrømninger, med henblik på at overveje og vurdere deres mulighedsbetingelser, tyngde, meningsfylde og fremtidssvange potentiale, så anderledesheden kan demonstrereses og bedømmes.
  • Intervenere i tendensernes ideologiske og videnskabelige legitimitet ved at demonstrere forandringens mulighed og eventuelle effekter i meningsfuld handling.

Den socialanalytiske forskningsenhed er programsat (2016) til

  • At diagnosticere håbet forstået som modet til at forholde sig forventende til det godes mulighed med henblik på at alternere kærlighedens troskyldighed og resignationen paralyse.
  • At udforske spørgsmålet: ’Hvad kan jeg gøre godt for dig for at gøre det bedre for mig?’ som problematiseringsform for et relæ mellem det sociale, det pædagogiske, det etiske og det politiske forhold.
  • At fatte det hjemlige velfærdsprincip om skadesbegrænsning som alternativ til utilitarismens dominerende lykkeprincip om nytteoptimering og at fatte selve dominansen som en epistemologisk forhindring for den sociale diskurs.
  • At fordøje forældelsens  ubehag som aspekt ved velfærdsteknologi og som eksempel på dokumentationsregimet styringsrationale, der tendentielt vil afskaffe transmutationens tragik og afmagtens socialer (magtesløshed, hjælpeløshed, hjemsløshed, håbløshed).
  • At analysere lysten som vor tids nydelsesform og effekterne heraf, som kan aflæses i subjektformationen (subjektering, subjektivering, subjektivation, subjektivitet) og personskabets livshistoriske narrativitet.
  • At gentage afsmagsfilosofi hinsides beslutningsdygtighed og afgørelsesvisdom for distanceret at interpretere den æstetiske overskridelse som differentieringsøvelse, og således rehabilitere elementlærens ærkeforskelle mod deres misrygtelse i forbrugeropinionsmålinger og herigennem genindsætte sanseligheden mod den kognitivistiske miskendelse af en anvendt fysiologis præferenceorden.
  • At problematisere selvfølgeligheden i den ny selvforsørgelsesideologi, som reducerer livsduelighed til arbejdsdygtighed, pædagogik til uddannelse og uddannelsespolitik til beskæftigelsespolitik.                                                                                                 

Med baggrund i Socialanalytisk selskab (stiftet 1986) er der ved DPU med base i Afdelingen for Pædagogisk Filosofi og Generel Pædagogik institutionaliseret en decideret forskningsenhed (2016).

Øvrige deltagere

Anders Fogh Jensen
Christian Stenbak Larsen
Signe Pildal Hansen
Dion Rüsselbæk Hansen