Vores overlevelsesinstinkt truer med at slå os ihjel

Asterisk nr. 98 - august 2021

Vi tog det først spæde skridt mod den galopperende klimakrise lige efter istiden, men først for 150 år siden begyndte vi at blive klar over, at det kunne gå galt. Asterisk trævler rødderne op til det natursyn, der har ført os mod krisen, og tager os med til oplevelsesparken Naturkraft, der forsøger at dæmme op for den ved at sætte fokus på menneskets forhold til naturen.

Lyt til artiklen

Var det første akt af en moderne menneskeskabt syndflod, da regn i uhyrlige mængder i midten af juli fik floderne i det vestlige Tyskland til at gå over deres bredder, og da oversvømmelserne førte død og ødelæggelse med sig? Hvad enten katastrofen skyldtes klimaforandringer eller var et sjældent udslag af naturens almindelige lunefuldhed, gav det stof til eftertanke. En tysk borger fra den hårdt ramte Rheinland-Pfalz-delstat satte formentlig ord på manges tanker, da han til nyhedsbureauet Reuters udtalte: ”Det er simpelthen naturen, der slår tilbage. Vi bør begynde omsider at give den opmærksomhed.”

Ifølge Sune Frølund, lektor ved DPU, Aarhus Universitet, har mennesket givet naturen masser af opmærksomhed gennem tiden. Men det har været en særlig form for opmærksomhed, der har handlet om at beherske naturens kræfter og udnytte dens ressourcer. Bæredygtighedspædagogik kommer derfor ikke uden om at forholde sig til det grundlæggende spørgsmål, om mennesket fortsat skal give sig selv særstatus i forhold til naturen. Et spørgsmål, han selv besvarer med et ja:

”Det er for menneskets skyld, vi skal redde klimaet – ikke for dets egen skyld. Hvis mennesker ikke var andet og mere end natur, ville det ikke være nogen katastrofe, hvis vi uddøde som art. Naturen er ligeglad, den skal nok klare sig,” siger Sune Frølund.

Det kan lyde som en filosofisk spidsfindighed, der taler uden om de reelle problemer. Men spidsfindighed rimer på dybsindighed, og faktisk nærmer vi os problemets kerne, når vi forsøger at blive klogere på forholdet mellem menneske og natur, mener han.

Menneskets særstatus

Det er nemlig en udbredt tankegang i dag, at klimakrisen skyldes, at mennesket har givet sig selv forrang i forhold til naturen og fået et fremmedgjort forhold til den. Det moderne menneske bør derfor indse, at dets særstatus i forhold til naturen skal ophæves, og at der ikke er afgørende forskel på mennesker og de øvrige levende væsener.

Denne tanke findes i vidt forskellige aftapninger. Den franske sociolog og filosof Bruno Latour (1947-) går så vidt som til at opløse forestillingen om mennesket som et væsen med fri vilje, der kan ændre adfærd, og naturen som noget fremmed, mennesket står over for. Det er fiktive begreber, og reelt er der ikke engang afgørende forskelle på organisk og uorganisk natur.

Hos økofilosoffer som nordmanden Arne Næss (1912-2009) og hans tilhængere er det en grundtanke, at mennesket skal begrænse sin magt over naturen. Det skal være slut med blot at betragte den som en resurse, og opfyldelsen af menneskelige behov skal ses som noget sekundært, der må underordnes hensynet til natur, miljø og klima.

Men ifølge Sune Frølund er svaret på krisen ikke at opløse forskellen på menneske og natur eller vende forholdet på hovedet. Vi skal tværtimod tage mennesket alvorligt som andet og mere end natur.

”Hvis vi ikke går ud fra, at der er kvalitative forskelle på menneske og natur, så forsvinder pædagogikken. Vi siger til andre mennesker: lad være med at dræbe truede dyrearter, men vi siger ikke til rovdyrene: lad være med at nedlægge byttedyr. Når vi overhovedet er optaget af at løse klimaproblemet, er det, fordi vi opfatter mennesket som et væsen, der blandt andet gennem pædagogik kan ændre holdning og adfærd, selvom det er svært,” siger Sune Frølund.

Han mener, at opgaven består i at finde en balance mellem at udnytte naturen bæredygtigt og forsvare vores ret til faktisk at udnytte den.

