Asterisk nr. 104 - marts 2023
I Danmark er 45.000 unge uden job eller uddannelse. Det er et samfundsproblem, der trods ihærdige indsatser fortsat er uløst. Måske er arbejdspædagogikken en del af løsningen? For arbejdsfællesskab giver unge mening og ansvar i et trygt arbejds- og læringsmiljø – med en stabil voksenhånd i ryggen.
Lyt til artiklen
Der står gnister fra svejseflammen i metalværkstedet, hvor syv unge i blå sweatshirts, arbejdsbukser og sikkerhedssko er i gang med ugens produktion. Fredag skal der stå 75 færdige metalskraldestativer klar til en kunde.
Vi er på Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelses afdeling i Dragør – i daglig tale bare TAMU – hvor man i næsten 50 år har tilbudt uddannelser med arbejdspædagogik i højsædet. Inden de unge her begyndte i metalværkstedet eller på en af TAMU’s otte andre uddannelser inden for byggeri, turisme, rengøring, service, kantine og naturbrug, var de blandt de 45.000 danske unge, som ellers står uden job og uddannelse.
Eleverne her har typisk nederlag og dårlige oplevelser fra skolen med i bagagen, nogle har også diagnoser, andre har kæmpet med misbrug eller har en plettet straffeattest. Fælles for dem er, at de hader at sidde i et klasselokale. Efter endte 34 ugers uddannelse på TAMU får 95 procent foden inden for på det helt almindelige arbejdsmarked.
TAMU-direktør Peter Staun Kastholm siger det kort og klart:
”Arbejdspædagogikken kan være med til at gøre tusindvis af unge til en enorm arbejdskraftreserve.”
Men lad os først se nærmere på, hvad den kan, arbejdspædagogikken.
På TAMU er man ikke så interesseret i de unges fortid, diagnoser og alt det, de ikke kan. Her handler det om at bidrage til arbejdsfællesskabet. Det er en bevidst anden tilgang til unge, end vi ser i resten af skolesystemet og samfundet, pointerer Peter Staun Kastholm.
” Unge, som starter hos os, har ofte været omgivet af velmenende voksne, som har villet tale med dem om fortiden, og hvordan de kunne få det nemmere,” forklarer han.
På TAMU bliver unge en del af et arbejdsfællesskab, lærer at tage ansvar og udvikler faglige, personlige og sociale kompetencer gennem arbejdet.
”At lære at være sammen og give sig tid til at lære det sociale er en væsentlig del af løsningen. Det kan godt være, at nogle af vores elever skulle have lært de her ting som tiårige. Men det er ikke interessant at pege fingre. Vi vil hellere gøre noget ved det. En stor del af vores arbejde er at gøre de unge bevidste om de valg, de træffer. Vi spørger dem ’hvad er det for et liv, du gerne vil leve?’, og gør dem bevidste om deres egne valg på vejen derhen,” forklarer Peter Staun Kastholm og tilføjer:
”Og det starter gerne med viljen til at stå op om morgenen og møde til tiden hele ugen.”
En interviewundersøgelse blandt tidligere elever, som TAMU har fået udarbejdet, viser, at langt de fleste får fagligt, personligt og socialt udbytte af uddannelsen. En tidligere elev, der nu har fast arbejde i en kantine, fortæller:
”TAMU har gjort mig stabil. Det er godt for mig at komme i seng om aftenen og komme op om morgenen. Jeg har lært, at jeg kan. Jeg har lært nogle faglige ting med at være i et køkken og have styr på tingene. At min kniv er skarp. At der er ryddet op.”
”Arbejdspædagogikken kan være med til at gøre tusindvis af unge til en enorm arbejdskraftreserve.”
Direktør på TAMU i Dragør, Peter Staun Kastholm
Og netop det at være på en arbejdsplads og at kunne passe et arbejde er helt afgørende for vores livsmuligheder, pointerer Peter Staun Kastholm.
