Asterisk nr. 104 - marts 2023
Bedre inklusion og elever med et mere nuanceret blik for viden og deres muligheder i livet. Det er nogle af de potentialer, der ifølge forskningen ligger i øget praksisfaglighed i skolen. Samtidig imødekommer praksisfaglighed en politisk ambition om, at flere elever skal søge ind på erhvervsskolerne. Men er det skolens opgave at uddanne til specifikke uddannelsesretninger? Asterisk vender praksisfagligheden med to didaktikforskere.
Lyt til artiklen
Det er som om, vi har glemt værdien af godt håndværk. Vi skal have en skole, hvor der er plads til både det praktiske og det boglige. Erhvervsuddannelserne skal være førstevalget for mange flere.
De ord var blandt dem, statsminister Mette Frederiksen valgte at bruge i sin nytårstale.
Men takterne i retning af en folkeskole, hvor det praktiske fylder mere, og hvor flere elever finder vej til en erhvervsuddannelse, er langt fra nye. Tilbage i 2018 indgik den daværende regering en aftale om at styrke det, man med et samlet begreb kaldte praksisfagligheden i folkeskolen. Med aftalen fulgte konkrete initiativer blandt andet flere praktisk-musiske fag, obligatorisk prøve i et praktisk-musisk fag og krav om, at praksisfagligheden skulle styrkes i projektopgaven.
Siden har flere forskningsprojekter undersøgt, hvordan praksisfaglighed kan forstås pædagogisk og didaktisk – og hvordan den kan styrkes i undervisningen.
Julie Borup Jensen er professor ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet og har stået i spidsen for forskningsprojektet Praksisfaglighed i skolen. Her bad man en række lærere fra både folkeskoler og erhvervsskoler om i fællesskab at definere praksisfaglighed og undersøge, hvordan den ville kunne styrkes i fagene.
”Erhvervsskolelærerne udgjorde en særlig ressource, fordi de har en erfaring med at tænke fagene anvendelsesorienteret,” fortæller Julie Borup Jensen og fremhæver, at praksisfaglighed ikke bare handler om at sætte flere praktiske fag på skoleskemaet.
”Praksisfaglighed er ikke et fag. Praksisfaglighed er, når der ligger nogle kropslige erfaringer til grund for fx at kunne forstå matematik. Det er undervisning, der tager udgangspunkt i den oplevede hverdag og herfra kobler forskellige fagligheder på. Det er en måde at tænke mere helhedsorienteret på og en mulighed for at tænke fagene sammen,” forklarer Julie Borup Jensen.
Hun mener, at kravet om styrket praksisfaglighed i folkeskolen kan bruges til at få fokus på, at viden bygges op på mange måder og handler om andet end at klare sig godt i en test.
Flere af de folkeskolelærere, der deltog i projektet, sagde: ”Nu kan jeg pludselig huske, hvorfor jeg blev lærer. Det var for at give eleverne mod på livet”. De blev mindet om, at det ikke kun handler om fælles mål og høje karakterer, men også om at have fokus på, hvem eleverne er, hvilke potentialer de har – og hvad de har lyst til,” siger Julie Borup Jensen.
”Praksisfaglighed er, når der ligger nogle kropslige erfaringer til grund for fx at kunne forstå matematik. Det er undervisning, der tager udgangspunkt i den oplevede hverdag og herfra kobler forskellige fagligheder på.”
Julie Borup Jensen
I 2018 indgik VLAK-regeringen sammen med en række andre partier en aftale om styrket praksisfaglighed i folkeskolen, for at sikre, at alle elever får mulighed for at arbejde med deres praksisfaglige kompetencer i folkeskolen.
Af bemærkningerne til den vedtagne lov om styrket praksisfaglighed fremgår det, at praksisfaglighed dækker over en bred vifte af færdigheder og kompetencer. Praksisfaglighed skal i denne sammenhæng forstås som:
• Praktiske færdigheder og kreativitet
• Arbejdskendskab, arbejdspladsfærdigheder og virketrang
• Værkstedsfærdigheder
• Færdigheder i at kunne skifte perspektiv mellem del og helhed
• Færdigheder i at kunne anvende teorier i praksis
(Kilde: Praksisfaglighed i skolen, EVA, 2019)
Konkret mundede Julie Borup Jensens forskningsprojekt ud i, at man udviklede en model, der definerede tre elementer, der skulle være til stede i undervisningen, for at man kunne tale om praksisfaglighed, nemlig krop/erfaring, teori/fag og handling/produkt.
