Øget opmærksomhed på dagtilbud i skandinavisk forskning
Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning (DCU) er klar med en rapport, der kortlægger skandinavisk dagtilbudsforskning for 0-6 års-området for 2012. Projektet er finansieret af Danmarks Evalueringsinstitut, det svenske Skolverket, Utdanningsdirektoratet i Norge og DCU.
Den øgede opmærksomhed på dagtilbud, som har kunnet iagttages de senere år i de skandinaviske lande, er nu slået igennem også i forskningen i form af en kraftig forøgelse af forskningen regnet i antallet af projekter. Forøgelsen i antallet af projekter er hovedsageligt forbundet med en øgning i antallet af undersøgelser fra Norge.
Forskerne har gennemgået skandinavisk forskning på området og identificeret 83 studier, som indgår i kortlægningen. Af disse studier er 67 studier vurderet til at have god forskningskvalitet.
Det pædagogiske personale er undersøgelsesgenstand i 70 % af årets studier. I 48 % indgår børnene. Forældre indgår i 9 % af undersøgelserne.
84 % af årets undersøgelser inddrager et bredere samfundsmæssigt perspektiv i undersøgelsens analyser. Et sådant perspektiv findes ikke i de resterende 16 % af undersøgelserne.
40 % af undersøgelserne anvender et etnografisk design, efterfulgt af tværsnitsstudier (25 %) og holdningsundersøgelser (17 %). I årets forskning er der 31 % af studierne, som anvender kvantitativ analyse. Feltets typiske forskning har et kvalitativt design.
Som en del af projektet er der kigget på, hvad forskning udgivet i 2012 med tilfredsstillende forskningskvalitet viser om fem temaer, som der er opmærksomhed på i praksis og policy på feltet. De valgte temaer berøres i 44 af de 67 undersøgelser. Temaerne er:
- De yngste børn
- Sprogudvikling
- Dagtilbuddets strukturelle og fysiske rammer som læringsmiljø
- Udvikling af dagtilbud
- Dagtilbuddets betydning
Fakta
Det er syvende gang, der er foretaget en kortlægning af forskningen på dagtilbudsområdet. Kortlægningen har været gentaget hvert år siden 2007, hvilket nu gør det muligt at studere udviklingen på området på baggrund af små 400 skandinaviske studier af tilfredsstillende forskningskvalitet.
Formålet med kortlægningen er at kortlægge og vurdere relevant og kvalificeret forskning om dagtilbud for 0-6-årige fra 2012 i Danmark, Norge og Sverige.
Forskningskortlægningen letter adgangen til god skandinavisk forskning på dagtilbudsområdet for pædagoger, administratorer, policy makers og forskere ved at skabe overblik over eksisterende forskningsdokumenter, der er vurderet til at leve op til internationalt anerkendte kvalitetskriterier.
- Hent rapporten Forskningskortlægning og forskervurdering af skandinavisk forskning i året 2012 i institutioner for de 0-6 årige (førskolen)
- Læs mere om udvalgte forskningsresultater i magasinet Bakspejlet, der udgives af Danmarks Evalueringsinstitut eller i magasinet Vetuva, der udgives af Utdanningsdirektoratet.
- Læs resumeer af studierne i Nordic Base of Early Childhood Education and Care.
Kontakt
Trine Kløveager Nielsen, ph.d. Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning, Aarhus Universitet
E-mail: tkn@dpu.dk
Tlf.: 2671 8607
Læs mere om Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning