Asterisk nr. 106 - oktober 2023
Den obligatoriske seksualundervisning i den danske grundskole har fejret 50-års fødselsdag. Men mens den på papiret er i god form, ser det anderledes ud i praksis. Hvorfor er det så svært at undervise i sex? Tre forskere giver deres bud på, hvad der skal til for at skabe en tidssvarende seksualundervisning, hvor eleverne både lærer at forholde sig til egne rettigheder og grænser, at se seksualitet som en kilde til begejstring og at agere i et samfund, hvor krop, køn og seksualitet fylder stadig mere.
Lyt til artiklen
Hvordan finder jeg ud af, hvilket køn jeg identificerer mig med? Er min krop ok? Og hvordan mærker jeg, at mine grænser er overskredet? Vi lever i en tid med flydende kønsidentiteter. Seksualiteten er blevet ’plastisk’ og er ikke længere primært knyttet til reproduktion, men derimod til individets selvudfoldelse og udvikling. Også familieformerne er langt mere mangfoldige end tidligere.
Samtidig bugner internettet med porno, og sociale medier skaber nye udfordringer. Med blot et klik kan man dele og videresende nøgenbilleder, og gennem filtre og andre effekter skabes der skønhedsidealer, der kan være svære at leve op til.
Børn og unge vokser op i et samfund, der er karakteriseret ved kompleksitet og mangfoldighed. Hvor grundskolens seksualundervisning år tilbage primært havde fokus på at forebygge graviditeter og sexsygdomme, skal den i dag også klæde eleverne på til at navigere og forholde sig kritisk – både on- og offline. Og den skal udvikle elevernes forståelse for seksualiteten som en ressource og en kilde til begejstring.
Det skal den blandt andet gøre ved at udvikle den enkelte elevs kritiske sans og kompetencer til at fremme sundhed og trivsel samt elevens engagement, selvtillid, livsglæde og identitet, som det hedder i Børne- og Undervisningsministeriets Fælles Mål for seksualundervisningen fra 2019.
”Når lærerne ikke er klædt på til at undervise i faget – og måske ikke engang kender til dets formål – så er det nemt at forfalde til en lidt kedsommelig form for undervisning, hvor man udelukkende snakker om krop og risiko.”
Christian Graugaard
Men ser man på evalueringerne af ’sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab’, som faget korrekt hedder, ser det ikke så godt ud. Meget få skoler lever op til målene og gør, hvad ministeriet gerne vil have, fortæller Christian Graugaard, der er læge og professor ved Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet.
”Fælles Mål lægger op til en seksualundervisning, der er kritisk, konstruktiv og frigørende. Målene opfordrer læreren til at undervise i seksualitet i bred forstand. At seksualitet ganske vist er noget, der udspringer i kroppen, men at kroppen altid bor i relationerne og i samfundet. Altså en bio-psyko-social tilgang. Men på mange skoler fokuserer undervisningen fortsat på krop, biologi og risikoforebyggelse alene,” siger han.
Christian Graugaard var en af initiativtagerne til den store undersøgelse Projekt SEXUS, der i 2017-18 undersøgte den danske befolknings seksuelle erfaringer og samspillet mellem sundhed, livsstil og seksualitet. Undersøgelsen bekræftede, at der er en tæt sammenhæng mellem vores generelle sundhed og trivsel og vores seksualliv. Desuden viste den, at 95 procent af de 15-24-årige danskere har modtaget seksualundervisning i deres grundskoletid, men at godt fire ud af ti vurderede, at de ikke havde kunnet bruge den til noget.
Seksualundervisning er et timeløst fag, og det er, ifølge Christian Graugaard, en af årsagerne til, at det står så skidt til med seksualundervisningen i grundskolen. Idéen med at gøre faget timeløst var oprindeligt, at det skulle være et tværfagligt anliggende, men i stedet falder faget mellem flere stole, og det er blevet tilfældigt, hvem der tager ansvaret for det. Hvis nogen overhovedet. Og ofte er lærerne ikke klædt på til at undervise i faget.
Seksualundervisning tilbydes kun som et frivilligt kursus på læreruddannelsen, og der er heller ikke mange lærere, der kommer på efteruddannelse, forklarer Christian Graugaard.
