Husk at tage fantasien med på arbejde

Asterisk nr. 107 - april 2024

Vi undervurderer ofte den rolle, fantasien spiller i den professionelle dømmekraft. Det er derfor en bunden opgave for lærere og pædagoger at holde fantasien ved lige og bruge den til at forestille sig, hvordan man kan gøre en forskel for andre mennesker, og hvordan verden også kunne se ud. DPU-forskerne Ditte Winther-Lindqvist og Steen Nepper Larsen fortæller om fantasi og dømmekraft og deres betydning for pædagogikken. 

Lyt til artiklen

De fleste af os er på det rene med, at vi ikke kan udøve dømmekraft uden at gøre brug af vores fornuft. Men den hjælp, dømmekraften får fra fantasien, har vi ikke altid fantasi til at forestille os. For fantasi er da mest for børn og barnlige sjæle, ikke?

Nej, tværtimod. Evnen til med fantasien at kunne forestille sig alt muligt er en uadskillelig del af vores dømmekraft, mener Ditte Winther-Lindqvist og Steen Nepper Larsen, lektorer ved DPU, Aarhus Universitet. Og det gælder ikke mindst for lærere og pædagoger, der bruger eller bør bruge den dagligt.

Hvad er bedst for dig?

Vi lægger ud i børnehaven. Det er efterår, og der bliver serveret ananas til frugt. 5-årige Oscar er urolig og voldsom og kommer i konflikt med de andre børn. Er der overhovedet håb for Oscar? Og ville det i øvrigt gavne klimaet at servere æbler i stedet for? Når pædagogerne i landets dagtilbud forhåbentlig svarer ja på den slags spørgsmål, gør de det i kraft af det, Ditte Winther-Lindqvist kalder moralsk fantasi.

Hun forsker bl.a. i omsorg og mener, at den moralske fantasi er en afgørende komponent, ikke blot i den professionelle omsorg, men i alt pædagogisk arbejde. Moralsk fantasi handler om at kunne forestille sig, hvad der er til den andens eller vores alles bedste. Og det handler om at være håbefuld: at tro på, at pædagogikken kan gøre en forskel.

”Med den moralske fantasi lever vi os ind i og forestiller os de stemninger, følelser og værdier, der er i spil, når mennesker gør noget sammen. Det er noget alle lærere, pædagoger og andre voksne, der har ansvar for børn, bruger i opdragelse og omsorg. Moralsk fantasi er evnen til at forestille sig, hvad der er bedst for den anden at gøre," siger hun og fortsætter:

"Hvad der er godt at gøre ift. andre, er et etisk spørgsmål, som man ikke kan lave en formel for. God professionel dømmekraft forudsætter derfor moralsk fantasi. Den opstår i situationen og har for pædagogen altid med de konkrete børn at gøre."

ER MORALSK FANTASI OG EMPATI DET SAMME?

Empati er ’indføling i en person eller andet levende væsen, ofte i følelsesbetonede situationer; evne til at indleve sig i og sætte sig i en andens sted.’ (Den Store Danske – lex.dk)

Empati implicerer oftest sympati med den anden, men bruges ikke nødvendigvis til det gode. F.eks. kræver mobning også empati: Man må forstå den anden for at kunne ramme ham.

Med moralsk fantasi derimod sigter vi efter omsorg og den andens bedste.

”Jeg kalder det den moralske fantasi, fordi vi må bruge vores forestillingsevne, når vi vil bidrage til den andens ve og vel, og det er en opgave, der har rod i etikken.”

Fra:  Ditte Winther-Lindqvist: Omsorg i pædagogisk arbejde (2023)

I omsorgsopgaven er pædagoger ikke kun opmærksomme på, hvad der er bedst for børnene lige nu og her. De har også det lange lys på, og det er f.eks. derfor, de griber ind i børnenes leg, hvis den er ved at køre af sporet, eller hvis de ser, at nogle bestemte børn bliver holdt uden for legen. Hvor børnene bare leger, ser pædagogerne strategisk på legen og de mekanismer, der er på spil i den: Hvordan kan vi få alle børn med? De bruger deres moralske fantasi til at sætte sig i de enkelte børns sted: Hvordan har de det hver især med det, der foregår, og hvad kunne være godt for dem at gøre?

