DPU

Samarbejde med myndigheder og offentlige organisationer

DPU har et omfattende samarbejde med statslige, regionale og kommunale myndigheder. Samarbejdet spreder sig over en lang række forskellige opgavetyper og omfatter ministerier, styrelser, forvaltninger og en lang række institutioner som folkeskoler, dagtilbud, pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR) mv.

Også internationalt indgår DPU-forskere i samarbejder med nationale myndigheder. I de senere år har DPU-forskere bl.a. arbejdet med og for myndigheder i Norge, Sverige, Schweiz og Vietnam.

Eksempler på igangværende projekter ved DPU

Deltagelse i ministerielle råd, nævn og arbejdsgrupper

En række DPU-forskere har bl.a. medvirket til de nye fagbeskrivelser knyttet til folkeskolereformen fra 2014, og DPU bidrager aktuelt i Rådet for Børns Læring, Forum for Koordination af Uddannelsesforskning, Handicaprådet, KVINFO mv.

Internationale undersøgelser af uddannelse

DPU er Danmarks repræsentant i den internationale organisation for uddannelsesforskning IEA. DPU gennemfører en række internationale sammenlignende undersøgelser i samarbejde med Undervisningsministeriet:

  • ICCS - skoleelevers politiske dannelse i det 21. århundrede
  • PIRLS - skoleelevers læsefærdigheder
  • TIMSS - skoleelevers matematik- og naturfagsfærdigheder
  • ICILS - skoleelevers computer- og informationskompetencer

DPU deltager ligeledes i de internationale PISA-undersøgelser i et samarbejde med KORA og Danmarks Statistik, som er finansieret af Undervisningsministeriet.

 

Forsknings-, udviklings- og inspirationsprojekter vundet i udbud

DPU har vundet en lang række projekter i udbud. DPU gennemfører eksempelvis sammen med SFI, EVA og Københavns Universitet et udviklings- og inspirationsprojekt, der resulterer i videns- og praksisbaserede anbefalinger til, hvordan data om skoleelevernes progression kan indsamles, sammenstilles og vises på måder.

Rekvirerede forskningsopgaver

DPU gennemfører evaluering og følgeforskning om implementeringen af læringsmålstyret undervisning i folkeskolen og betydningen for elevernes faglige udbytte og trivsel i fagene dansk og matematik. Følgeforskningen gennemføres for undervisningsministeriet i et samarbejde med professionshøjskolen VIA.

For Region Midtjylland bidrager DPU med følgeforskning af digitaliseringsindsatsen. Det undersøges, hvordan anvendelsen af it som pædagogisk redskab bidrager til at opfylde ungdomsuddannelsernes målsætning om øget inklusion, læringsudbytte, fastholdelse og gennemførelse.

Forskningsopgaver efter åbent opslag

DPU gennemfører pt. for Udlændinge, Integrations- og Boligministeriet projektet Border Jumping – Bevægelsesmønstre i og på tværs af ekstreme grupperinger og bande- og rockermiljøet

Rekvirerede aktionsforsknings- og aktionslæringsprojekter i kommunale daginstitutioner og skoler

DPU gennemfører bl.a. projektet Barnet i Centrum i dagtilbud i otte kommuner. Projektet fokuserer på kvaliteten af læringsmiljøer i vuggestuer og dagpleje.

Kontakt

PURE fejl
PURE serveren er i øjeblikket ikke tilgængelig.