”Når folk siger, at det ville være bedre for naturen, hvis der ikke var mennesker på jorden, må vi insistere på, at vi også har ret til at være her. For mig at se handler bæredygtighedspædagogik ikke kun om at beskytte og bevare natur, men også om at forsvare menneskets ret til at overleve uden at opgive alle civilisatoriske goder. Der er en toneangivende tendens i dag til at gøre op med det, der misvisende kaldes menneskets arrogance over for naturen. Det er ikke arrogance, det handler om – men om at vi er i gang med at underminere naturen som vores eget livsgrundlag,” siger han.

”Det er for menneskets skyld, vi skal redde klimaet – ikke for dets egen skyld. Hvis mennesker ikke var andet og mere end natur, ville det ikke være nogen katastrofe, hvis vi uddøde som art. Naturen er ligeglad, den skal nok klare sig.”

Sune Frølund

Naturens ejer og mester

Startskuddet til denne underminering af naturen tidsfæstes ofte til oplysningstiden og den begyndende industrialisering i 1700-tallet.

”Fra dette tidspunkt kan man registrere en kraftig stigning af CO2 og metan i atmosfæren. Den stigende menneskelige påvirkning af naturen passer sammen med den rationalistiske filosofi hos fx René Descartes (1596-1650), der grundlagde et rent mekanisk syn på naturen. Den blev nu set som reservoir for menneskelig udnyttelse, og Descartes formulerede det på den måde, at ’mennesket skal være mester og ejer af naturen’,” siger Sune Frølund.

Men ifølge Sune Frølund har dette natursyn rødder endnu længere tilbage.

”Man kan argumentere for, at det allerede grundlægges, da de store monoteistiske verdensreligioner opstår – dvs. jødedommen, kristendommen og islam, der alle hævder, at der kun findes én gud. De har det til fælles, at de flytter det guddommelige ud af naturen. Naturen bliver dermed gudløs materialitet, og over for naturen står mennesket, som Gud har skabt som et særligt væsen, der skal herske over den og udnytte den til sin fordel,” siger han.

Men miseren stikker endnu dybere. Iskerneboringer i Grønland og sedimentanalyser fra havbunden viser, at CO2-indholdet i atmosfæren allerede begyndte at stige ca. 7000 år fvt., da jægere og samlere gav sig til at dyrke jorden.

”Man brændte store skovområder af eller huggede dem ned for at kunne dyrke jorden. Omkring år 5000 fvt. begyndte også koncentrationen af metan i atmosfæren at stige, da mennesker i Kina begyndte at dyrke ris på vådmarker. Man kan så spørge, hvori disse tidlige menneskers natursyn bestod? Det har nok helt råt handlet om at udnytte den mest muligt for at overleve her og nu, ikke andet. Alligevel er det en udbredt romantisk tanke, at før de monoteistiske religioner dyrkede mennesket forskellige naturreligioner og behandlede naturen nænsomt,” siger Sune Frølund.

”Naturkraft vil nuancere vores billede af, hvad natur er, og vise, at naturen indbefatter det, mennesket har gjort ved og med den.”

Daniel Kardyb

Naturens vilde kræfter

Menneskets forhold til naturen er omdrejningspunktet for Naturkraft, ”en oplevelsespark for naturens vilde kræfter”, som der står på parkens hjemmeside. Den ligger i udkanten af Ringkøbing, og her kan man opleve naturen for fuld skrue med udsigt til fjorden og det flade vestjyske landskab.

Godt hjulpet af vestenvinden skal stedet ruske op i gæsterne og gennem ’leg’ og ’aha-oplevelser’ give dem ’en større bevidsthed om natur, bæredygtighed og klima’.

Men kan en sådan park faktisk påvirke gæsternes natursyn og få dem til at ændre adfærd, så et besøg i parken ikke blot er en sjov og hyggelig dag med familien? Det er et af de spørgsmål, Daniel Kardyb, ph.d.-studerende ved DPU, Aarhus Universitet, beskæftiger sig med i sit ph.d.-projekt om Naturkraft og miljø- og bæredygtighedspædagogik i læringsmiljøer uden for det formelle uddannelsessystem.

