Internationalt perspektiv eller nationalt fokus? De europæiske universiteter er blevet kastebold mellem EU’s ambitioner om internationalisering gennem harmonisering og de ny-nationale strømninger, der ifølge Katja Brøgger, lektor ved DPU, Aarhus Universitet breder sig i de europæiske lande i disse år.

Hun står i spidsen for forskningsprojektet ’Asserting the Nation: Comparative studies on the rise of neo-nationalism in higher education’, der undersøger, hvordan ny-nationalismen kommer til udtryk i de enkelte lande, og hvilke konsekvenser det har for uddannelse og forskning på de europæiske universiteter.

”De sidste 20 år er der sket en omfattende harmonisering af de videregående uddannelser i Europa. Men samtidig har vi de seneste år set en opblomstring af nye nationalismer. De viser sig bl.a. ved, at en række lande i Europa forsøger at tilbageerobre uddannelses- og forskningsdagsordenen som et nationalt anliggende, og at nationalstaterne i stigende grad er villige til at intervenere i den frihed og autonomi, universiteterne traditionelt har haft,” siger Katja Brøgger.

Udviklingen påvirker helt konkret de studerende og forskernes rammer og muligheder på universiteterne, men løfter vi blikket, har det også konsekvenser for universiteternes rolle og status i samfundet.

”Selvom det kan lyde højstemt, er der meget på spil. Universiteterne kan ses som en slags mikrokosmos for den politiske udvikling og er derfor et vigtigt prisme at se igennem, hvis vi vil forstå, hvordan denne udvikling rykker ved grundlæggende politiske forhold og værdier i Europa. De forsknings- og uddannelsespolitiske brydninger mellem nationalstaten på den ene side og dens selvstændige institutioner på den anden er en slags prøvesten på, hvor stærkt et demokrati er, og hvor frit staten lader sine institutioner agere,” siger Katja Brøgger.

Udspændt mellem det nationale og det internationale

Det europæiske universitet blev født i Middelalderen som en international institution. Det første, universitetet i Bologna, blev grundlagt i 1088, og Københavns Universitet blev som det første danske universitet grundlagt 1479.

”Middelalderens universiteter var arnesteder for universel viden og en slags internationale knudepunkter for studerende fra alle lande – selvom der selvfølgelig var langt færre studerende dengang og i øvrigt kun mænd,” siger Katja Brøgger.

I 1800-tallet blev universitetet genfødt som det såkaldt moderne universitet - med Berlin-universitetet fra 1810 som et kendt eksempel. Det moderne universitet blev koblet til opbygningen af de europæiske nationalstater, fx gennem den opgave de fik med at uddanne jurister og eksperter i statskundskab til embedsværket, så centraladministrationen i de enkelte lande kunne etableres. 

”Universiteterne har altså historisk set både været tænkt som en international institution og som en institution, der skulle tjene nationalstatens interesser.  Denne udspændthed mellem det nationale og det internationale ser i disse år ud til at hælde i retning af det nationale,” siger Katja Brøgger.  

Europæisk integration møder modstand

Universiteternes nyere historie handler bl.a. om transformationen fra elite- til såkaldt masseuniversitet. En langt større del af befolkningen har i dag adgang til uddannelser, der engang var forbeholdt de få. I takt med at flere og flere tager en universitetsuddannelse, er der kommet større politisk fokus på, at uddannelserne skal kvalificere de studerende til arbejdsmarkedet.

Netop den udvikling har krævet et stærkt internationalt samarbejde, forklarer Katja Brøgger. Maastricht-traktaten fra 1992, som er grundstenen i det EU, vi kender i dag, blev startskuddet til etableringen af EU's indre marked, som bl.a. bygger på princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed mellem medlemslandene.

”Tre år efter Berlinmurens fald i 1989 og 1 år efter Sovjetunionens opløsning i 1991 blev Maastricht-traktaten et ideologisk vendepunkt, der bl.a. satte gang i omfattende europæiske reformer af de videregående uddannelsessystemer. Arbejdskraften kan nemlig ikke bevæge sig frit i Europa, hvis man ikke kan anerkende hinandens kvalifikationer på tværs af lande. Og det kunne man ikke på det tidspunkt, fordi EU-medlemslandene havde forskellige uddannelsessystemer og eksamensordninger,” siger hun.

Den såkaldte Bologna-proces blev derfor skudt i gang i 1999 med det formål at harmonisere uddannelsessystemerne i Europa gennem reformer af og fælles, forpligtende standarder for de videregående uddannelser. Men reformerne mødte modstand fra det øjeblik, de blev sat i søen, både i universitetsverdenen og blandt politikere.