”Et langt stykke ad vejen kan vi aflæse hinanden umiddelbart gennem den naturlige kropslige udtryksfuldhed. Vi kan se på hinanden, om vi er bekymrede, glade eller nysgerrige. Men det kan vi ikke altid, og derfor bliver vi nødt til at kommunikere verbalt for at forstå, hvor vi hver især står, og hvad den her situation handler om. Men selv når vi taler sammen, kan der opstå misforståelser, og vi kan have svært ved at forstå hinanden, fordi vi taler fra vores eget perspektiv,” siger hun.

Det er her, den moralske fantasi kommer ind i billedet.

”Når du som pædagog står med en femårig, der lige har oplevet et eller andet, og skal forstå hvad det betyder, så kan du ikke kun bruge dig selv som referencepunkt. Her skal du bruge din moralske fantasi til at sætte dig i hans sted, og kan du det, er der bedre mulighed for at give god omsorg som pædagog,” siger hun.

Fantasi fødes med legen

Ifølge Ditte Winther-Lindqvist udspringer vores fantasi af de første legeerfaringer. Hun peger på den russiske psykolog Lev Vygotskij (1896-1934), der grundlagde den såkaldte kulturhistoriske skole inden for psykologien. Vygotskij argumenterede for, at den tidligste form for kreativitet og fantasi kommer til udtryk gennem leg og videreudvikles gennem legeerfaringer.

”Man kan se det som en udviklingsrejse. Fra det lille barn, der leger og derigennem får sine hverdagserfaringer suppleret med en forestillet virkelighed, der består af fantasifulde kombinationer af disse erfaringer. Over de større børn, som både har flere virkelige og fantaserede erfaringer og derfor bliver mere kreative i de associationsrækker, de kan lave. Til de større skolebørn, der kan bruge fantasien til at forestille sig mere komplekse sammenhænge og abstrakte begreber,” siger Ditte Winther-Lindqvist og understreger:

”Vores fantasi starter i legen. Jo bedre du er til at lege – og det er så min påstand – des mere veludviklet bliver din moralske fantasi.”

Den frie fantasi lever bedst i barndommen og begynder så at falde, forklarer Ditte Winther-Lindqvist. Men den behøver ikke nødvendigvis være i konstant frit fald i voksenlivet.

”Den bliver mere stereotyp og får nogle mere faste former. Derfor er det vigtigt at træne fantasien. Det kan det pædagogiske personale i et dagtilbud f.eks. gøre ved at overveje, hvilken slags dagtilbud de gerne vil være, og hvilket børnesyn de gerne vil have. Når man forestiller sig den slags ting, der endnu ikke er realiseret, blander utopier, visioner og værdier sig med den konkrete virkelighed,” siger hun.

”Vores fantasi starter i legen. Jo bedre du er til at lege – og det er så min påstand – des mere veludviklet bliver din moralske fantasi.”

Ditte Winther-Lindqvist

I modsætning til de første pædagogiske læreplaner fra 2004, hvor leg ikke blev nævnt med et ord, indgår leg i Den styrkede pædagogiske læreplan fra 2019 som en grundlæggende værdi i det pædagogiske arbejde. Men leg er ikke kun godt for børnene. Når det pædagogiske personale i dagtilbuddet deltager i leg med børnene, er det nemlig en måde at vedligeholde og udvikle den moralske fantasi på, forklarer Ditte Winther-Lindqvist.

”Der er rigtig meget leg, der går ud på at forestille sig, at man er noget andet end sig selv. Hver gang du indtager en anden rolle end den, du har som dig selv, så nærmer du dig et andet menneskes erfaringsverden, selvom vi aldrig helt kan komme i andres sko. I den slags leg låner man på en måde andres erfaringer, og det kan være med til at træne den moralske fantasi,” siger hun.

Dømmekraften skal kultiveres

Når pædagogen skal give professionel omsorg, skal hun både trække på sine egne værdier og erfaringer, og samtidig bruge sin moralske fantasi til at overskride sig selv, så hun ikke kun handler ud fra sine egne forforståelser, fordomme og måske endda personlige traumer.

”Det kan være svært at holde sig selv ude og handle professionelt i stedet for at handle på mavefornemmelsen. Jeg har set eksempler på begge dele, og når man handler på mavefornemmelsen i forhold til et tema, man selv har negative erfaringer med, forsvinder den moralske fantasi og omsorg for den anden. Det er meget tydeligt, når der er noget meget personligt på spil i pædagogens reaktioner over for et barn, f.eks. hvis man selv har dårlige erfaringer med at blive mobbet i skolen. Så kan det være svært at rumme en 5-årig, der ikke er sød ved de andre børn. Men det går jo ikke, at man ’straffer’ en 5-årig for at være tarvelig på baggrund af egne traumer,” siger hun og tilføjer:

”Dømmekraft er at kunne bruge sig selv og samtidig vide, hvornår man skal holde sig selv udenfor, og det er faktisk en svær opgave. Pædagogik er ikke for alle og enhver. Man kan nemlig ikke sige: Du skal lade din personlighed stå uden for døren, når du går på arbejde. Nej, den skal med i det hele, men du skal samtidig have så dannet en personlighed og være så reflekteret omkring dig selv og din historie, at du ikke overfører alt det, du bringer med i din personlige bagage, på de kollegiale relationer eller bringer det med ind i relationen til børnene.”

”Dømmekraft er at kunne bruge sig selv og samtidig vide, hvornår man skal holde sig selv udenfor, og det er faktisk en svær opgave.”

Ditte Winther-Lindqvist

Når der i dag bliver talt meget om frihed til at udøve professionel dømmekraft, er det vigtigt, at den ikke bliver set i et individuelt perspektiv, pointerer Ditte Winther-Lindqvist. Når medarbejderne f.eks. er gået sammen om at lave en virksomhedsplan i en børnehave, så ligger den der som en form for standard, som de selv og nye medarbejdere kan trække på.

”Det pædagogiske arbejde må ikke blive for styret udefra eller bestemt af systemet, hvis man skal skabe gejst og engagement hos de professionelle og få dem til at føle sig forpligtede. Det er jo det, al god pædagogik hviler på. Men omvendt ville det være risikabelt, hvis frisættelse kom til at betyde, at alle er frie til at gøre, lige hvad de vil, og forfølge egne værdier og ideer,” siger hun.

Frihed må tænkes kollektivt. Der skal være frihed til at definere, hvilken slags dagtilbud man gerne vil være inden for rammerne af dagtilbudsloven og læreplanen, men det skal være en fælles tilgang. F.eks. at man samarbejder om at udvikle en legende tilgang som et fælles fagligt afsæt for pædagogikken i institutionen, fremfor at man har en enkelt ’legeambassadør’, der har været på kursus, pointerer Ditte Winther-Lindqvist.

”Det kræver refleksion, hvor pædagoger og ledelse kan sidde sammen og diskutere, og det kan være svært at finde tid til i dagligdagen. Men den professionelle dømmekraft skal jo kultiveres og kvalificeres i et fagligt fællesskab. Det er ikke en individuel ting. Vi kan ikke bedrive pædagogik uden fælles mål, standarder og normer, der er værdiskabende og retningsgivende for det, vi laver,” siger hun.

Central samfundsinstitution

Ifølge Ditte Winther-Lindqvist bør vi se vores dagtilbud som en fuldstændig central samfundsinstitution, der er med til at løfte vigtige samfundsmæssige dagsordner som ligestilling, demokrati, inklusion og grøn omstilling. Men ofte støder man i folkemunde og blandt politikere på den forestilling, at dagtilbuddenes opgave er at ’passe børn’, mens forældrene er på arbejde.

”De store udfordringer i samfundet skal også være det, der guider vores velfærdsinstitutioners pædagogik. Reducerer man dagtilbud til at være et sted, hvor børn bliver passet, og hvor de bliver klar til at komme i skole, overser man de potentialer, dagtilbuddet har i forhold til at præge alle børn og familier og dermed også den fælles livsudfoldelse i samfundet," siger hun og fortsætter:

"De vigtige spørgsmål om, hvordan vi omgås hinanden, hvad vores fællesskaber handler om, er helt inde i hjertet af, hvad der foregår i dagtilbud. Tænker pædagogerne f.eks. over, hvordan de taler om køn og om forældre, der adskiller sig fra normen? Det samme med bæredygtighed: Her skal vi som dagtilbud udvikle gode bud på, hvordan vi kan være rollemodeller for børnene.”

”Pædagogikken må altså være grundlæggende håbefuld, og det kræver moralsk fantasit.”

Ditte Winther-Lindqvist

Håbefuld pædagogik

Netop bæredygtighedsdagsordenen er et eksempel på, hvordan pædagogers dømmekraft indbefatter moralsk fantasi.

”Pædagoger kan jo f.eks. arbejde med, at hver gang vi sætter mad på bordet, sætter vi et aftryk på verden. Hvis man får den horisont ind, kan man f.eks. servere æbler og blommer om efteråret til frugt i stedet for ananas og kiwi. Det er jo i det små, men at man viser omhu ved at forklare børnene, hvor maden og tingene kommer fra, kan gøre en forskel for dem, så de f.eks. får en god vane med at spise årstidsbestemt,” siger Ditte Winther-Lindqvist.

Den moralske fantasi kommer ind i billedet, hvor det netop handler om at tro på, at pædagogikken kan gøre en forskel. Det dur ikke, hvis pædagogerne tænker, at det ikke nytter noget alligevel. De skal netop have fantasi til at forestille sig, at det kan spille en rolle i en større sammenhæng, pointerer hun.

”Det er oplagt i forhold til bæredygtighed, men også i forhold til omsorg. Jeg har set kedelige eksempler på små børn, der allerede var opgivet af pædagogerne. Men det er for tidligt at sige om et besværligt barn på 4-5 år: ’Ja, det løb er kørt for ham’. Jeg kan måske godt forstå, hvorfor det er svært at bevare gejsten, men det er en pædagogisk blindgyde, hvis man holder op med at have håb for børnene. På samme måde med bæredygtighed. Hvis du ikke tror på, at der er en fremtid, eller tænker, at det er lige meget, om du serverer æbler eller kiwi om efteråret, kan du ikke være et forbillede for børnene. Pædagogikken må altså være grundlæggende håbefuld, og det kræver moralsk fantasi,” siger Ditte Winther-Lindqvist.

”Når lærerne rammer balancen mellem de to slags dømmekraft, så lærer eleverne både grammatik og regneregler – samtidig med at de i glimt forstår, hvordan et digt af Inger Christensen taler om liv og død på en helt unik måde.”

Steen Nepper Larsen

En fantasi om skolen

Vender vi blikket mod skolen, er der også nok at tage fat på for fantasien, fortæller Steen Nepper Larsen. Hans bud på den ideelt indrettede skole er en skole, hvor undervisning og uddannelse ikke spændes for arbejdsmarkedets vogn, og hvor eleverne ikke testes og udprøves i tide og utide. Det er derimod en skole, hvor lærerne sammen med eleverne tager livtag med 'epokale nøgleproblemer'.

Det er et begreb, Steen Nepper Larsen henter hos den tyske pædagogiske og didaktiske tænker Wolfgang Klafki (1927 – 2016), og han mener, at i lyset af klima- og biodiversitetskrisen kunne et epokalt nøgleproblem i dag være menneskets forhold til naturen.

HVAD ER EPOKALE NØGLEPROBLEMER?

Wolfgang Klafkis betegnelse for ”tidstypiske nøgleproblemer i samtiden og den formodede fremtid.”

Som eksempler på  epokale nøgleproblemer nævner Klafki:

  • Fredsspørgsmålet
  • Miljøspørgsmålet
  • Den samfundsskabte ulighed
  • Moderne styrings-, informations- og kommunikationsmedier
  • Det enkelte menneskes subjektivitet og jeg-du-forholdet

Kilde: Wolfgang Klafki: Dannelsesteori og didaktik – nye studier (1996)

”Det involverer både spørgsmål om, hvad natur egentlig er, og hvad et menneske egentlig er, både som noget der selv er natur og samtidig uden for naturen. Når læreren arbejder med epokale nøgleproblemer, undersøger hun sammen med eleverne kategorier, vi tager for givet, og stiller spørgsmål ved praksisformer, der er blevet en selvfølge,” siger han.

I samme ånd forestiller Steen Nepper Larsen sig skolen som et laboratorium, hvor der bliver eksperimenteret med alle mulige andre begreber, synsvinkler og måder at gøre tingene på end dem, der har etableret sig som fast praksis.

”Lige meget om der står fysik eller idræt på skemaet, så er der jo i alle fag nogle grundlæggende begreber og kategorier på spil, som man kan undersøge. Det ville være mit ideal: at gøre undervisningen til laboratorier i en blanding af at cykle, løbe, lave mad, have det sjovt, danse og spille musik - og så samtidig tænke over alt dette på højt niveau og med samme intensitet som til en rockkoncert,” siger han.

Den fantastiske dømmekraft

Pointen er dog ikke, at vi skal fortabe os i fantasibilleder af en utopisk skole. Eleverne skal også lære at regne, skrive og læse. Pointen er derimod at minde om, at vi ifølge den tyske filosof Immanuel Kant har to slags dømmekraft, og at god undervisning i skolen derfor er kendetegnet ved, at eleverne og læreren sammen pendulerer mellem dem begge, forklarer Steen Nepper Larsen. 

Dømmekraft er et hverdagsbegreb, vi alle bruger mere eller mindre i flæng – men det er også et begreb, filosoffer op gennem tiden har gjort sig umage med at afklare. Ikke mindst Immanuel Kant med hans indflydelsesrige værk Kritik af dømmekraften (1790), hvor han undersøger dømmekraften: Hvori består den, hvad kan den, og hvilke begrænsninger har den?

Steen Nepper Larsen mener, der er god grund til at spille Kant-kortet: Vi er tilbøjelige til at opfatte dømmekraften for ensidigt, men Kant viser, at dømmekraften har to sider, der indgår – eller bør indgå – i et subtilt samspil: den bestemmende og den reflekterende dømmekraft. 

Først den bestemmende dømmekraft. Den består i, at vi kender nogle regler og rammer på forhånd og så bruger dømmekraften til at beskrive og forstå de erfaringer, vi gør, ud fra disse rammer og regler. Det handler om at indordne vores iagttagelser under velkendte kategorier – sortere ting i kasser, om man vil.

”Vi ser en stor hvid fugl på søen, kigger i vores fuglebog og konstaterer, at den passer til kategorien svane. Vi kender her det almene på forhånd og undgår på den måde at blive forundret eller forvirret over det særlige, for det er sådan set ’bare’ noget, der skal kategoriseres i forhold til den verden, vi allerede kender,” siger Steen Nepper Larsen.

REFLEKTERENDE OG BESTEMMENDE DØMMEKRAFT

”Dømmekraft i det hele taget er evnen til at tænke det særlige som indeholdt under det almene. Er det almene givet (reglen, princippet, loven), så er dømmekraften, der subsumerer det særlige under det almene, bestemmende … Er imidlertid kun det særlige givet, hvortil den skal finde det almene, så er dømmekraften blot reflekterende.”

Immanuel Kant: Kritik af dømmekraften (1790)

Heroverfor stiller Kant den reflekterende dømmekraft, og den er med Steen Nepper Larsens ord ’fantastisk’. Denne del af dømmekraften skal på baggrund af en erfaring af noget helt særligt, f.eks. i naturen, kunsten eller historiske begivenheder, ræsonnere sig frem til noget alment, som vi endnu ikke kender.

”Kant er her optaget af det uudgrundelige, af at der nogle gange trænger sig noget på hos os, som ikke passer ind i de kategorier, vi normalt bruger. Den reflekterende dømmekraft skal være i stand til at dvæle ved og søge at forstå det unikke, det vi ikke før har erfaret og endnu ikke har begreb for,” siger han.

Ifølge Steen Nepper Larsen bør lærerne frit kunne udøve både bestemmende og reflekterende dømmekraft sammen med eleverne.