”Når lærerne ikke er klædt på til at undervise i faget – og måske ikke engang kender til dets formål – så er det nemt at forfalde til en lidt kedsommelig form for undervisning, hvor man udelukkende snakker om krop og risiko. Om sikker sex, sexsygdomme og uønsket graviditet. At seksualiteten også er et sprog, vi kan tale med andre mennesker, og en kilde til glæde og begejstring og en ressource i vores liv, bliver til gengæld trængt i baggrunden,” siger han.
Emnet sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab er et obligatorisk emne i folkeskolen fra børnehaveklasse til 9. klasse. Seksualundervisning har ikke eget timetal, men integreres i skolens øvrige obligatoriske fag.
Fra skoleåret 2023/24 er seksualundervisning blevet obligatorisk på de gymnasiale uddannelser.
Kilde: UVM.dk
Selv om seksualundervisningen først blev obligatorisk i 1970, har man talt om seksualitet, køn, krop og familieliv lige så længe, som vi har haft en skole i Danmark.
”Den har ikke været formaliseret og skemalagt, men man har haft seksualbelæring siden den danske skoles start i 1814. Helt frem til 1970’erne bar undervisningen dog præg af advarsler, formaninger og løftede pegefingre. Hvis man skal skære det ud i pap, så var seksualundervisningens sigte meget længe, at eleverne – og specielt pigerne – skulle lære at sige nej, mens drengene skulle lære at holde deres farlige drifter i ave,” fortæller Christian Graugaard.
Efter 1. verdenskrig tog diskussionen om skolens rolle i ’seksualbelæringen’ dog for alvor fart, fortæller Christian Graugaard. Spørgsmålet om mindreåriges seksuelle sundhed blev nemlig et centralt spørgsmål for periodens kulturradikale.
”Bevægelsen havde det frie og frisindede menneske som sin mærkesag. Man var – stærkt inspireret af Freuds psykoanalyse – optaget af at udvikle de bedst mulige betingelser for børn og unges seksuelle sundhed. Ikke overraskende mødte de kulturradikale dagsordener massiv skepsis. Men de betød, at kravet om moderne seksualoplysning i skolerne vandt terræn, og at seksuallivets glæder og udfordringer hyppigere kom på dagsordenen i klasseværelserne,” siger han.
I 1945 gik Københavns skoledirektion enegang og udsendte et cirkulære, der påbød kommunens lærere at yde seksualbelæring senest ved udgangen af 7. klassetrin. Hovedvægten skulle lægges på ’kønslivets biologiske aspekter og spørgsmålet om prævention’.
”Seksualitet er en menneskelig ressource, en vigtig identitetsskaber og en kilde til fællesskab – og noget, der udvikler sig livet igennem. Det er på høje tid, at seksualundervisning får den tilgang.”
Christian Graugaard
Men der skulle gå årtier, før den obligatoriske seksualundervisning holdt sit indtog i grundskolen nationalt. Det skete i 1970 – i en tid, der bød på ændringer i den måde, vi levede på, og i synet på krop og seksualitet. Kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Vi fik fri abort, præventionsmidler og kropslig selvbestemmelse. Det satte sit præg på, hvordan seksualundervisningen udviklede sig op igennem 1970’erne, fortæller Christian Graugaard.
”De mere frie og antiautoritære livsformer spredte sig naturligvis til de yngre lærere, og det gjorde, at noget mere legende og lystfuldt blev bragt ind i fagets pensum. Sex handlede stadig om forplantning, men også om livsglæde og liderlighed. Det ser man tydeligt i en klassiker som ’Elle-belle-bolle bogen’, som udkom i 1973, og som var fuld af sanselige og meget eksplicitte illustrationer,” fortæller han.
1970’ernes positive og mere lystfulde seksualundervisning bed sig imidlertid ikke fast. Blandt andet skabte 1980’ernes fokus på HIV og AIDS ifølge Christian Graugaard en ’formaningspædagogik’ med fornyet fokus på smittespredning og følgerne af ubeskyttet sex.
Men også i dag er seksualundervisning arena for en tovtrækning mellem de to traditioner, hvor en konservativ tilgang med fokus på forebyggelse, trods intentioner om det modsatte, mange steder vinder over det, Christian Graugaard, kalder den kulturradikale eller positive tilgang. Eller ’ja-traditionen’.
”Seksualitet er en menneskelig ressource, en vigtig identitetsskaber og en kilde til fællesskab – og noget, der udvikler sig livet igennem. Det er på høje tid, at seksualundervisning får den tilgang,” siger han og forklarer, at den positive tilgang udspringer af WHO’s forståelse af sundhed, hvor sundhed ikke blot er fravær af sygdom, men derimod en tilstand af fysisk, mental og social trivsel, trods kriser og belastninger.
”Seksualundervisningen skal finde sted i alle skolens mange rum og fag, i det daglige møde med andre børn og voksne. Fx taler vi lige nu meget om regnbuefamilier, og at nogle har mange forskellige forældre. Men det afspejler sig ikke på fx Aula, hvor der kun er én mor og én far.”
Venka Simovska
Venka Simovska er professor i skoleudvikling, læring og trivsel på DPU. Hun har gennem mange år forsket i kritisk sundhedspædagogik og er medlem af Børne- og Undervisningsministeriets advisory board for den nationale indsats for styrkelse af sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab i folkeskolen. I perioden 2022-2024 skal de udvikle lærematerialer og didaktiske værktøjer, der kan hjælpe lærere med at integrere seksualundervisning i alle fag.
Hun peger ligesom Christian Graugaard på, at det på papiret går godt med seksualundervisningen i Danmark – med gode mål og vejledning til lærerne i Fælles Mål – men at det halter i praksis. Og ligesom Christian Graugaard mener hun, at god seksualundervisning anno 2023 skal sigte langt bredere end på krop og prævention.
”Det handler også om relationer, grænser, identitet, rettigheder og respekt. Verden ændrer sig, og det skal selvfølgelig reflekteres i undervisningen,” siger hun.
Hvor seksualundervisningen tidligere skulle opdrage nye generationer til at overtage samfundets bærende normer og værdier, skal eleverne, jf. Fælles Mål, i dag lære at møde mangfoldighed med anerkendelse og respekt. De skal lære at reflektere over og vurdere normer og rettigheder vedrørende krop, køn og seksualitet. Og i fællesskab at kunne udfordre normer, der opleves for snævre.
Det fordrer, ifølge Venka Simovska, en normkritisk pædagogik, hvor man undersøger og synliggør normerne – og forholder sig kritisk til, hvordan de både kan privilegere og marginalisere.
Hun refererer til den hollandske professor i pædagogik Gert Biesta (1957-) for at forklare, hvordan man kan skabe en sådan kritisk seksualundervisning,
Biesta taler om uddannelsens tre forskellige dimensioner, nemlig kvalificering, socialisering og subjektivering. Mens kvalificering handler om at tilegne sig viden og færdigheder, handler socialisering om at blive indført i samfundsmæssige normer og have adgang til sociale fællesskaber. Subjektivering handler om, at man er i stand til at overskride de herskende sociale regimer og handle ansvarligt i mødet med andre, der er forskellige fra en selv.
”Pointen er, at god undervisning rummer alle tre aspekter, men at balancen oftest tipper over til fordel for kvalificering – og til en vis grad også socialisering. Det gælder ikke mindst for seksualundervisningen,” siger Venka Simovska.
Skal de to andre dimensioner prioriteres, må man, ifølge Venka Simovska, give eleverne mulighed for at møde forskellighed og invitere dem til kontinuerlig refleksion over det anderledes.
”Det er ikke noget, der kun skal foregå i klasselokaler. Seksualundervisningen skal finde sted i alle skolens mange rum og fag, i det daglige møde med andre børn og voksne. Fx taler vi lige nu meget om regnbuefamilier, og at nogle har mange forskellige forældre. Men det afspejler sig ikke på fx Aula, hvor der kun er én mor og én far. Skolen må forstås som et sammenhængende økosystem, hvor en bred vifte af faktorer kan virke henholdsvis fremmende og hæmmende for seksualundervisningen,” siger hun og fremhæver desuden, at en handlingsorienteret undervisning, hvor eleverne får øvelse i at iværksætte handlinger, der skaber forandring, bør stå centralt i undervisningen.
