Læselyst er til gengæld ikke det, der præger den danske folkeskole for tiden, i hvert fald ikke at dømme efter den seneste internationale læseundersøgelse, PIRLS. Eleverne læser og fordyber sig ikke nok, og der er tilsyneladende for meget overfladisk TikTok på drengen både i fritiden og vist nok også i skoletiden.

Det har skabt reaktioner både fra den pædagogiske debats sædvanlige stemmer, men også fra læger og erhvervsfolk, der har placeret en væsentlig del af ansvaret hos skolen, dens ledelse og lærerne og deres brug af digitale skærme i undervisningen. De digitale midler – påstås det – motiverer nemlig eleverne til at surfe utålmodigt, forfængeligt og forvirrede rundt i mere eller mindre tvivlsomme digitale kilder i jagten på at blandt andet at få opgaverne overstået i en fart. Så forbyd dem!

Eller hvad? Som alle andre forfaldsfortællinger sender denne aktuelle mediehistorie os tilbage til en paradisisk fortid, hvor alt var godt. I dette tilfælde til den gode gamle Gutenberg-skole, hvor alting var bedre, hvor de basale færdigheder bestod i at læse, skrive og regne, og hvor bogen var det eneste medium for fordybelse og dyb, dannet samtale. Bogen bliver som stolen, skeen, glasset og saksen den perfekte indretning: Da den først var opfundet, var den ikke til at forbedre.

Teknologien er ikke bogens fjende

Så, kan man forestille sig et dannet menneske, som ikke magter at læse en hel bog, men til gengæld behersker de digitale mediers muligheder? Nej, vil nok være den umiddelbare reaktion, men dette svar er ikke alene for hurtigt og overfladisk, men formentlig også forkert.

For det giver ikke adækvate svar på tidens mange spørgsmål om brug og misbrug af kunstig intelligens, om digital kildekritik og informationskompetence.  Og de svar har vi brug for for at skabe en skole som – tro mod skolens formål – til stadighed tilbyder metoder og rammer for elevernes fordybelse, også på den digitale tidsalders vilkår.

Sådanne finder man hos forskerne Jens Johansen og Søren Langager fra DPU, Aarhus Universitet, som for godt 20 år siden pegede på den igangværende samfundstransformation, hvor digitalt medierede redskaber automatiserer færdighedsområder som grammatik, stavning, talbehandling. De tror dog ikke på, at elektronikken er bogens fjende, den er blot blevet et ud af en række, også visuelle og auditive, medier. Det bliver derfor skolens opgave i den digitale tidsalder at give eleverne kritiske færdigheder i at udveksle, udforske og udtrykke sig gennem dem.

Så forskernes pointe er, at man godt kan forestille sig et dannet og vidende menneske, der måske ikke magter de traditionelle kulturteknikker (læse, skrive og regne) særlig godt, men til gengæld behersker de digitale mediers nye muligheder. Men forudsætningen er en passende pædagogiske og didaktisk indsats for fordybelse i disse muligheder, for ellers vil fristelsen til overfladiskhed, distraktion og TikTok være for stor for de fleste elever.

Multipliceret opmærksomhed

Forskerne Jesper Tække (Aarhus Universitet) og Michael Paulsen (Syddansk Universitet) har i forskningsprojektet ’Socio Media Education’ taget tråden op i forhold til dikotomien mellem boglig fordybelse og overfladiskhed ved brug af skærme i undervisningen. De peger på to mulige konsekvenser af skærmbrugen: Den første er den distraktion, som er omdrejningspunktet for den aktuelt pågående debat: Eleverne bliver forvirrede, ufokuserede og overfladiske brugere af de digitale medier og dermed ude af stand til at ordne og sortere digitalt skidt fra kanel. Den potentielle konsekvens kunne blive et forbud mod skærme i undervisningen.

Den anden mulighed er, at man pædagogisk og didaktisk netop adresserer den digitaliserede virkelighed, som omgiver eleverne, gennem en formålsorienteret brug af digitale kilder. De kalder det ’at multiplexe’. Det betyder, at klassen fortsat er koncentreret om ét emnefelt, men bruger både skærme og bøger til at belyse det. Dermed fastholdes elevernes opmærksomhed, og den bliver endda multipliceret. Forudsætningen er igen, at læreren tilrettelægger undervisningen, så man undgår allehånde digitale afstikkere til andre faglige eller private emner.

Klasseværelset er åbent

Vi må erkende, at skolens infrastruktur ikke længere ’bare’ er et bord, en tavle, en lærerautoritet og de trykte bøger. Klasseværelset er åbent for omverdenen, også den digitale, hvor der kan findes mange flere typer autoriteter, dialogmuligheder og udtryksmuligheder end tidligere, og dertil problemstillinger og potentielle kilder, som eleverne skal lære at forholde sig kritisk udforskende og problemløsende til.

At en del debattørers reaktion på den digitale tidsalder er at beskytte bogen og de ’klassiske færdigheder’ mod internettets uendelighed af platituder er forståeligt. For forkert eller tilfældig brug af skærmenes muligheder fører faktisk til distraktion og et ubærligt fladt surferi.

Men den digitale tidsalders skole rimer ikke per definition på overfladiskhed, men understreger blot, at den presserende pædagogiske opgave er at beherske en undervisning, som gør det muligt for eleverne at udvikle sig til dannede og vidende mennesker, digitalt og analogt. For der er fortsat kun en ting, vi skal lære overfladisk, og det er som bekendt at svømme.