”Eleverne skal jo også lære, hvad forskellen er på et tillægsord og et navneord, og hvad forskellen er på at gange og dividere. De skal lære de almene kategorier at kende og deres gyldighed, ellers kan tingene jo ikke fungere. Men pointen er, at de ikke kun skal lære, hvad begreberne dækker – de skal også lære evnen til at se, hvornår de ikke slår til. Det kan f.eks. være, hvad mand- og kvindekategorien dækker over i en tid, hvor nonbinære tankeformer udfordrer de overleverede kategorier," siger han og tilføjer:

"Når lærerne rammer balancen mellem de to slags dømmekraft, så lærer eleverne både grammatik og regneregler – samtidig med at de i glimt forstår, hvordan et digt af Inger Christensen taler om liv og død på en helt unik måde."

”Ingen elever bør på forhånd parkeres i et teori- eller praksisspor, tværtimod har enhver elev har ret til en rig dosering af både teoretisk viden og praktisk kunnen.”

Steen Nepper Larsen

Er du til at læse bøger eller arbejde med dine hænder?

Børn er eminente til at trylle fantasiverdener frem ved netop at lege med forholdet mellem den bestemmende og den reflekterende dømmekraft. Men i de voksnes hænder indsnævres dømmekraft ofte til bestemmende dømmekraft, langt fra børnenes ubevidste leg med dens to former. Når regeringen i sit folkeskoleudspil fra 2023 talte om at indsætte den professionelle dømmekraft i ære og værdighed, er der derfor ifølge Steen Nepper Larsen grund til at være mistænksom: Hvilken form for dømmekraft er der mon tale om?

Skal læreren f.eks. bruge sin dømmekraft til at vurdere, om en elev vil være bedst tjent med at gå i juniormesterlære? Den politiske aftale om folkeskolen, der blev indgået i marts i år, lægger op til, at elever i udskolingen kan vælge at gå ind på et praktisk spor med juniormesterlære og ’en reduceret fagrække, der som minimum omfatter dansk og matematik’, som det hedder i aftalen. Med andre ord bliver det muligt allerede i 8. klasse at dele eleverne op i to kategorier: dem, der har sans for det praktiske, og dem der har sans for det teoretiske.

”Der er ikke noget galt i at komme i erhvervspraktik og få praktiske erfaringer med håndværk, tværtimod. Men det er noget galt i på den måde at gøre det boglige og det praktisk-håndværksmæssige til modsætninger, og i at lærerne skal medvirke til at kategorisere eleverne i en tidlig alder. Professionel dømmekraft bliver i så fald udøvelse af bestemmende dømmekraft, hvor det drejer sig om at få eleverne placeret på de rigtige hylder. Men ingen elever bør på forhånd parkeres i et teori- eller praksisspor, tværtimod har enhver elev har ret til en rig dosering af både teoretisk viden og praktisk kunnen,” siger Steen Nepper Larsen.

”Det er netop, når man kan sin logik, at man også kan sætte sig fri af den. Man må kende grænserne for at kunne fantasere sig ud i det grænseløse.”

Steen Nepper Larsen

”Logik er kedelig, fantasi er grænseløs”

I familie med den indbildte modsætning mellem teori og praksis er også forestillingen om, at fantasi og logik er modsætninger, og at børns leg er udtryk for den rene og ægte fantasi, der ikke bliver spoleret af abstrakte begreber. Men børns fantasi er ikke kun indre billeder af noget, der ikke findes i virkeligheden. Den hænger tæt sammen med både sproglig og kropslig udvikling, og den er tæt knyttet til den sociale og materielle verden, pointerer Steen Nepper Larsen.

”Når børn leger fantasilege, leger de ofte både med sproget og de fysiske genstande i verden. De udvikler deres kommunikative evner ved at udfordre vante kategorier: hvem er faren, hvem er moren, hvem bestemmer, hvem er med? Kan en gren være en pistol, og kan en stol være en måneraket? De afprøver kraften i ordene, de tildigter hinanden alle mulige sociale roller, som de ikke selv har som børn. De opøver hinanden gradvist i sociale regler, som de indimellem slår sig på. På den måde udforsker børn både normer, sprog og materialitet gennem fantasilegen, ligesom de lærer deres kroppe at kende,” siger han.

Fantasi er altså evnen til at forestille sig alt muligt, hvor indre billeder, sprog, kropslighed, materialitet og socialitet er tæt vævet sammen. Men fantasien kan nemt tage skade, f.eks. når vi i stedet for at se den som en integreret del af dømmekraften giver os til at instrumentalisere den, dvs. udskille den som en særlig kompetence. Det så vi blandt andet i de forestillinger om globalisering og vidensamfund, der var toneangivende i 00’erne, bl.a. i Globaliseringsrådet, forklarer Steen Nepper Larsen.