Julie Borup Jensen forklarer, at praksisfaglighed på den måde kombinerer tre forskellige typer af vidensopbygning.
”Man nøjes ikke med at lave billedet eller mini-lejligheden, som man ville gøre i et æstetisk fag. Man skal også vide, hvorfor man har gjort, som man har gjort. Der skal så at sige komme noget ud af munden på eleven. Både det faglige og det kropslige skal være til stede i forhold til det konkrete produkt, eleverne skaber,” siger hun.
Modellen kan bruges til at planlægge undervisningsforløb og til refleksion over praksis. Hun opfordrer til at bruge omgivelserne uden for skolen som udgangspunkt for den praksisfaglige undervisning.
”En gåtur i skoven har fx mange forskellige faglige symbolsprog. Det kan være biologi, hvor man undersøger arterne i et habitat. Det kan være matematik, hvor man regner ud, hvor mange dyr der er. Eller dansk, hvor man formulerer oplevelsen som et digt eller en novelle – eller billedkunst, hvor man tegner eller maler. Det er den samme oplevelse. Men den kan danne udgangspunkt for mange forskellige fag,” siger Julie Borup Jensen og fremhæver, at man på den måde tager udgangspunkt i praksis og herefter overføre det til fagene.
Og netop her oplevede Julie Borup Jensen, at de folkeskolelærere, der deltog i forskningsprojektet, kunne lære noget af erhvervsskolelærerne, som med deres egne ord: ’Gør noget, og så ser vi, hvordan fagligheden kommer i spil’. Folkeskolelærerne var mere vant til at tænke faget først.
Efter projektets afslutning har Julie Borup Jensen og hendes forskerkolleger turneret rundt med modellen. Og nogle steder er de blevet mødt med: ’Er det ikke bare gammel vin på nye flasker?’ Men selv om praksisfaglighed griber tilbage i gamle traditioner for erfaringsbaseret pædagogik, rummer den også nyt.
”Det er jo ofte sådan med forskning, at man nyfortolker noget, der har eksisteret i 100 år. Noget, der var værdifuldt engang, men som man så lidt havde glemt. Det nye i praksisfagligheden er, at det kombinerer forskellige typer af vidensopbygning.”
”Praksisfaglighed er i bund og grund et policy-begreb, der er indført med et smalt fokus på at styrke erhvervsuddannelserne. Og jeg mener faktisk, at det er et overgreb på folkeskolen.”
Lars Emmerik Damgaard Knudsen
Lars Emmerik Damgaard Knudsen er lektor på DPU, Aarhus Universitet, og har blandt andet forsket i teori/praksis, Åben Skole og kropslighed. Han mener, at den fortolkning af praksisfaglighed, som blandt andre, Julie Borup Jensen har lavet, kan være med til at udvikle folkeskolens undervisning i positiv retning, hvor den praksisnære tilgang spiller sammen med teori.
Men overordnet er han kritisk over for den politiske aftale om styrket praksisfaglighed i folkeskolen.
”Praksisfaglighed er i bund og grund et policy-begreb, der er indført med et smalt fokus på at styrke erhvervsuddannelserne. Og jeg mener faktisk, at det er et overgreb på folkeskolen,” siger han og uddyber:
”Der står ikke noget sted i folkeskolens formål, at den er rettet mod nogen bestemt uddannelse. Men i aftalen om styrket praksisfaglighed står der helt eksplicit, at nu skal folkeskolen dreje sig ind mod erhvervsuddannelsen. Og det kommer fra de samme mennesker, som siger, at folkeskolen er for meget rettet hen mod STX (det almene gymnasium, red.). Men ingen af delene er i orden,” siger han.
Fremfor at påtvinge folkeskolen at løse erhvervsuddannelsernes udfordring bør man, ifølge Lars Emmerik Damgaard Knudsen, løse problemet der, hvor det er. Nemlig på erhvervsskolerne.
”De har haft problemer med at tiltrække de unge de sidste 30 år. Det er særligt en udfordring lige nu, fordi vi har små årgange. Men det har i mange år været et problem, at man ikke kunne være sikker på at kunne komme i praktik, at der ikke er et socialt miljø, og at didaktikken halter. Det hverken kan eller skal folkeskolen løse gennem en aftale om praksisfaglighed, der endda ikke indeholder nogen initiativer, der kunne skabe en mere praksisnær undervisning,” siger Lars Emmerik Damgaard Knudsen.
”Vi kan ikke dreje undervisningen i folkeskolen et sted hen, hvor vi siger, at nu skal praksis være dominerende.”