”Arbejdet er billetten til et bedre liv. Det er billetten til at blive fri af systemer, fri af at stemple ind i en jobportal og stå med hatten i hånden og få ydelser af andre. Arbejde giver mennesker værdighed og mulighed for at skabe deres eget liv,” siger han.
Når de unge forlader TAMU efter et gennemført forløb, er den største ændring, at de tror på sig selv, forklarer han.
”De er 20 centimeter højere, end da de kom hertil. Pludselig tror de på, at der er en fremtid for dem,” siger Peter Staun Kastholm. Han klikker på sin computer og henter et billede frem af en ung mand, der sidder i shorts på en trappe foran et rækkehus med en lille hund på skødet omgivet af planter i lerkrukker. Ved siden af ham sidder en mørkhåret ung pige og smiler. Den unge mand er en tidligere elev på TAMU.
”Det kan godt være, at vi andre smiler ad det, men det er dét her, vores unge drømmer om: Rækkehuset i forstaden, kæresten og hunden. De drømmer om det, som mange af dem aldrig selv har set og fået. De har et enormt ønske om at være normale. Og det at kunne forsøge sig selv, sætter dem fri. En plads på arbejdsmarkedet handler om så meget mere end at arbejde. Det åbner for selvværd, selvhjulpenhed og anerkendelse,” siger Peter Staun Kastholm.
Som en tidligere TAMU-elev siger i en evaluering af uddannelsen:
”Jeg har fået så meget ud af TAMU. Jeg har fået selvværd. Før havde jeg ikke det. Jeg lærte, at jeg er noget værd, og at jeg kan noget og ikke bare er en idiot, som jeg troede før.”
Vi vender tilbage til de konkrete metoder om lidt. Lad os først lige tage en tur tilbage i tiden.
For det med at bruge arbejde som løftestang for mennesker på kanten af samfundet er ikke et nyt fænomen, fortæller Niels Rosendal Jensen, der er lektor på DPU, Aarhus Universitet, og blandt andet forsker i overgangen fra skole til arbejdsmarked.
Man har i århundreder set arbejde som en vej til et godt liv. På Vajsenhusene, der var en slags børnehjem, havde arbejdet en fremtrædende rolle. Vajsenhusene spirede frem i Europa i 1500-tallet og kom til Danmark i 1700-tallet.
”Vajsenhusene var arbejdshuse for unge mennesker. Her blev de sat til at være produktive ud fra devisen, at vejen ud af fattigdom gik gennem arbejde. Den danske aftapning af vajsenhusene er knyttet til lutheranismen. Luther sagde jo ’Betet und Arbeit’ – bed og arbejd. Det fulgte man ret stringent. Man skulle ikke tigge. Man skulle arbejde,” forklarer Niels Rosendal Jensen.
Han peger også på, at den enevældige konge Christian den syvende i 1790’erne brugte arbejde som et middel til at løse sociale problemer. I hvert fald nedsatte han en kommission, som skulle komme med bud på, hvordan man kunne finde nye løsninger på fattigdomsproblemet.
”Man forestillede sig, at det rigtige ville være at give fattige forskellige gavnlige arbejdsopgaver. Det kunne være at være med til at forstærke Københavns forsvar eller bygge kaserner. Så i stedet for at blive fordømt, kunne folk uden beskæftigelse lave de her nyttige arbejdsopgaver. Det var et ret progressivt synspunkt for tiden,” siger Niels Rosendal Jensen.
”Luther sagde jo ’Betet und Arbeit’ – bed og arbejd. Det fulgte man ret stringent. Man skulle ikke tigge. Man skulle arbejde.”
Niels Rosendal Jensen
Og det blev faktisk starten på en tidlig socialpædagogisk praksis, som blev brugt op gennem 1800- og 1900-tallet på blandt andet drengehjem og pigehjem, fortæller han:
”Børnene var fx med til at dyrke grøntsager eller snedkerere og vedligeholde. Det var en alment anerkendt tilgang. Selvom arbejderbevægelsen ikke var begejstrede for børnearbejde, var myndighederne af den opfattelse, at arbejde var en gavnlig vej i arbejdet med udsatte børn og unge.”