Konkret foreslår hun at bruge den didaktiske model IVAC, der har været brugt internationalt til at skabe deltagelses- og handlingsorienteret undervisning inden for sundhedsundervisning.
Venka Simovska peger på, at en vigtig dimension i seksualundervisningen er, at eleverne lærer at handle. Hun foreslår at bruge den didaktiske model IVAC til at skabe ramme om en deltagelses- og handlingsorienteret seksualundervisning.
Modellen lægger op til, at eleverne i fire faser – undersøgelse, visioner, handling og forandring – reflekterer over et emne, fx billeddeling på nettet, der har gjort, at flere unge har fået overskredet deres grænser. Først skal de i grupper undersøge problemstillingen, derefter tegne et billede af de optimale løsninger. Endelig skal de undersøge handlemuligheder og barrierer – og til sidst evaluere den løsning, de har peget på. Har de faktisk opnået den ændring, de ønskede? Og er den bæredygtig?
Også Christian Graugaard peger på, at det er vigtigt at inddrage hele skolen for at skabe en vellykket seksualundervisning:
”Der må være overensstemmelse mellem det, der foregår i klasselokalet, og det, der foregår på skolen generelt. Seksualundervisning er en fantastisk mulighed for at tale om seksuelle og kønslige spilleregler på skolen. Hvis man i seksualundervisningen diskuterer inklusion og mangfoldighed, nytter det ikke noget, at man så kommer ud i frikvarteret og oplever mobning i forhold til krop, seksualitet og kønsidentitet,” siger han og understreger, at det derfor også er vigtigt, at seksualundervisningen er integreret i hele skolen – og ikke noget, der kommer drypvist eller udliciteres til eksterne kræfter.
”Mange steder er den eneste seksualundervisning, der foregår, knyttet til Uge Sex, som organisationen Sex & Samfund hvert år inviterer til og også laver undervisningsmateriale til. Uge Sex er en god opfindelse, fordi den betyder, at de fleste skoler i hvert fald en gang om året forholder sig til seksualundervisning. Men den risikerer også at blive en sovepude. Uge Sex bør kun være en indgangsport til det, der skal foregå på skolen resten af året,” siger han.
Kirsten Hyldgaard er filosof og lektor på DPU, Aarhus Universitet. Hun mener, at indgangen til at forstå, hvorfor det står så skidt til med seksualundervisningen, er at se på, hvordan faget skiller sig ud fra andre fag. Hvad er det, der gør det svært for lærerne at undervise i seksualitet?
Hun har netop sat gang i forskningsprojektet Blufærdighed og nydelse – modstand i seksualundervisningen, hvor hun gennem interviews med lærere vil undersøge dette spørgsmål. Men som projekttitlen indikerer, har hun allerede en tese.
”Min antagelse er, at det udfordrer lærernes professionalisme at skulle undervise i seksualitet,” siger hun og uddyber:
”Ideelt set er pædagogiske forhold afseksualiserede, og ideelt set har lærernes køn og seksuelle orientering ikke nogen betydning, når de underviser. Men når man underviser i seksualundervisning, kan det næppe undgås, at egen seksualitet kommer på tale; hvis ikke eksplicit, så i hvert fald implicit. Det er en udfordring for læreres professionelle position, og det gør det potentielt blufærdighedskrænkende at undervise i faget,” siger hun.
En lærer, der i egen selvforståelse er homoseksuel, kan være et eksempel på, hvor svært det kan være at undgå at inddrage sit privatliv – eller at man i hvert fald bliver tvunget til at tage stilling til, om og hvordan man vil inddrage det.
”Der kan være mindst tre indstillinger til, hvordan man som lærer ønsker at bringe sin seksualitet i spil. Man kan anse det for at være en privatsag og mene, at offentliggørelse vil forstyrre undervisningen. Eller det kan være, at man offentliggør sin seksuelle orientering for at vise eleverne, at den ikke betyder noget særligt. Og endelig kan det være, at man fortæller det for at vise, at køn og seksuel orientering gør en forskel for, hvordan verden fremtræder for én og for, hvordan man kan være i verden,” siger hun og understreger, at hun ville kunne forsvare alle tilgange. Der er ikke noget entydigt svar på spørgsmålet.
