DPU

Aarhus Universitets segl

Nyhedsbrev fra Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning - Januar 2016

Siden det sidste nyhedsbrev i september har Dansk Clearinghouse afsluttet to projekter og starter yderligere et op.

Systematisk review om børns tilegnelse af tredjesprog i grundskolen

Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning har gennemført et systematisk review om hvilke faktorer, der synes at have betydning for børns tilegnelse af kompetencer i 3. og 4. sprog i grundskolen. Forskningskortlægningen er gennemført for det schweiziske råd for uddannelsesforskning (CORECHED).

Baggrunden for reviewet er, at Schweiz er en nation med fire nationale sprog – fransk, tysk, italiensk og rætoromansk, og at myndighederne i 2004 besluttede, at alle børn, ud over deres primære sprog, skal lære et andet schweizisk sprog og engelsk fra henholdsvis 3. og 5. klasse. Det er op til den enkelte kanton, hvilket sprog der introduceres først, f.eks. engelsk i 3. klasse og fransk i 5. klasse, og det har medført en stor national debat i Schweiz.

Læs det systematiske review A systematic review of the impact of muliple language teaching, prior language experience and acquisition order on students' language proficiency in primary and secondary school


Litteraturstudie om intensive læringsforløb

Fra medio november til december 2015 gennemførte Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning for et litteraturstudie om intensive læringsforløb. Studiet er udarbejdet for Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Rapporten er ikke offentliggjort endnu, men vil blive lagt på hjemmesiden, når den bliver offentliggjort.


Systematisk review om ny viden om anvendelse af forskning i grundskolen

Projektet afsluttes december 2016. Projektet skal bidrage med:

  • Ny viden om national og international empirisk forskning om implementering af forskningsbaseret viden.
  • Ny viden om, hvad der fremmer anvendelsen af forskningsbaseret viden og vidensoverførelse fra uddannelsesforskning til grundskole.
  • En identifikation af uopfyldte vidensbehov.
  • En afdækning af, hvordan der arbejdes med at fremme en mere evidens- og vidensbaseret pædagogisk praksis i forskellige landes skolesystemer.
  • En afdækning af, om og hvordan uddannelsesforskning indgår i læreruddannelserne.


Konferencer

Afsluttende konference for Center for Strategisk Uddannelsesforskning (CSER) den 9. februar 2016 på DPU, Aarhus Universitet, Campus Emdrup
Konferencen formidler forskningsresultater, der er opnået under CSER’s seksårige virke som virtuelt forskningscenter. Forskere fra centeret holder oplæg om de fire kerneområder, der har ligget i centrets virksomhed: Dagtilbud, Folkeskole, Lærerkompetencer og Overgang til uddannelse efter folkeskolen.

Se program og læs mere om CSER afsluttende konference
 

ResearchED konference den 19. marts 2016 i Göteborg
ResearchED er en græsrodsorganisation ledet af lærere. ResearchED har en målsætning om at sprede brugen af forskning i uddannelsesmiljøer generelt ved blandt andet at afholde konferencer, hvor lærere, forskere og øvrige relevante parter kan mødes og diskutere, hvad der virker og ikke virker i forhold til uddannelsen af vores børn.

Camilla Brørup Dyssegaard, leder af Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning, deltager i konferencen som oplægsholder, hvor hun blandt andet vil tage udgangspunkt i, hvordan systematiske reviews og systematiske kortlægninger kan være én måde at få forskningsresultater tilbage til praksis.

Læs mere om researchED og konferencen i Göteborg