Så det med at arbejde sig ud af problemer har ligget i det socialpædagogiske felt, før det hed socialpædagogik.
Men fra 1950’erne og frem til 1980’erne sker der noget. Her vokser vores velfærdsstat frem, og med den skifter perspektivet på arbejdet som socialpædagogisk redskab:
”Nu er holdningen, at man ikke skal arbejdstræne unge, men opdrage dem til demokrati. Det med at deltage i fællesskabet er vigtigere. Så arbejdsperspektivet blev nedtonet, og skolegang og det demokratiske medborgerskab fyldte mere,” forklarer han.
Det er netop i dén periode, at konsekvenspædagogikken – som er omdrejningspunktet for arbejdspædagogikken – i 1974 ser dagens lys. Konsekvenspædagogikken var en modstrømning til tidens dominerende behandlingsorienterede pædagogik.
Idémanden var pædagogisk praktiker Jens Bay, der tænkte: Hvad nu hvis man kunne skabe en pædagogik med afsæt i den eksistentialistiske filosofi? En pædagogik, der tog udgangspunkt i, at den enkelte er ansvarlig for sine egne handlinger. Og en pædagogik, hvor den enkelte uanset sin fortid kan udvikle sig til at være en kapacitet i samfundet. Jens Bay stiftede TAMU og kaldte pædagogikken for konsekvenspædagogik. Her næsten 50 år senere er det fortsat det grundlag, som TAMU-uddannelsernes arbejdspædagogik bygger på.
”Pædagogikken er ganske vist født ud af en 70’er-tænkning, men den fungerer stadig nu, fordi vi stadig har unge, der bliver klogere gennem praksislæring, og unge, der har brug for at blive mødt et sted, hvor fortiden ikke fylder så meget. Og vi tror stadig på, at pædagogikken i langt højere grad er løsningen end behandling,” fastslår Peter Staun Kastholm.
Han fortæller om en TAMU-elev, som drømmer om at arbejde som chauffør, men ikke kan lide at tale med mennesker, fordi han har en historie med mobning med i bagagen. Men det er en udfordring at levere en lastbil fuld af varer og ikke have lyst til at tale med dem, der skal modtage varerne. Så hvor tager faglæreren fat?
”I begyndelsen kører faglæreren måske med ud med varerne og går også ind hos kunden. Og så med tiden kommer eleven stille og roligt frem og kan tage en større del af opgaven på sig. Vi har tiden og støtten og taler hele tiden om, hvad målet er. Og først og fremmest så lader vi være med at se den unges udfordring som noget sygeligt, selvom det måske hedder social angst, mobning eller depression. Vi er mere interesserede i, hvad eleven gerne vil, og hvordan vi kommer derhen,” fortæller Peter Staun Kastholm.
”Man kan sige, at arbejdet ikke er målet, men værktøjet jeg bruger til at få forbindelse til de unge.”
Faglærer på TAMU i Dragør, Henrik Jelsgaard
Arbejdspædagogik kræver dygtige faglærere med en stor pædagogisk værktøjskasse. Faglærerne er daglige ledere af arbejdsfællesskaberne på værkstederne og fagpersoner med stort F. Det skaber nemlig respekt hos eleverne, at man kan sit kram. På TAMU’s metalværksted i Dragør er Henrik Jelsgaard fx bossen. Han er oprindeligt uddannet maskinarbejder, og selvom han har arbejdet her i 19 år, lyser hans øjne stadig, når han taler om eleverne, som han med egne ord er ’skidestolt af’.
”Jeg oplever, at mange unge tror, at alle mulige andre end de selv har svarene, men jeg får dem ud af busken. Så hvis de fx kommer for sent, så siger jeg ’hvad har du selv tænkt dig, at du kan gøre for at komme op?’ For jeg ved, at de selv kan finde svaret, og det siger jeg til dem. Den tilgang er ofte ny for dem,” siger Henrik Jelsgaard. Og her har vi fat i essensen af arbejdspædagogikken, som den praktiseres på TAMU:
”Det handler om at tage ansvar for sit eget liv, tage konsekvenserne af sine handlinger og se en idé med det, man laver. Og det er nemmere at tage ansvar, når man kan se, at der er brug for én,” siger Henrik Jelsgaard.