Lars Emmerik Damgaard Knudsen
Han peger på et initiativ som Åben Skole, der blev indført med skolereformen i 2013. Her var der tale om et reelt initiativ, hvor eksterne aktører skulle bidrage til at opfylde skolens formål og mål. Det kunne være gennem besøg på museer, naturcentre eller lokale virksomheder.
”Åben skole tilbyder en anden måde at undervise på helt andre steder, med helt andre materialer og med helt andre undervisere, der giver det faglige fokus en ny dimension. Den slags initiativer er udviklende for undervisningen i folkeskolen. Men der ligger ingen konkrete initiativer i aftalen om styrket praksisfaglighed, der fremmer praksisnærhed og samspil med omverdenen,” siger Lars Emmerik Damgaard Knudsen og peger på, at der faktisk tværtimod ligger en fare for at teoretisere de praktisk-musiske fag ved at gøre dem til prøvefag.
Lars Emmerik Damgaard Knudsen efterlyser i det hele taget en refleksion over relationen mellem teori og praksis i udspillet om praksisfaglighed i skolen.
”Vi kan ikke dreje undervisningen i folkeskolen et sted hen, hvor vi siger, at nu skal praksis være dominerende. Der skal være en vekselvirkning. Nogle gange kan man isolere teori og praksis, og andre gange lader man dem arbejde sammen. Der mangler en grundlæggende refleksion over, hvordan praksis forholder sig til teori.”
Tilbage hos Julie Borup Jensen lever håbet om, at fokus på praksisfaglighed kan minde lærerne om, at der er flere måder at akkumulere viden på. Og allerede nu ser hun faktisk en forskel.
”Når jeg i dag kommer rundt på skolerne, kan jeg se, at man i højere grad tænker anvendelsesorienteret på fag. Det var ikke det, vi så, da vi gik i gang med vores forskningsprojekt i 2018,” siger hun og fortsætter:
”Jeg ved godt, at kravet om praksisfaglighed er kommet ud fra et ønske om at få flere elever på erhvervsskolerne. Men mit håb er, at det samtidig kan tematisere, at når du udelukkende arbejder for, at eleverne klarer sig godt i test, så skaber du en meget snæver deltagelsesbane, som mange elever risikerer at falde udenfor. Hvis du accepterer, at viden er mere end det, skaber du flere muligheder for deltagelse og dermed inklusion.”
Samtidig håber hun, at den forståelse af praksisfaglighed, som blandt andet hendes projekt peger på, kan være med til at ændre på det uddannelseshierarki, der kendetegner ungdomsuddannelserne.
”Jeg håber, at det kan være med til at lægge en anden værdi i den praktiske tilgang. Det behøver ikke at være sådan, at fordi man ikke har nemt ved det boglige, så må man hellere komme på erhvervsskolen. Det der uddannelseshierarki skyldes, at vi opfatter viden meget snævert. Viden er så meget mere end at kunne læse en tekst,” siger hun og fastslår, at der ligger en formidlingsopgave – ikke mindst i forhold til forældre.
Endelig håber hun, at det skubber til, at eleverne ser andre muligheder for deres livsbane.
”Jeg blev selv først violinist, så sygeplejerske og til sidst forsker. Hvis eleverne kun lærer sig selv at kende på en boglig måde, hvordan skal de så vide, hvad de har af muligheder, kompetencer, evner og lyst? Hvis eleverne aldrig lærer sig selv at kende med en sav eller et musikinstrument, så bliver deres egne forestillinger om de spor, de kan lægge for deres vej i livet, meget snævre.”
Lars Emmerik Damgaard Knudsen m.fl.: 'Åben Skole', Syddansk Universitetsforlag, 2020
Julie Borup Jensen m.fl.: Perspektiver på praksisfaglighed – Skoleudvikling og forandring på tværs, Aalborg Universitetsforlag, 2022
Professor i organisatorisk og professionel udvikling gennem kreative og æstetiske processer ved Aalborg Universitet. Hun er leder af forskningsgruppen Capacity Building and Evaluation ved Institut for Kultur og Læring. Hun forsker i kreative og æstetiske aspekter af organisatoriske læreprocesser.
Ph.d. og lektor i didaktik – materiel kultur på DPU, Aarhus Universitet. Han forsker blandt andet i samspillet mellem teori og praksis, Åben Skole, kropslighed og dannelse.
NR. 104
TEMA: Arbejdspædagogikkens genkomst
MARTS 2023
