Bekend din synd

Skal man tro Foucault, starter historien om barnet som et seksuelt væsen i 1700-tallet. Ganske vist var man også tidligere klar over, at der sker noget i puberteten, men barndommen var endnu ikke udskilt som en særlig periode af livet, der kræver, at man anlægger særlige pædagogiske strategier over for børn, fordi de er børn.

Indtil 1700-tallet var seksualitet inden for den kristne kultur generelt knyttet til spørgsmålet om synd. Når kødets lyst meldte sig i krop og sind, var det en anfægtelse af troen på Gud, og kødets anfægtelser var syndige og skulle bekendes.  

”Bekendelsens form ændrer sig med den protestantiske reformation, der smider skriftestolen ud af kirken, men protestantismen er ikke af den grund mindre optaget af bekendelsen og af kønnet. Ifølge Foucault holder den gængse historie om, at kirken fortier kønslivet, derfor ikke helt. Kirken insisterer derimod stadigt mere nidkært på at få sat ord på dunkle og forbudte fantasier, drømme og begær gennem bekendelsen, og denne kredsen om syndige tanker og handlinger er i sig selv nydelsesfuld og lystproducerende, både for dem, der bekender, og de præster, der lytter til bekendelsen - selvom det skete under henvisning til, at bekendelsen er nødvendig for at frigøre sig fra synden,” siger Jens Erik Kristensen.

Afskyelig selvbesmittelse

Fra begyndelsen af 1700-tallet begynder man at blive opmærksom på, at ikke blot pubertetsbørn, men også mindre børn har et kønsliv, og fra midten af århundredet bliver det i stigende grad til et spørgsmål om sundhed. Det er ikke længere primært præsterne, men lægerne, der forholder sig til børns kønslige aktiviteter, og de retter særligt deres blik mod børns onani. En engelsk pamflet fra 1712-16 med den malende titel: Onani; eller, Selvbesmittelsens afskyelige synd, og alle dens frygtelige konsekvenser for begge køn får stor betydning som det første skrift, der advarer mod de ubehagelige følger af børns onani.

”Pamfletten giver på den ene side råd om, hvordan onani kan afværges, men gør det på den anden side ud fra en erkendelse af, at alle mennesker onanerer. Også mindre børn. Onani fremstår hermed som en universel hemmelighed, som alle deltager i, men ingen fortæller om. Man anser onani for at være en del af naturen, men samtidig ser man den som roden til en hel serie af sygdomme og et stykke ’modnatur’. Barnet bør derfor ikke føle moralsk skyld over at onanere, men til gengæld er det vigtigt, at barnet får at vide, at lige netop den del af naturen skal det passe på med. At onani i sidste halvdel af 1700-tallet bliver fremstillet som en kæmpe sundhedsfare, fører altså til, at man opdager og begynder at forholde sig pædagogisk til barnet som seksuelt væsen,” siger Jens Erik Kristensen.

I 1760 udgiver den schweiziske læge Tissot sin afhandling Om onani. Afhandlingen udløser en bølge af pædagogiske skrifter i bl.a. Frankrig og Tyskland, der alle vil rådgive og formane børn om, at de ikke må onanere. 1700-tallets officielle lægevidenskab – og i 1800-tallet også psykiatrien – mente nemlig at have knækket koden bag alle kendte fysiske og psykiske sygdomme og lidelser, der i sidste ende kunne føres tilbage til en grundlæggende årsag: overdreven onani.

Kampagnen mod onani, der også ihærdigt bliver ført i Danmark, bliver sindbilledet på seksualoplysningens indbyggede ’catch 22’: Lægevidenskaben anser onani for at være et kæmpe sundhedsproblem, som man derfor er nødt til at oplyse om, men man risikerer, at man gennem oplysning netop tilskynder til det, oplysningen skal advare mod.

”Kampagnen mod onani skal tjene til skræk og advarsel, men oplysningen kan i sig selv virke ophidsende. I oplysningstiden i 1700-tallet bliver det opfattet som naturligt, at børn onanerer. Det er et sundhedstegn, der viser, at deres krop og kønsorganer udvikler sig, som de skal frem mod puberteten. Men det er samtidig naturstridigt, fordi det skader sundheden. Onani må derfor bekæmpes, selvom skræmmekampagnens underforståede præmis er, at alle mennesker til alle tider har onaneret,” siger Jens Erik Kristensen.