På værkstedet er der nogle helt faste regler. Man har arbejdstøj og sikkerhedssko på for eksempel. Og man møder til tiden.
”Alt hvad vi gør, skal kunne begrundes. Så når jeg siger, at alle skal være her 7.30, så er der en god grund. Det er jo for, at vi kan få overblik over, hvem vi er til at lave arbejdet i dag. Hvis du ikke er her til tiden, så er der en anden, der får din opgave. Og det er et problem, hvis du ikke kommer, når vi har beregnet, at der skal bruges fem elever til at lave 75 skraldestativer til på fredag. Så må de andre arbejde over, for tidspunktet for leverancen til kunden ligger fast,” siger Henrik Jelsgaard, der både går til eleverne som fagperson, men også som et interesseret medmenneske:
”Vi går jo op og ned ad hinanden. Vi arbejder, vi griner, vi spiser frokost sammen. Jeg ser eleverne hver dag og spørger til dem. Og de kommer til mig med ting, der fylder for dem. Og jeg følger jo op på alle de små ting, der bliver sagt hen ad vejen. Det handler om så meget mere end at svejse ringe sammen til et skraldestativ. Det er faktisk det mindste af det hele. Man kan sige, at arbejdet ikke er målet, men værktøjet jeg bruger til at få forbindelse til de unge.”
Arbejdspædagogikken står på skuldrene af konsekvenspædagogikken, som oprindeligt blev udviklet af pædagogisk praktiker Jens Bay (1940-2013). Han stiftede og udviklede gennem 40 år Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU). Bay ville skabe en pædagogik, som stod på skuldrene af den eksistentialistiske filosofi, hvor mennesket er frit, men den enkelte ansvarlig for sine egne handlinger.
I konsekvenspædagogikken understøtter man unge i at reflektere over og tage ansvar for konsekvenserne af deres handlinger. Pædagogikken bygger på antagelsen, at når vi handler, har det konsekvenser. Konsekvenser påvirker omgivelserne og handlemulighederne for den enkelte. Konsekvenser er afgørende for, hvor meget vi lærer af en handling og for vores udviklingsmuligheder i fremtiden.
Sådan arbejder TAMU med Konsekvenspædagogikken:
Det lyder altså som noget af et guldæg, vi har i arbejdspædagogikken. En konkret pædagogisk tilgang, der lader til at kunne hjælpe nogle af de 45.000 unge, der står uden job og uddannelse i dag., og som derfor reelt står uden for samfundet. Men visse steder kommer arbejdspædagogikken og TAMU til kort.
Det er fx ikke uproblematisk at samle så mange unge med tunge problemer samme sted. Det nævner tidligere TAMU-elever også i en evaluering. Der kan være et råt miljø, men samtidig også et fællesskab, hvor man kommer et nyt sted hen i sit liv sammen med andre, der også har haft en bumlet vej.
For de fleste unge sker fremskridtene langsomt. Man kan godt blive fyret fra et værksted, og nogle skal have mange forsøg for at gennemføre de 34 ugers uddannelse. Men ingen bliver smidt ud. Man må prøve igen. Og igen.
Vellykket arbejdspædagogik kræver altså dygtige undervisere – både fagligt og pædagogisk. Det skal være mennesker, der elsker deres fag og vil give begejstringen videre – hvad enten det handler om at svejse, lave mad eller være chauffør. Værkstederne skal være som almindelige arbejdspladser.
”Faren ved det er så, at det kan blive lidt råt, fordi omgangstonen nogle gange er rå. Så i vores køkken fx er kunsten at skabe et køkken, som ligner rigtige køkkener, men ikke et køkken, hvor vi råber og skriger ad hinanden. Der skal være et realistisk arbejdsmiljø her, men det handler først og fremmest om at skabe fællesskab og få holdet til at fungere sammen,” forklarer Peter Staun Kastholm.
