DPU

Ledige stillinger

AC-fuldmægtig til DPU’s sekretariat i København 933921

Ved DPU - Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, Campus Emdrup, er en stilling som AC-fuldmægtig ledig til besættelse pr. 1. januar 2018.

Kan du arbejde internationalt med forskningssamarbejder mellem Europa og Asien inden for livslang læring? Kan du levere administrative løsninger, der kan styrke DPU’s forskning og uddannelse? Så søg stillingen som AC-fuldmægtig i DPU’s institutsekretariat. Arbejdet kræver selvstændighed og evne til tæt samarbejde med DPU’s institutleder og mange dygtige kollegaer.

Stillingen som AC-fuldmægtig i sekretariatet består overordnet af to opgaver: Den ene opgave er at udføre sekretariatsopgaver for ASEM Education and Research Hub for Lifelong Learning (ASEM LLL Hub), læs mere herom på http://asemlllhub.org/. Den anden opgave er at indgå som generalist i DPU’s sekretariat og løse administrative opgaver inden for forskning og uddannelse.

AC-fuldmægtig til ASEM LLL Hub Sekretariat (50 %)
ASEM Education and Research Hub for Lifelong Learning (ASEM LLL Hub) er et officielt netværk for universitetssamarbejde og forskning omkring livslang læring i Europa og Asien.

Du vil arbejde med:
• at udvikle arbejdsprogrammer for ASEM LLL Hub
• at arrangere internationale konferencer og seminarer
• at udforme ansøgninger til centrale sponsorer
• at koordinere og bidrage til offentliggørelse af ASEM LLL Hub udgivelser som magasin, nyhedsbreve, bøger, etc.
• at koordinere aktiviteter med samarbejdspartnere som ASEM LLL Hub’s Advisory Board, ASEM LLL Hub Universitetsrådets medlemmer og nøglepersoner i internationale organisationer (EU, ASEAN, UNESCO, ASEF, osv.)
• at udforme årlige finansielle rapporter
• at bidrage til at identificere partnerskaber, synergi og samfinansieringsmuligheder for ASEM LLL Hub.

Generalist i sekretariat (50 %)
DPU’s sekretariat består af 22 administrative medarbejdere. Sekretariatet understøtter 6 afdelinger administrativt på forsknings- og uddannelsesområdet samt indgår i forsknings- og konferenceteams. DPU har som et særligt strategisk satsningsområde at øge sin andel af eksterne forskningsbevillinger. På uddannelsesområdet er der fokus på at håndtere konsekvenserne af fremdriftsreformen, på uddannelsesudvikling på tværs af instituttets to campus i Emdrup og Aarhus og på udvikling af DPU’s efter- og videreuddannelsestilbud.
Sekretariatet er i proces med at tilpasse sine opgaver til de aktuelle behov, og opgaverne vil derfor blive præciseret yderligere i tæt samarbejde med sekretariatsleder og kollegaer i sekretariatet.

Vi forventer:
• at du har en relevant akademisk uddannelse suppleret med en projektlederuddannelse
• at du har solidt kendskab til dansk og international uddannelsesforskning
• at du har erfaring med at arbejde i et sekretariat (stabsfunktion)
• at du har stærke kommunikative mundtlige og skriftlige kompetencer på både dansk og engelsk
• at du kan arbejde struktureret, analytisk og er en dygtig logistiker
• at du er entusiastisk igangsætter og afslutter
• at du er opsøgende og kontaktskabende udadtil og indadtil
• at du er tålmodig, serviceminded og behagelig som samarbejdspartner.

Vi tilbyder:
• Mulighed for at arbejde såvel selvstændigt som i tæt samarbejde med instituttets ledelse og kollegaer
• En alsidig og udfordrende stilling i et ambitiøst forsknings- og uddannelsesmiljø
• Udvikling af dig som AC-medarbejder i et universitetsmiljø.

DPU er et institut under fakultetet Arts på Aarhus Universitet. Instituttet har til huse både i København og i Aarhus. Størstedelen af instituttets ansatte har arbejdsplads i København, mens 40 pct. af de studerende læser i Aarhus. Instituttet har et stærkt forskningsmiljø inden for uddannelsesforskning og tilbyder bl.a. en bacheloruddannelse i uddannelsesvidenskab, 12 kandidat- og 11 masteruddannelser. Desuden uddannes mange ph.d. studerende. Læs mere om Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) på www.edu.au.dk

Løn, ansættelsesvilkår og organisatoriske indplacering
Løn- og ansættelsesvilkår henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikere i Staten.
 
Stillingen indgår i sekretariatet, hvor personalelederen er sekretariatslederen. Formand for ASEM Forum for Lifelong Learning er DPU’s institutleder Claus Holm, som vil være daglig reference vedr. ASEM.

Arbejdssted
Tuborgvej 164, 2400 København NV
 
Der må forventes en del rejseaktivitet.

Yderligere information
Yderligere information om jobbet kan fås ved henvendelse til sekretariatsleder Christine Wernberg Dalhoff på ced@edu.au.dk eller på mobil 22567010.

Alle interesserede opfordres til at søge uanset personlig baggrund.

 


 

 


 

 

Ansøgningsfrist

Alle ansøgninger skal være lavet online og modtaget senest:

18.10.2017
Søg stilling online her

Faculty of Arts

Arts er et af fire hovedområder på Aarhus Universitet. Arts bidrager til Aarhus Universitets forskning, talentudvikling, videnudveksling og uddannelser.

Med omkring 500 videnskabelige medarbejdere, 260 ph.d.-studerende, 10.500 bachelor- og kandidatstuderende samt 1.500 studerende på efter/videreuddannelse udgør Arts et stærkt og mangfoldigt forsknings- og uddannelsesmiljø.

Arts består af Institut for Kommunikation og Kultur, Institut for Kultur og Samfund, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier. Enhederne huser hver især stærke fagmiljøer og danner udgangspunkt for interdisciplinær forskning og uddannelse.
Fagmiljøerne og uddannelserne på Arts indgår i internationale samarbejder og har et fælles mål om at bidrage til udviklingen af viden, velfærd og kultur i interaktion med det omgivende samfund.

Læs mere på arts.au.dk



Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 40.000 studerende og 8.000 medarbejdere med et årligt budget på 6,4 mia. kr. Læs mere på www.au.dk.