Selvom udgangspunktet for kampagnen mod onani er medicinsk, er det ud over forældrene de pædagogiske institutioner, der får til opgave at udkæmpe kampen i praksis. Der sker derfor med Foucaults ord på samme tid en pædagogisering og patologisering af barnets køn, forklarer Jens Erik Kristensen:

”I skoler og især på kostskoler blev der truffet alle mulige forholdsregler, lige fra hvad læreren skal være på vagt overfor, hvordan man kan se på et barn, at det onanerer, hvordan toiletter kan indrettes, så man kan overvåge, hvad der sker, hvordan klasselokalerne møbleres, så læreren kan holde øje med, at eleverne ikke sidder og onanerer under bordet osv. På kostskoler og kollegier overvågede man, hvordan børnene sov, og der var kontrol med, om de sov med hænderne over dynen, og hvornår lyset blev slukket.”

Mekanisk masturbation

Det medicinske blik på onani – eller masturbation – byggede i 1700-tallet stadig på den klassiske teori om de fire kropsvæsker blod, slim, gul galde og sort galde. Hertil kommer for drengenes vedkommende sædvæsken, og når man udtømmer den, ødelægger man balancen mellem de andre. Er de i balance, er man sund. Kommer de i ubalance, er vejen banet for sygdom.

Onani var dog ikke kun farlig for drengene. For begge køn var der patologiske komplikationer forbundet med onani, og den tids lægevidenskab mente fx at vide, at onani ødelægger kønsorganerne. Kampagnen mod onani var altså i sidste ende befolkningspolitisk begrundet. Man frygtede, at den voksne befolkning ikke kunne reproducere sig selv, fordi den med al den onani i barndommen havde slidt sine kønsorganer op.  

”Selvom børn nu blev opfattet som seksuelle væsener, var det i en meget snæver forstand. Deres seksualitet ytrede sig gennem onani, der blev set som en slags naturlig udtømningstrang, et rent mekanisk fænomen, der kunne forstås medicinsk. Det var først i midten af 1800-tallet, at en læge fik den tanke, at når børn onanerede, var det fordi, det faktisk gav dem nydelse. Ellers var al snak om lyst og nydelse fraværende i den medicinske diskurs,” siger Jens Erik Kristensen.

Naturens skrig

Det var den også hos grundlæggeren af den moderne pædagogik, den franske filosof Jean-Jacques Rousseau, der i bog 4 af Emile – eller om opdragelsen fra 1762 bakser med seksualoplysningens dilemmaer i forhold til barnets seksualitet. Da drengen Emile kommer i puberteten, lægger Rousseau ikke skjul på, at det er en svær periode, fortæller Jens Erik Kristensen. Men Rousseau mener ikke, at man bør tale med børn om kønslivet allerede i den alder. Det bør udskydes, for man risikerer at vække deres fantasi for tidligt og i en forkert retning. Den unge Emile bør derimod leve i lykkelig uvidenhed og uskyldighed, indtil han bliver 20 år, og først derefter kan man tale om forplantning og det monogame ægteskabs lyksaligheder.

”Her adskiller Rousseau sig ikke fra tidens gængse tilgang til seksualoplysning, der som regel bygger på den gamle historie om bier, der bestøver blomster. ’Og sådan er det også med mennesker’, som det hedder i Emile. Men han havde ikke desto mindre en fin fornemmelse for, hvordan kønslivet vågner i barnet, selvom han mener, man skal gøre, hvad man kan for at hæmme eller udsætte det. Onani omtaler han som ’et skrig fra naturen’, som en uorden, der bryder uskyldigheden og derfor må bekæmpes,” siger Jens Erik Kristensen.

Frigørende orgasme

Selvom Rousseau på den ene side er ophav til moderne reformpædagogik, er han på den anden side fortaler for fortielse og udsættelse som strategi i forhold til børn og unges viden om kønslivet. Og fra omkring år 1800 bliver denne strategi almindelig. Man opgiver at oplyse om seksualitet ud fra den devise, at hvad naturen har tilsløret, skal mennesket ikke afsløre. Børn lever bedst i uvidenhed så længe som muligt, fortæller Jens Erik Kristensen.