Under TAMU’s logo står der ’Uddannelse med jobgaranti’. Det lyder flot, men er det overhovedet realistisk, at unge, der kommer ind på et værksted med alt fra angst til plettede straffeattester og temperamentsproblemer, kan stå med et fast job bagefter?
”Hvis eleven har gennemført et forløb her, så skal der være et job på den anden side. For hvis eleven skal bokse rundt hos os, så er vi nødt til at give dem noget sikkert at sigte efter. Det betyder ikke, at de bliver CEO allesammen, men vi hjælper med at lægge realistiske handleplaner,” siger Peter Staun Kastholm.
Det holder. Næsten. En del elever kommer aldrig igennem hele TAMU-forløbet på 34 uger og får derfor ikke job. Kun fem procent af de elever, der gennemfører, står uden job bagefter.
Det skyldes ikke mindst det ret store netværk af samarbejdsvirksomheder, som er med i TAMU-netværket – alt fra MT Højgaard, byggekæden STARK, Danish Crowns slagterier, restaurant Flammen til Lagkagehuset.
”Vi ved godt, at 80 procent af alle job i det her land bliver besat via netværk. Det har vores elever ikke meget af, så vi har selv skabt et netværk til dem,” siger Peter Staun Kastholm.
Og virksomhederne vil gerne ansætte elever fra TAMU. Mange brancher står i en situation med arbejdskraftmangel, og så er virksomhederne i stigende grad optaget af CSR-dagsordenen, hvor der er en klar forventning om, at man som virksomhed anno 2023 tager socialt ansvar ved fx at hjælpe udsatte unge ind på arbejdsmarkedet.
Forsker Niels Rosendal Jensen fra DPU, Aarhus Universitet, peger på, at der kunne være elementer i arbejdspædagogikken, som andre dele af uddannelsessektoren kunne lade sig inspirere af.
”For vores grundskole er generelt blev akademiseret og bogliggjort,” konstaterer han.
Selv fag, hvor man før i tiden fik lov at bruge hænderne og skabe noget i træ eller stof, er blevet til fag, hvor det handler om fx design- og innovationsprocesser.
”Det kan jo være fint, men for nogle børn og unge er det et problem, at der ikke er noget hands-on. Det bliver endnu et skrivebordsfag, som medfører, at dagene mangler variation,” siger han.
Peter Staun Kastholm supplerer:
”Praksisdelen i folkeskolen bliver i stigende grad fortænkt. Fx når formning og sløjd bliver til håndværk og design. Hvorfor ikke lade børnene være med til at gøre deres skole ren eller bygge den mur, der skal bygges,” spørger han.
Også når det handler om trivsel, har arbejdspædagogikken noget at byde ind med, pointerer Peter Staun Kastholm:
”Med afsæt i de erfaringer, vi har hos os, kunne man gribe diskussionen om stress og mistrivsel blandt unge an på en anden måde end ved at psykologisere og behandle. Skolesystemet kunne med fordel lade sig inspirere af arbejdspædagogikken og fokusere på, hvordan man kan møde børn og unge med krav, de kan leve op til, og forventninger, som de kan vokse i.”
Niels Rosendal Jensen: Capability Approach – en anderledes tilgang til pædagogik, uddannelse og omsorg, Systime, 2010
Ph.d. og lektor på DPU, Aarhus Universitet. Forsker blandt andet i overgangen fra skole til arbejdsmarked og er især optaget af den socialpædagogiske del af det. Underviser på Kandidatuddannelsen i pædagogisk sociologi.
Direktør for TAMU, som står for Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser. Han har været ansat ved TAMU, siden han begyndte der som uddannelseskonsulent i 1998. Han har arbejdet med udsatte børn og unge, siden han blev færdig som lærer fra Blaagaards Statsseminarium i 1995.
Faglærer på metal på TAMU i Storkøbenhavn, hvor han har været ansat på forskellige poster siden 2004. Han er uddannet maskinarbejder, som svarer til industritekniker i dag.
NR. 104
TEMA: Arbejdspædagogikkens genkomst
MARTS 2023