”Men hvad nu hvis man mener, at det er en privatsag eller irrelevant, skal man så foregive, at man ikke er homoseksuel eller, direkte adspurgt, lyve? Og hvad nu hvis, det ikke er ganske klart for én selv, hvad ens seksuelle orientering er?” spørger hun.
”Vi må anerkende, at lærere er blufærdige, og at de har gode grunde til at være det. Gør man ikke det, kan man forestille sig, at lærernes forsvar netop vil være fortsat at undgå at undervise i faget og dermed undgå problemstillingen.”
Kirsten Hyldgaard
Kirsten Hyldgaards teser bygger på en psykoanalytisk tilgang, hvor seksualiteten altid har et mellemværende med moralen: Seksualiteten kommer aldrig fri af at være på kant med det moralsk acceptable og det lovlige. Dette mellemværende står ikke nødvendigvis den enkelte klart, og derfor tror hun heller ikke, at man kan skabe en seksualundervisning med en tilgang til seksualitet, der kun er positiv, og hvor man har overvundet alle konflikter.
”I seksualiteten er der ikke noget, der kun er lystfyldt og til gensidig glæde. Der vil altid være noget potentielt grænseoverskridende. Konflikten skyldes ikke kun bornerthed og konservatisme. Den vil altid kunne give anledning til forlegenhed. En betingelse for at forbedre seksualundervisningen må derfor være, at man anerkender, at ingen – hverken lærere eller elever – kan have et uproblematisk og transparent forhold til egen seksualitet,” siger hun og fortæller, at hun i første omgang har afgrænset sit forskningsprojekt til udelukkende at fokusere på lærerne.
”Vi må anerkende, at lærere er blufærdige, og at de har gode grunde til at være det. Gør man ikke det, kan man forestille sig, at lærernes forsvar netop vil være fortsat at undgå at undervise i faget og dermed undgå problemstillingen,” siger hun og fremhæver, at anerkendelsen af blufærdighed skal gå hånd i hånd med bedre uddannelse af de lærere, der skal undervise i faget.
Også Christian Graugaard peger på uddannelse som vejen til at styrke kvaliteten i seksualundervisningen. Han mener, at det er på tide at gøre op med idéen om, at hvem som helst kan undervise i seksualundervisning.
”Ligesom man aldrig ville sætte hvem som helst til at undervise matematik, dansk eller tysk, bør det heller ikke ske i seksualundervisning. Nogle gange driller jeg og siger, at den udbredte forestilling om at enhver med kønsbehåring kan undervise i seksualundervisning, svarer til, at alle, der har dansk som modersmål, kan undervise i dansk. Det ville man jo aldrig finde sig i,” siger han.
Hvis ikke det ligefrem skal være et linjefag på læreruddannelsen, så mener Christian Graugaard, at det i hvert fald skal uddelegeres meget mere målrettet til de lærere, der er særligt interesserede.
”De skal uddannes til at undervise i det, og der skulle meget gerne opstå en faglighed med teori, forskning og metodeudvikling,” siger han.
I mange år har Christian Graugaard holdt fanen højt i forhold til at bevare seksualundervisningen som et timeløst fag, men nu er han ved at ændre holdning.
”Når man læser de gamle betænkninger fra tresserne, er der nogle rigtig gode argumenter for timeløsheden. For eksempel at seksualundervisning bør integreres i alle fag og optræde, når det er relevant i et undervisningsforløb. Men i de senere år har jeg nok ændret kurs. Jeg tror, at vi er nødt til at give faget sin egen placering på skemaet, ellers tror jeg, det fortsat vil blive glemt og klemt,” siger han.
Venka Simovska er ikke lige så afklaret:
”Jeg synes, det er svært at svare på. Der er forskning, der peger på, at det vil have positiv effekt at gøre det til et fag, mens andre studier peger på, at man risikerer at miste opmærksomheden på den vigtige helhedsorienterede tilgang,” siger hun.
”Spørgsmålet er, om lærerne er klar til udfordringen, og om gymnasierne kan skabe et tillidsfuldt, relevant og deltagerorienteret læringsmiljø.”