”I erkendelse af, at vi var på vej væk fra industrisamfundet, talte man om de kreative kompetencer og fantasien til at finde på nye produkter. Fantasi og kreativitet blev opfattet som en særlig mental kapacitet, der stod i modsætning til det materielle. Det blev knyttet til digitalisering og den teknologiske udvikling i det hele taget, hvor drømmen var, at vi havde vores egen Silicon Valley, hvor vi på afstand af materialitet og produktion kunne sidde og spytte idéer til bedre huse, bedre vindmøller og bedre alt muligt ud,” siger han.

DEN SOCIOLOGISKE FANTASI

”Jeg må minde dig om, at den sociologiske fantasi i vid udstrækning består i evnen til at kunne gå fra ét perspektiv til et andet og undervejs udvikle et adækvat syn på samfundets totalitet og dets komponenter. Det er naturligvis denne fantasi, der adskiller samfundsforskeren fra den rene og skære tekniker. Dygtige teknikere kan oplæres i løbet af få år. Den sociologiske fantasi kan også opdyrkes, og som regel er den produktet af en anseelig mængde, ofte rutinepræget arbejde.”

Charles Wright Mills: Den sociologiske fantasi (1959)

Men fantasi er ikke noget i sig selv, løsrevet fra vores sproglige, materielle og kropslige omgang med verden. Steen Nepper Larsen henviser til den amerikanske sociolog Charles Wright Mills, der i sit hovedværk Den sociologiske fantasi fra 1959 skrev, at fantasien må opdyrkes og som regel er ’produktet af en anseelig mængde, ofte rutinepræget arbejde.'

”Hvis man vil sætte fantasien fri, slipper man ikke for at gå via den bestemmende dømmekraft. Eller, som jeg plejer at sige, du må først tilegne dig den overleverede viden og dannelse, hvis du vil overskride den kritisk. Du må lære at male naturalistisk, før du kan lave et surrealistisk maleri,” siger Steen Nepper Larsen. 

’Al magt til fantasien’. Sådan lød ungdomsoprørets slogan i 1968. Men hvis fantasien skal til magten, må den altså gå i skole først. Modsætningen mellem fornuft og logisk tænkning på den ene side og fantasi på den anden er falsk – selvom man hele tiden støder på den, pointerer Steen Nepper Larsen. I det tyske tidsskrift ZEITmagasin kunne man f.eks. lige før jul læse et portræt af den finske skuespiller Alma Pöysti, hvor hun udtaler: ”logik er kedelig, fantasi er grænseløs”.

”Det kan godt være, det er rigtigt, men det er i hvert fald også forkert. Det er netop, når man kan sin logik, at man også kan sætte sig fri af den. Man må kende grænserne for at kunne fantasere sig ud i det grænseløse,” siger Steen Nepper Larsen.

Læs mere

Ditte Winther-Lindqvist: Omsorg i pædagogisk arbejde. Hans Reitzels Forlag, 2023

Steen Nepper Larsen: Al magt til fantasien 2.0. Unge Pædagoger nr. 4, 2020

Carsten Henriksen: En nation af kreativitetsslaver. Asterisk nr. 59, 2011

STEEN NEPPER LARSEN

Lektor ved DPU, Aarhus Universitet. Han forsker bl.a. i videnskabsteori, dannelsestænkning, uddannelsespolitik og pædagogisk filosofi. Han underviser på DPU‘s bachelor- og kandidatuddannelse i Uddannelsesvidenskab.

DITTE WINTHER-LINDQVIST

Lektor i udviklingspsykologi på DPU, Aarhus Universitet, og UNESCO Chair. Hun forsker i børns leg og legekultur og omsorg i et etisk og pædagogisk perspektiv, hvor også verdensomsorg indgår. Hun underviser på DPU’s Kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi og er tilknyttet Levende Legekultur-indsatsen i samarbejde med Gerlev Center for Leg og Bevægelse.



NR. 107

TEMA: PROFESSIONEL DØMMEKRAFT

APRIL 2024