”Jeg undersøger på den ene side, hvordan stedet er blevet til, hvilke intentioner der er bygget ind i det, og hvilke interesser de forskellige aktører har, fx de virksomheder og erhvervsorganisationer, Naturkraft samarbejder med – og på den anden side, hvad det er for et møde, de besøgende har med stedet – for i sidste ende at blive klogere på, om og hvordan et sådant sted har potentiale til at skabe opmærksomhed omkring bæredygtighed og måske også læring og forandring. De gæster, jeg har talt med, siger, at parken giver dem et blik for, at natur er andet og mere, end man normalt går og tror. Det er i al sin enkelhed noget af det, Naturkraft ønsker at opnå,” siger han.

Som de fleste oplevelsesparker har Naturkraft sine attraktioner, installationer og ting, man kan prøve. Mange af de oplevelser kunne man dog også få i en skov eller på stranden. Naturkrafts pædagogiske greb er at kondensere naturoplevelserne og forstærke dem kunstigt. En af attraktionerne er en vindmaskine. Man stiller sig foran maskinen, trykker på en knap og kan så gradvist skrue op for vindstyrken og blive blæst godt igennem.

”Maskinen gør det muligt i nogle sekunder under kontrollerede og tydeligvis kunstige forhold at mærke vindens kræfter. Et andet sted kan gæsterne med særlige vandkikkerter ligge på et net, der er spændt ud over et vandløb, og kigge på dyr og planter i vandet. Det er meget enkelt, men børnene kaster sig over det. Inde i udstillingsbygningen anskueliggøres naturprocesser som fx fotosyntese ved hjælp af en række installationer, og her kan man opleve årets gang i en skov på 12 minutter,” siger Daniel Kardyb.

Naturkraft vil ifølge Daniel Kardyb gerne gøre en pædagogisk pointe ud af, at parkens egentlige attraktion ikke er summen af de enkeltoplevelser, den tilbyder, men helhedsoplevelsen af parken.

”Parken ønsker ikke at have dén ene helt særlige attraktion, der skal bære resten. Det er stedet som sådan, der skal være attraktionen, og Naturkrafts særlige pædagogiske potentiale ligger i, at den kunstige og den ’ægte’ naturoplevelse kan sætte hinanden i perspektiv på en helt anden håndgribelig måde, end naturvejlederen har mulighed for at gøre, når han har en flok børn med i skoven,” siger han.

”Når vi overhovedet er optaget af at løse klimaproblemet, er det, fordi vi opfatter mennesket som et væsen, der blandt andet gennem pædagogik kan ændre holdning og adfærd, selvom det er svært.”

Sune Frølund

Pædagogik uden løftet pegefinger

Naturkrafts budskab til gæsterne er, at naturens kræfter på den ene side overskrider det, mennesket kan styre. Men at disse kræfter på den anden side ikke altid er de samme, fordi mennesket gennem sine aktiviteter også influerer på dem.

”Naturkraft vil nuancere vores billede af, hvad natur er, og vise, at naturen indbefatter det, mennesket har gjort ved og med den. Fx skal deres udstilling om det vestjyske landskabs geologiske udvikling vise, at det er et kulturlandskab, hvor heden, som vi kender den, er opstået som følge af træfældning fra Jernalderen og frem,” siger Daniel Kardyb.

Men Naturkraft ønsker ikke at blæse budskaberne om bæredygtighed ind i hovedet på sine gæster.

”Gæsterne skal selv drage konklusionerne. Naturkrafts pædagogiske mantra er, at de ikke vil drive stedet med løftede pegefingre, men spørgsmålet er, om det er muligt at nå i mål med budskaberne uden,” siger han.

Med sin modvilje mod løftede pegefingre gennemspiller Naturkraft sin egen version af det velkendte pædagogiske dilemma: Kan man lege sig til læring og omsætte sanselige oplevelser til viden og erkendelse, uden at de sprogliggøres? Eller kvæler begreber og budskaber omvendt den gode oplevelse og den selvstændige refleksion?

”Naturkraft er godt klar over, at hvis gæsterne skal tage bæredygtighedsbudskabet med sig og reflektere videre derhjemme, kræver det, at naturoplevelserne bliver sat ind i en større begrebslig ramme om, hvad natur er, og hvordan vi bearbejder og bruger den. Oplevelsen kræver sproglig formidling, men hvordan og i hvilken grad, det skal foregå, er ikke besluttet endnu. Et eksempel er dog de såkaldte ’ekspeditioner’, en slags temabårne oplevelsesspor gennem parken, der fx via apparatur som vindmålere og termometre kanaliserer de sanselige oplevelser ind i en naturvidenskabelig sproglighed,” siger han.

”For mig at se handler bæredygtighedspædagogik ikke kun om at beskytte og bevare natur, men også om at forsvare menneskets ret til at overleve uden at opgive alle civilisatoriske goder.”

Sune Frølund

Fra intention til opmærksomhed

Hvis man skal bevæge sig op i de spekulative luftlag, består Naturkrafts særlige pædagogiske potentiale i, at stedet lærer sine gæster at forholde sig til naturen på en ny måde. Daniel Kardyb henviser til den britiske antropolog Tim Ingolds skelnen mellem 'intentional' og 'attentional' omgang med verden. Hans feltstudier blandt samiske folk i den finske del af Lapland viste, at disse folks naturforhold bygger på attention, dvs. en slags opmærksomhed eller agtpågivenhed, der ikke er styret af et bestemt formål. Heroverfor står den traditionelle vestlige naturopfattelse, der med rødder i Descartes’ filosofi bygger på intention: Vi betragter naturen som et objekt, vi skal bemestre og udnytte til vores fordel, hvorved vi distancerer os fra den.

Omsat til pædagogik indebærer Ingolds skelnen, at vores møde med naturen bør handle mere om at rette opmærksomheden mod, hvad den er i sig selv, og mindre om hvordan den kan gøres til genstand for menneskelig intention.

”Attention er den tilgang til naturen, børn mere eller mindre selvfølgeligt anlægger. At gå en tur med et barn kan være en umulig opgave, hvis man skal et sted hen til et bestemt tidspunkt, men kan være berigende, hvis man er med på at bukke sig ned og kigge på myren. Det er netop en sådan slags møde med naturen, der finder sted i Naturkraft, når familier på tværs af generationer kigger ned i et vandløb for at se, hvad der sker,” siger Daniel Kardyb.

”Naturkrafts pædagogiske mantra er, at de ikke vil drive stedet med løftede pegefingre, men spørgsmålet er, om det er muligt at nå i mål med budskaberne uden.”

Daniel Kardyb

Landbrugslogikken

Indtil nu har vores forhold til naturen været domineret af intentionen. Den engelsk-amerikanske filosof Timothy Morton (1968-) har lanceret begrebet ’Agrilogistics’ om den tilgang til naturen, der så at sige har været den naturlige for mennesket, siden den sidste istid sluttede for ca. 12.000 år siden. Det kan oversættes til ’landbrugstænkemåde’ eller landbrugslogik, og denne tænkemåde opstod, da mennesket opgav jæger/samler-tilværelsen og slog sig ned bestemte steder, hvor man tæmmede og indhegnede sit stykke af naturen for at dyrke jorden netop der. I takt med at vi har intensiveret og udviklet denne tænkemåde og tilsat den byudvikling, ejendomsret og teknologi, er denne basale overlevelsesstrategi slået om i sin modsætning. Fra at være det, der skulle redde os fra den utæmmede og truende natur, er den blevet til det, der truer os på vores eksistens.

Ifølge Sune Frølund er det en pointe, der er værd at trække frem for at understrege, at vi ikke kan skyde skylden for klimakrisen på industrialiseringen alene. Den menneskelige grundindstilling, klimakrisen bunder i, er af meget ældre dato, og der er derfor ingen historisk tid, vi kan holde op som forbillede for vores egen tid.

”Krisen i dag skyldes ikke kun modernitet, teknologi og kapitalisme, selvom disse ting har forstærket naturødelæggelsen. At dette grundforhold mellem menneske og natur, som vi slås med i dag, går så langt tilbage, gør på en måde krisen både alvorligere og sværere at håndtere. Det er paradoksalt nok menneskets grundlæggende overlevelsesinstinkt, der i dag truer med at slå os ihjel som art,” siger Sune Frølund.