”Intensiveringen af de politiske ambitioner om europæisk integration dannede samtidig grobund for nye nationalismer, som var i opposition til disse ambitioner. Denne dobbelthed i tiden efter afslutningen på Den kolde krig må man have for øje, når man vil forstå de sprækker, vi ser i det internationale samarbejde i dag,” siger Katja Brøgger.

Selv om forskningsprojektet undersøger ny-nationalisme i Europa, pointerer hun, at vi ikke bør tale om denne nationalisme i generelle termer.

”De europæiske landes historie og samfundsmæssige opbygning er forskellige, og derfor betyder nationalisme noget forskelligt, ligesom den kommer til udtryk på forskellige måder i de enkelte lande. Derfor er det mere korrekt at tale om de nye nationalismer i flertalsform, og vi er så at sige nødt til at forstå dem i deres nationale specificitet. I Polen spiller den katolske religion fx en stadigt større rolle i uddannelsespolitikken, mens det i Frankrig omvendt er den særligt franske tradition for sekularisme med rødder i Oplysningstiden, der sætter et nationalt præg på uddannelsessystemet. I Storbritannien er Brexit det spektakulære eksempel på national udmeldelse af det europæiske integrationsprojekt, men hertil kommer den såkaldte minoritetsnationalisme, hvor Wales og Skotland positionerer sig ift. England,” siger Katja Brøgger.

Internationalisering på stand by

I Danmark har universiteterne siden 2003 været selvejende institutioner, fritaget for statens direkte indgriben – i princippet i hvert fald. Men ifølge Katja Brøgger er staten i stigende grad villig til at regulere universiteterne, bl.a. ved at begrænse deres muligheder for at engagere sig i internationalt samarbejde. At nationalstaterne er villige til i højere grad at intervenere i dets egne såkaldt autonome institutioners handle- og råderum – som fx på universitetsområdet –  er netop et af tegnene på de nye nationalismer.

”Når vi herhjemme ser, at flere engelsksprogede uddannelser lukkes, er det et tegn på, at nationalstaten i stigende grad er optaget af at beskytte sig selv. Finanskrisen i 2007 og især migrationskrisen i 2015 får flere europæiske lande til at reagere nationalprotektionistisk. Hvor vi i Danmark i 1990’erne og 00’erne havde stort fokus på, at vi som en lille nation med åben økonomi skulle åbne os mod verden, er udviklingen nu slået om til et større fokus på at passe på vores egen velfærd. Der er tale om en slags økonomisk nationalisme: Vi vil sikre, at ressourcerne til uddannelse fortrinsvis går til os selv,” siger Katja Brøgger.

Det nationale fokus er tydeligt i de anbefalinger for de videregående uddannelser i Danmark, Reformkommissionen præsenterede i begyndelsen af april 2022.

”Kommissionen anbefaler fx, at kandidatuddannelsen for mange af de studerende på humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser fremover skal være 1-årig. Men den lægger samtidig op til, at de studerende skal optjene 75 ECTS-point på et kalenderår. Det vil potentielt lukke mobilitetsvinduet, for det vil ikke være muligt at tage på studieophold i udlandet, når man skal gennemføre så kompakt et program på så kort tid. Samtidig lægges der op til bl.a. en 4 -årig erhvervskandidatuddannelse, der alene retter sig mod det danske arbejdsmarked. Lidt skarpt trukket op kan man sige, at udspillet intet indeholder om at vende sig ud mod verden,” siger Katja Brøgger.

Truer sammenbruddet?

Der har i mange år lydt kritik af de internationale reformer af det videregående uddannelsessystem, både inden for uddannelsesforskning og -politik. Men ifølge Katja Brøgger har den i øvrigt berettigede problematisering af harmoniseringen forsømt at få øje på, hvilke konsekvenser den modsatte bevægelse kunne have.

”Det er disse konsekvenser, vi begynder at få øje på nu. Hvis de europæiske lande fortsætter med at lukke sig om sig selv, vil det underminere den infrastruktur, vi har fået opbygget for udvikling og udveksling af forskningstalenter og forskningsviden. I sidste ende kan en mulig konsekvens være et sammenbrud af det europæiske samarbejde omkring forskning og uddannelse. Det vil gå ud over talentmassen og dens mobilitet og dermed på længere sigt arbejdskraftens fri bevægelighed i Europa,” siger hun.

Selvom man kan kritisere de internationale reformprocesser for bl.a. at være top down-styret og for at underminere traditionelle og velprøvede forståelser af, hvad videregående uddannelse er, er alternativet ikke de nationale lukninger, vi ser i dag, mener Katja Brøgger.

”Vi ser næppe fremtidens forskning og uddannelse for os som noget, der handler om at lægge internationalt samarbejde på hylden for at vende tilbage til de nationale, regionale og lokale andedamme,” siger hun.