En million stemmer råber op

Fra 2019 har græsrodsbevægelsen En Million Stemmer haft fokus på at skabe retssikkerhed for alle med funktionsnedsættelser og psykisk sårbarhed, og som navnet antyder, er der tale om landets største minoritetsgruppe. I forskellige onlinefora opstod hurtigt et fællesskab, hvor folk delte erfaringer med hinanden.

Disse erfaringer var i høj grad præget af det, handicapforskeren Emil Falster kalder systemstress i nedskæringstider. De mange erfaringer med at leve uden den hjælp, man har brug for og ret til, samt at være permanent afhængig af en kommunal forvaltning, som mistænkeliggør ens behov, gav anledning til, at kontaktgruppen for En Million Stemmer samlede en række af disse vidnesbyrd. De samlede også de tilgængelige oplysninger om kommunernes høje grad af fejlbehandling af disse sager. Materialet blev sendt til alle partiers handicapordførere og Socialministeren.

Da der intet skete politisk, tog kontaktgruppen initiativ til at formulere et lovforslag og en underskriftsindsamling, der skulle tvinge Folketinget til at tage stilling til lovforslaget og diskutere situationen på området. Borgerforslaget gik ud på at flytte handicapområdet væk fra kommunerne, fordi det så ud til, at der blev spekuleret i at spare penge ved langsom og forkert ’til kanten’ sagsbehandling, ligesom der ikke var nogen sanktioner mod kommuner, som begik fejl.

I 2020 udgav Advokatsamfundet en rapport, som konkluderede, at fejlprocenten i kommunernes behandling af handicapsager var så høj, at den udgjorde en trussel mod retssikkerheden for udsatte borgere. Såvel NGO’er som forskere har dokumenteret og på den baggrund argumenteret for, at den aktuelle situation er så belastende, at den udgør en fare for mennesker med funktionsnedsættelser og deres familiers trivsel og helbred. Siden har en lang række forskere, interessenter og NGO'er forsøgt at råbe vagt i gevær.

Ikke alle kan yde, før de kan nyde

Hvilke strukturelle problemer, der er tale om, står stadig hen i det uvisse. Men måske bunder de i, at vores velfærdssamfund, som vi har kendt det, bygger på en social kontrakt: man yder det, man kan, og til gengæld får man hjælp, når man har brug for det.

’Man må yde, før man kan nyde’ og ’Kend din ret og gør din pligt’ er grundlæggende principper i den sociale kontrakt. Det er derfor, at hver eneste valgkamp handler om, hvem der har ret til hvilke ydelser – egentlig er det nye former for diskussioner af, hvem der er ’værdigt trængende’ og derfor skal hjælpes, og hvem der er ’uværdigt trængende’ og derfor skal straffes, eller i hvert fald ikke have hjælp.

Det område, der handler om mennesker med funktionsnedsættelser, tydeliggør, at princippet i den sociale kontrakt ikke har universel gyldighed. I hvert fald ikke i økonomisk forstand. For der er grupper af mennesker, som ikke er i stand til at yde det, som den sociale kontrakt forudsætter. Det er mennesker, som ikke kan optimeres til at kunne fungere på det ordinære arbejdsmarked, men som er afhængige af hjælp livet igennem i forskelligt omfang.

”Historisk set har mennesker med handicap været andetgjort, dvs. omtalt som en anden slags (og lidt mindre) mennesker end ’os’.”

Bjørg Kjær

Konstruktionen af det normale

Handicap- og litteraturforskeren Michael Bérubé (2016) har peget på, hvordan beskrivelser af og fortællinger om mennesker med funktionsnedsættelser (især kognitive og mentale) spiller en helt særlig rolle i forhold til, hvordan vi kulturelt konstruerer og forstår, hvad det vil sige at være et menneske. Det ’handicappede’ repræsenterer som regel det ’ikke så menneskelige’, det ’mindre menneskelige’ – eller til og med ’det umenneskelige.’ På den måde fungerer forestillinger om ’det handicappede’ som et helt centralt element i de altid fortløbende bestræbelser på at (be)gribe, hvad det menneskelige (eller det normale) er.