Langsom opvågnen til bæredygtighed

Når klimakrisen er så overhængende, og biodiversiteten truet i en sådan grad, at forskere taler om, at vi oplever den sjette masseuddøen, siden livet opstod på jorden, hvorfor har vi så ikke skruet ned for naturudnyttelsen i tide? Det skyldes ifølge Sune Frølund, at det har krævet lang tid for mennesket at samle tilstrækkelig med viden og erfaring sammen til, at vi kunne opdage, at vores påvirkning af naturen kunne slå tilbage på os.

”Mennesket har længe tænkt, at naturen er så stor og mægtig, at det ikke kan have nogen betydning, hvad vi gør med den. Det var først med den amerikanske diplomat George Perkins Marshs bog fra 1864 Man and Nature, man blev opmærksom på, at det kunne være et problem. Han havde på sine rejser i Tyrkiet og Italien konstateret, at nogle landskaber i Middelhavsområdet var varigt ødelagte og udpinte. Og at det vel at mærke var menneskelig aktivitet i form af skovafbrænding og overdyrkning af jorden, der havde forårsaget det,” fortæller Sune Frølund.

Marsh var den første til at konstatere, at menneskelig aktivitet kunne have irreversible følger. Altså at vi kan påvirke miljøet så meget, at det ikke kan genoprettes. I 1896 blev omfanget af den globale opvarmning for første gang sat på tal. Den svenske fysiker og kemiker Svante Arrhenius beregnede uden hjælp af computer, hvor varmt der ville blive på jorden ved fortsat afbrænding af kul. Det resultat, han nåede frem til, stemmer nogenlunde overens med de faktiske temperaturstigninger.

”Vores viden om, at menneskelig aktivitet kan ødelægge natur varigt, er altså kun ca. 150 år gammel. Indtil da rådede den opfattelse, at Gud havde skabt naturen og indrettet den så viseligt, at den kunne absorbere alle menneskelige påvirkninger af den. Man kan sige, at det er her mod slutningen af 1800-tallet, at den økologiske bevidsthed opstår, om end det stadig mest var teoretiske spekulationer hos de få om mulige kommende problemer,” siger Sune Frølund.

DEN ANTROPOCÆNE TIDSALDER

Antropocæn er et geologisk fagbegreb, der bruges om den periode af jordklodens historie, hvor menneskets aktiviteter påvirker Jorden i så høj en grad, at det medfører globale ændringer i Jordens tilstand. I den antropocæne tidsalder er mennesket blevet en geologisk kraft på lige fod med vulkaner, meteornedslag og forskydning af tektoniske plader.

Der er uenighed om, hvornår den antropocæne tidsalder startede. Nogle tidsfæster den til industrialiseringen i 1700-tallet og helt konkret til opfindelsen af dampmaskinen i 1780. Men blandt geologer er det et udbredt synspunkt, at det kan tidsfæstes til 1945. Kriteriet er, at aftryk af menneskelig aktivitet skal kunne ses overalt på jordens overflade, og fra 1945 kan man registrere radioaktivt nedfald overalt. Hvornår perioden starter er et definitionsspørgsmål, men afgørende er, at det fastslås som en videnskabelig kendsgerning, at mennesket påvirker miljøet afgørende.

Nyt forhold til teknologi

Også vores forhold til teknologi kommer på prøve, hvis vi holder fast i, at vi som mennesker har ret til fortsat at udnytte naturen, mener Sune Frølund. Især når det skal ske bæredygtigt. Vi kan ikke forlade os på, at teknologien redder os, men ansigt til ansigt med klimakrisens omfang ville det være forkert at afvise de muligheder, den tilbyder.

”Vi må være villige til at acceptere, at fx genmodificerede fødevarer kan være et svar. At være imod det og sige, at vi ikke skal manipulere med naturen, kan vise sig at være et luksussynspunkt, vi ikke har råd til. De kornsorter, vi bruger i dag, er jo også forædlede, men det er sket langsomt over mange år. I dag vil man være nødt til at gøre det hurtigere, og dermed bliver det også farligere. Men for mig at se må det handle mere om konkrete risikovurderinger, end om at vi overskrider en etisk grænse,” siger Sune Frølund.

