DPU

Mødet med den socialpædagogiske pluralisme

Inge M. Bryderup er lektor ved Institut for Pædagogik på DPU

Hun underviser på DPU's masteruddannelse i socialpædagogik, som hun også er faglig koordinator for. 

  Inge M. Bryderup 

Masteruddannelsen i socialpædagogik tiltrækker et bredt spektrum af studerende - fra medarbejdere på SFO'er og daginstitutioner for "normale" børn over mellemledere på institutioner for udviklingshæmmede og forstandere på ungdomsinstitutioner til konsulenter, der fører tilsyn i kommunale forvaltninger.

Deres motivation for at gå i gang med masteren er meget forskellig, fortæller Inge M. Bryderup, men de fleste har et elementært behov for at få fyldt mere viden på og blive opdateret med, hvad der rører sig inden for socialpædagogikken.

"De bombarderes af krav om forandring af de socialpædagogiske institutioner. De har brug for at stoppe op og tænke over, hvad det egentlig er for en ydelse de leverer, og hvordan de kan forbedre den.

De har brug for mere viden om både de generelle samfundsmæssige og de mere specifikke socialpolitiske udviklingstendenser - men også for at blive præsenteret for forskning om, hvilke typer indsatsformer, der virker godt, og under hvilke betingelser", siger hun.

Reflekterende socialpædagoger

Når de studerende møder op til uddannelsen, har de mange meninger om det socialpædagogiske felt.

"Men når de går ud af døren igen med deres mastergrad, er de knap så kække. De har fået en mere analytisk og reflekterende tilgang til deres arbejdsområde, som jo er meget komplekst", siger hun.

Med en master i socialpædagogik får de studerende en række håndværksmæssige redskaber de kan bruge umiddelbart i deres fag. Samtidig får de indblik i den seneste forskning inden for deres område.

"Uddannelsen sætter dem i stand til at bruge og analysere denne forskning, og det sætter vores studerende pris på. De fremhæver desuden, at når de er færdige med uddannelsen, har de fået nogle analytiske redskaber, som de kan drage nytte af, når de skal analysere hverdagen på deres arbejdspladser. Efter en master fra DPU tager de fx ikke alle undersøgelserne fra SFi for gode varer. De ser mere kritisk på konklusionerne og deres grundlag", siger Inge M. Bryderup.

Find rundt i pluralismen

Undervisningen består primært af forelæsninger, der så til gengæld afbrydes af diskussioner.

"De studerende kommer for at få serveret noget af den viden, vi har. Forelæsningerne tilrettelægges, så de er diskuterende. De studerende får oplæg fra meget forskellige forskere - i den ene ende dem, der laver test på effekten af børns anbringelse i institution, og i den anden ende dem, der har meget teoretiske sociologiske synspunkter på børns opvækstvilkår i moderniteten.

Det er vigtigt for os, at de studerende møder pluralismen på det socialpædagogiske område. Vi præsenterer teorier for dem, der siger det modsatte af hinanden - samt alle typer af empiriske undersøgelser, der ofte har modsatrettede konklusioner. Målet er at give dem redskaber til at finde deres eget ståsted i denne pluralisme, og det synes jeg faktisk lykkes!", sig er Inge M. Bryderup.

Mindst ligeså vigtig som undervisningen er dog den vejledning, de får i forbindelse med opgaver og projekter. De lærer meget af det tætte samarbejde med vejlederen, pointerer hun.

Styringsformer i sammenhæng

Masteren styrker også de studerendes forståelse af rammerne for det socialpædagogiske arbejde.

"I løbet af de sidste 10 år er der implementeret en række nye styringsformer i det socialpædagogiske arbejde. Fra centralt hold bliver der formuleret overordnede mål, der siver hele vejen ned gennem systemet og ender som konkrete kontrakter, målformuleringer og handleplaner, som socialpædagoger skal opfylde.

Det kan der være både fordele og ulemper ved, men når man står ude i den socialpædagogiske praksis, kommer man nemt til blot at se det som ekstra papirarbejde. På masteren får man lejlighed til at se og analysere dette i en bredere sammenhæng", siger Inge M. Bryderup.

Berigende undervisning

Hun mener, at masteruddannelsen adskiller sig fra de efteruddannelser, der serverer viden på et fad for de studerende.

"Det særlige ved masteren er, at den giver de studerende en glæde ved viden, der gør, at de selv opsøger og finder den. De bliver ikke uddannet forskere, men får en forskertilgang til viden, Jeg synes det er dybt berigende at være med til at præge det socialpædagogiske felt som underviser - at jeg både kan formidle min egen forskning til socialpædagogerne og tilrettelægge en undervisning, hvor de får eksperter indenfor forskellige områder som undervisere.", siger Inge M.Bryderup.

De studerende stiller store krav til underviserne. 
 
"De har jo en stor praktisk viden om det, vi forsker i. De køber ikke hvad som helst, men udfordrer os og giver os respons på vores forskning, inden den er helt færdig. Vi, der underviser inden for feltet, får et privilegeret indblik i, hvad det er for dagsordner praktikerne har", siger Inge M. Bryderup.

Diagnoser til debat

I løbet af uddannelsen konfronteres de studerende med en række af fagets aktuelle problemstillinger. Et eksempel kunne være den stigende tendens til at diagnosticere børn. Specielt i forhold til ADHD, hvor diagnosticeringen hænger sammen med medicinering med Ritalin.

"I den praktiske verden er man skeptisk over for disse psykiatriske diagnoser, men samtidig oplever man jo, at når børn diagnosticeres og medicineres, bliver de nemmere at arbejde med og mere motiverede for at lære. 

Når socialpædagogerne så kommer ud på DPU, bliver de præsenteret for forskning, der sætter spørgsmålstegn ved diagnosticeringen. Hele diskussionen omkring normalitet er jo klassisk indenfor det socialpædagogiske område. Firkantet sagt tager socialpædagogerne sig af dem, der ikke er helt så normale som vi andre.

Inden for socialpædagogikken har normalitet været tænkt som et kontinuum: man kan være mere eller mindre normal, og man kan måske socialpædagogisk påvirke nogen til at blive mere normale, end de var i udgangspunktet.

Men diagnosetænkningen ophæver dette kontinuum: Har man fået en diagnose, er man ikke normal. Når de masterstuderende får teoretiske perspektiver på, hvordan man kan forstå den stigende diagnosticering, hvorfor den kommer lige nu, og hvordan den "passer ind" i andre socialpolitiske tendenser - så tænker de anderledes om konsekvenserne, også for deres egen profession.

Og det gælder for vores uddannelse generelt: Vi rejser en masse overordnede socialpædagogiske diskussioner, som gør, at masterne går hjem og kigger på deres egen praksis og analyserer den på en anden måde end de gjorde før", siger Inge M. Bryderup.