Den medicinske kampagne mod onani fortsætter dog uantastet som understrøm bag fortielsen og er standardrepertoire op gennem 1800-tallet, men ebber så gradvist ud i første tredjedel af 1900-tallet. Også i Danmark, hvor ikke mindst Freuds psykoanalyse og den europæiske seksualreformbevægelse fra 1920’erne skaber forandringer i synet på børn og seksualitet.

”Man kan sige, at kampagnen mod onani afsluttes som konsekvens af, at onani nu alment bliver opfattet som naturligt, noget alle gør, også børn. Det var paradoksalt nok den samme erkendelse, der lå bag kampen mod onani i 1700-tallet,” siger Jens Erik Kristensen.

Seksualreformbevægelsen, der også var stærk i Danmark, var bl.a. inspireret af den østrigske psykoanalytiker Wilhelm Reich, der var elev af Freud, men radikaliserede hans driftsteorier. Orgasmen blev her set som en frigørende kraft, som alle skulle have mulighed for at erfare, og det åbnede for et nyt syn på børns seksualitet.

”Efter at man i 200 år har bekæmpet børns onani med næb og klør, vender billedet, især efter Anden Verdenskrig med den amerikanske sexologi. Onani bliver nu anset for at være en vigtig kilde til seksuel selvtræning og nydelse, ikke mindst med henblik på at forberede sig på ægteskabet. Hvis man ikke ved, hvordan man selv eller ens partner får orgasme, bliver sexlivet og dermed ægteskabet ikke sundt,” siger Jens Erik Kristensen.

Kunsten at nyde

 Fra begyndelsen af 1900-tallet var et af målene for seksualreformbevægelsen at få adskilt seksuel nydelse fra forplantning, der i kristendommens livsforståelse og moral hang uløseligt sammen.

”Der breder sig nu en forestilling om, at seksualitet ikke kun er til for forplantningens skyld. Når prævention blev bekæmpet hårdnakket op gennem 1800-tallet, var det jo fordi, at accept af præventionsmidler ville være det samme som at sige: jeg vil have sex uden forplantning, men seksualreformbevægelsen kæmper for, at der må være plads til nydelse for nydelsens egen skyld. I dag er denne adskillelse for de fleste en indlysende del af seksualiteten, men paradoksalt nok har den ikke afspejlet sig i seksualundervisningen, der primært har handlet om forebyggelse af graviditet og kønssygdomme osv. - men ikke om, hvordan man opnår nydelse,” siger Jens Erik Kristensen.

Her mener han, det er nærliggende at henvise til Foucault, der ville supplere scientia sexualis med en ars eroica. Dvs. den kliniske og sundhedsorienterede sexologiske videnskab skulle kombineres med en lære om elskovskunst.

”Det kunne være et fint mål at have en seksualundervisning, der ud over at oplyse om alle sundhedsaspekterne også indførte børn og unge i kønslivets erotiske og sanselige dimensioner, så det ikke kun er gennem romantiske film og porno, de får indblik i den del af kønslivet. Måske kunne det endda styrke trivslen blandt unge, som der er så stort fokus på i disse år, hvis den gennem seksualundervisningen også blev forbundet med den seksuelle nydelse som en vigtig del af vores følelsesliv. Det er nok utopisk at forestille sig seksualundervisning som undervisning i erotikkens kunst, men at nydelsen spiller så lille en rolle, er i sig selv et tankevækkende udtryk for, hvor meget sundhedsaspektet stadig dominerer i vores syn på børns seksualitet,” siger Jens Erik Kristensen.

Selvom Freud ikke længere har den status som sandhedsvidne, han havde op gennem 1900-tallet, har han ikke levet forgæves. At børn også er seksuelle væsner, er i dag så indlysende, at de færreste skal betragte et suttende spædbarn særlig længe, før de konstaterer, at barnet befinder sig i den orale fase, forklarer Jens Erik Kristensen. Til gengæld ved vi ikke så meget om, hvordan folks moral egentlig er i dag, når det kommer til deres egne børns seksualitet.

”Det kunne være interessant at undersøge den folkelige seksualmoral i forhold til børns seksualitet anno 2023. Hvad taler forældre med deres børn om og hvordan? Og hvordan ser det ud med såvel forældre som børn og unges blufærdighed og forlegenhed over for kønslivet?  Det er nok de færreste forældre, der stadig insisterer på, at børnene sover med hænderne over dynen, men hvordan har de det egentlig med, at deres børn har et kønsliv og med stor sandsynlighed onanerer?” siger Jens Erik Kristensen.