DPU

En master er et springbrædt

Lars Hansen

Masterstuderende i Voksenuddannelse på DPU

Interviewet juni 2009

   

Lars Hansen har en baggrund i Forsvaret. Som studerende på DPUs master i Voksenuddannelse har han fundet den opkvalificering, der kan åbne døren til en karriere indenfor uddannelsessektoren.

"Der er nogle gode lærerkræfter. En af dem, man refererer til i vores kompendium, blev hyret til at give forelæsninger en hel dag. For mig virker det enormt motiverende," fortæller Lars Hansen.

Som uddannet skibsfører og officer i Søværnet har han et klart mål med masteruddannelsen. Han brugte sine sidste år i Forsvaret på at arbejde med undervisning, uddannelse og uddannelsesplanlægning, Det var en berigende tid, og han søgte derfor i den retning, da han forlod Forsvaret.

"Hvis man er engageret inden for læring og undervisning, så er DPU et oplagt valg. Den akademiske standard er høj, og der forskes på et internationalt anerkendt niveau" konstaterer Lars Hansen, der også er begejstret for de forelæsninger, temadage og konferencer masteruddannelsen byder på.

Et mangfoldigt studiemiljø

Holdet består af en broget forsamling af folk med forskellige faglige baggrunde og praksisfelter. Men Lars Hansen finder netop denne mangfoldighed givende, idet de mange forskellige baggrunde giver nuancerede diskussioner, hvilket generelt hæver niveauet - særligt i gruppearbejdet.

"Mangfoldigheden - det at vi er så forskellige - giver mig interessante perspektiver, som jeg kan bruge i mine opgaver", siger han.

Arbejdsdisciplin frem for alt

Men at gennemføre en master er ikke klaret med at gå til forelæsning, læse sit kompendium og så skrive en opgave på en times tid.

"Der er meget, der skal læses. Og du må ud og lave feltarbejde, dels til den opgave du laver, men også feltarbejde generelt inden for det her område", siger Lars Hansen.

Det kræver, at man planlægger sit hjemmearbejde nøje, understreger han. Og som stærkt motiveret studerende og far til to teenagere er Lars Hansen taknemmelig for et arbejdsskema, der giver plads til flere hele fridage.

"Min største udfordring har været arbejdsdisciplinen. Du bliver nødt til at sætte X antal timer af pr. uge til at læse, researche og skrive. Har du ikke mulighed for det, så er du hurtigt bagefter," siger Lars Hansen.

Spring ud i det

Trods det travle skema er det interessen, der driver Lars Hansen, og hans råd til kommende studerende er utvetydigt:

"Har du interessen, skal du se at komme i gang! Man skal være klar på, at tempoet er højt, og der er en masse intellektuelle udfordringer. Og det bliver hårdt, men det bliver godt nok også spændende", siger han.

For Lars Hansen er der meldt 'klart skib' med kurs mod en fremtid inden for læring og undervisning.