Venka Simovska
Mens den obligatoriske seksualundervisning i grundskolen har fejret 50-års fødselsdag, er seksualundervisning på de gymnasiale uddannelser først blevet obligatorisk fra skoleåret 2023-24. Både Venka Simovska og Christian Graugaard bifalder, at det endelig er sket.
”Middeltallet for danske unges sexdebut ligger på 16-17 år. Derfor er det mærkeligt, at seksualundervisning hidtil er stoppet præcis der, hvor unge for alvor begynder at gøre sig konkrete erfaringer. Jeg tror, gymnasierne kan komme til at spille en meget vigtig rolle. Lige nu holder jeg vejret. For jeg oplever, at der er en stor velvilje blandt gymnasielærerne, men også, at der hersker stor forvirring. Vi skal sørge for, at vi bruger et halvt århundredes grundskoleerfaringer klogt og taler åbent om, at intentionerne var gode, men at en del også gik galt,” siger Christian Graugaard.
Og så skal gymnasielærerne gøre sig klar til at møde elever, der mangler basal viden, fremhæver han:
”Der er nok mange lærere, der tænker, at nu kommer der nogle elever, der har grundlaget i orden, for de har haft seksualundervisning i ni år. Men mange af eleverne mangler basal viden om fx kroppens anatomi og sexlivets funktioner, fordi undervisningen har været så mangelfuld.”
Venka Simovska peger på, at selvom relevansen vil være større for eleverne, når de kommer i gymnasiet, øges kompleksiteten i elevernes liv også. Det kan udfordre seksualundervisningen.
”Deres sociale, digitale og seksuelle liv er mere komplekst og fyldt med tvivl, usikkerhed, lyst og nysgerrighed. De benytter allerede alle mulige andre kilder til at finde information og viden, men kvaliteten af denne viden varierer enormt. Spørgsmålet er, om lærerne er klar til udfordringen, og om gymnasierne kan skabe et tillidsfuldt, relevant og deltagerorienteret læringsmiljø,” siger hun.
At seksualundervisning anno 2023 bør sigte bredere end blot på krop og biologi, underbygges af internationale undersøgelser. Unge vil gerne have nydelse, følelser og seksuelle relationer til at fylde mere i undervisningen, fortæller Ditte Dyrgaard, der er ph.d.-studerende ved DPU, Aarhus Universitet. Hun deltager i Kirsten Hyldgaards forskningsprojekt og undersøger her, hvordan man kan sætte nydelse på skoleskemaet.
”Ifølge internationale studier kan inddragelse af nydelse som tema i seksualundervisningen have en positiv effekt på elevernes seksuelle sikkerhed, viden og sundhed. Vores projekt skal bidrage med viden og vejledning om, hvordan lærerne kan gribe denne vigtige del af seksualundervisningen an,” siger Ditte Dyrgaard.
Line Anne Roien, Venka Simovska og Christian Graugaard (red.): Seksualitet, skole og samfund: kritiske perspektiver på seksualundervisning. Hans Reitzels Forlag, 2018
Læge og professor i sexologi ved Sexologisk Forskningscenter, Aalborg Universitet. Han forsker i danskernes seksuelle sundhedsforhold og er medinitiativtager til den store befolkningsundersøgelse Projekt SEXUS (www.projektsexus.dk). Han sidder i Undervisningsstyrelsens referencegruppe vedr. seksualundervisning i gymnasieskolen og er faglig koordinator for Masteruddannelsen i sexologi ved AAU.
Professor ved DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker i trivsel, læring og skoleudvikling og er i øjeblikket medlem af advisory board for den nationale indsats for styrkelse af sundheds- og seksualundervisning samt familiekundskab i folkeskolen. Hun underviser på Masteruddannelsen i trivsels- og ressourcepsykologi og Kandidatuddannelsen i pædagogisk psykologi.
Lektor ved DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker i seksualundervisning, almen pædagogik, videnskabsteori, psykoanalyse og køn. Hun underviser på Kandidatuddannelsen i generel pædagogik og Kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi.
NR. 106
TEMA: Sex og pædagogik
OKTOBER 2023