Tilsvarende med de mere eller mindre vilde bud på teknologiske løsninger på klimakrisen med såkaldt geoengineering.

”Et af disse bud går ud på at skyde kalkpartikler ud i stratosfæren for at svække sollyset og dermed reducere den globale opvarmning. Det måtte virkelig undersøges grundigt, før man kastede sig ud i det. Men det understreger, at konfronteret med de massive klimaproblemer ligger der en pædagogisk opgave i at opbygge et mindre moralistisk og mere realistisk syn på teknologiens potentialer,” siger Sune Frølund.

Andre mener dog, at naturvidenskab og teknologi ikke kan være løsningen på en krise, mennesket selv har skabt. Daniel Kardyb peger som et eksempel på den amerikanske professor i bevidsthedshistorie Donna Haraway (1944-) og hendes bog Staying with the trouble fra 2016. Her er det en pointe, at den økologiske krise, vi befinder os i, er vokset ud af de måder, hvorpå vi med teknologisk udvikling har forsøgt at løse tidligere problemer i menneskets historie. Det er selve vores handlingsivrige og fremskridtsorienterede tilgang til verden, der er problemet. Med Tim Ingolds ord kunne man sige, at den er alt for intentionel.

Men kan vi løse klimakrisen ved, at vi lærer at forholde os mere attentionelt og mindre intentionelt til naturen? At vi lærer at være i verden på en grundlæggende anderledes måde? Og kan et sted som Naturkraft lære os det, eller tilbyder det blot feel good-oplevelser for familien uden at sætte varige spor i sine gæster? Det er en diskussion, Daniel Kardyb forfølger i sit ph.d.-projekt, for spørgsmålet er, om vi har tid til sådanne former for pædagogik, når vi nærmer os ’the tipping point’ og skal reducere CO2-udslippet med 70 procent inden 2030.

”Det er det dilemma, miljø- og bæredygtighedspædagogikken står i lige nu. Man kan hævde, at det ikke er en uddannelsesopgave at løse klimaproblemerne, men at modne folk til at turde se, tænke og handle anderledes. Her kan et sted som Naturkraft have sin berettigelse. Vi må skelne mellem, hvad der er hhv. en pædagogisk og en politisk eller teknologisk opgave i denne sammenhæng,” siger han.

PÅ VEJ MOD BÆREDYGTIGHED

Begrebet om bæredygtighed opstår i tysk skovbrug i 1700-tallet i forbindelse med den træmangel, der allerede i 1200-1300-tallet gjorde sig gældende i Europa. Problemet gik i sig selv midlertidigt, da pesten tog livet af op mod 40 procent af Europas befolkning, og skovene voksede op igen. Men der bliver igen mangel på træer, og man finder ud af, at det er uholdbart at fælde træer uden at plante nye. Dermed opfindes ’skovbruget’. Også i England og Frankrig begynder man at tale om, at man er nødt til at plante skov, så der også er træ til efterkommerne. I sin første brug er bæredygtighed altså et begreb, der skal løse et praktisk problem med mangel på træ til brændsel og byggeri af skibe og huse.

Den moderne brug af begrebet præges af rapporten Vores fælles fremtid fra 1987, også kendt som Brundtland-rapporten, efter den daværende norske statsminister Gro Harlem Brundtland, formand for The World Commission on Environment and Development under FN, der stod bag rapporten.

SUNE FRØLUND

Lektor i pædagogisk filosofi på DPU, Aarhus Universitet, og ph.d. med en afhandling om naturfilosofi. Hans forskning kredser om natur, krop, atmosfære, liv, eksistens og transcendens, og han har undervist på DPU’s kandidatuddannelse i pædagogisk filosofi.

DANIEL KARDYB

Ph.d.-studerende ved DPU, Aarhus Universitet. Hans ph.d.-projekt er medfinansieret af Naturkraft og Ringkøbing-Skjern Kommune. Han forsker i miljø- og bæredygtighedspædagogik i non-formelle uddannelseskontekster og underviser bl.a. i bæredygtighedspædagogiske forhold på DPU’s bachelor- og kandidatuddannelse i Uddannelsesvidenskab.



NR. 98

INDHOLD

AUGUST 2021