Dermed indgår konstruktionen af det handicappede i selve kernen af, hvordan det menneskelige vilkår opfattes og håndteres i symbolske, betydningsskabende processer, som dels konstituerer sociale identiteter på et eksistentielt niveau og dels konstituerer det normale på samfundsmæssigt, diskursivt og politisk niveau.

’Undermålernes’ behov vs. almenvellet

Historisk set har mennesker med handicap været andetgjort, dvs. omtalt som en anden slags (og lidt mindre) mennesker end ’os’. Ikke mindst har en stående debat handlet om omkostningerne, ved at samfundet tager sig af sådanne såkaldte ’minusindivider’. Da de store centralinstitutioner for mennesker, der på det tidspunkt blev kaldt ’åndssvage’, blev bygget i det sene 1800-tal, udtalte højrepolitikeren Lars Dinesen, at der blev bygget slotte til idioter.

Socialdemokraten K.K. Steincke er blevet kendt for Socialreformen fra 1933, der ofte nævnes som grundlæggelsen af den danske velfærdsstat. Hvad mange ikke ved, er, at Steincke som de fleste i sin samtid også var eugeniker, dvs. racehygiejniker, og dermed optaget af befolkningens styrke og sundhed. Tanken i Socialreformen var, at ’undermålerne’, som de kaldtes, dvs. de mennesker, som ikke kunne klare sig selv på grund af det, vi i dag kalder handicap, var værdigt trængende. Men hensynet til disse svageste mennesker skulle altid afvejes med hensynet til almenvellet – altså til hvor meget de kostede.

Økonomi fremfor borgerrettigheder

Den 4. maj 2023 kom Socialministeriets ekspertudvalg for det specialiserede socialområde (herunder voksenhandicapområdet) med sine første anbefalinger på området. Ekspertudvalget blev nedsat på initiativ af Kommunernes Landsforening på grund af de stigende udgifter på det specialiserede socialområde. Kommissoriet pålagde ekspertudvalget kun at fremkomme med forslag, som holdt sig inden for den eksisterende økonomiske ramme.

Denne første delrapport fokuserede derfor på økonomien og på det, som kaldtes økonomisk bæredygtighed, eftersom egentlige forbedringer ville kræve større lovændringer, hvilket ikke indgik i ekspertgruppens kommissorium. Det økonomiske fokus afspejles i ekspertgruppens sammensætning, som er stærkt repræsenteret af økonomifaglige eksperter.

Rapporten argumenterer for, at hensynet til den kommunale økonomi bør være legitimt, og hele den dagsorden, som ekspertgruppen sætter, handler om, at området ikke må koste mere, end det gør i dag.

En af rapportens anbefalinger er, at Serviceloven ændres fra at handle om borgerens rettigheder til i stedet at handle om rehabilitering og kommunal økonomi. På trods af at et samlet folketing kun et år tidligere havde anerkendt, at der var problemer med retssikkerheden, handlede dagsordenen altså nu om at fjerne rettigheder for at sikre kommunernes økonomi.

”Lige nu svigter vores velfærdssamfund mennesker, der er blandt samfundets svageste. De får ikke den hjælp, de har ret til ifølge vores egen lovgivning og de internationale konventioner. ”

Bjørg Kjær

Ny fortælling eller ny kurs?

Hvordan kan det være, at samfundet, offentligheden, politikere mv. ikke skynder sig at sikre disse borgeres rettigheder? Hvorfor bliver løsningen at ændre loven i stedet for at hjælpe dem, som har behov? Lige nu svigter vores velfærdssamfund mennesker, der er blandt samfundets svageste. De får ikke den hjælp, de har ret til ifølge vores egen lovgivning og de internationale konventioner.

Som samfund har vi brug for at erkende og forholde os til, at vi i øjeblikket de facto gør det modsatte af det, vi siger. Og vi har brug for at besinde os på, at vi ikke (længere) har en ledende position, hvad angår den måde, vores samfund behandler mennesker med funktionsnedsættelser på, ligesom vi krænker deres rettigheder og forringer deres vilkår. Vi har systematisk og aktivt fjernet os fra det gode eksempel, vi var engang. Vi må derfor revidere fortællingen om os selv som verdens bedste velfærdssamfund – eller vi må ændre kurs.